On Track Worldwide AB
Klaus Koch
On Track Worldwide AB
Om Företaget
Curriculum vitae
Kunder
Projekt
Nyheter
Dansk travsport
Blogg
Kontakt
Dansk travsport
Personoplysninger for træner Poul Groch (16. April 2010) er opdateret den 7. December 2010.
Arnold Jensen (1. December 2010) opdateret den 8. December 2010.
Holger Fischmann (15. Januar 2011) er opdateret den 4. Februar 2011.
Thomas Hansen (7. April 2010) opdateret den 30. Juni 2011.
Rudolf Jensen (23. Juli 2010) er opdateret den 3. Maj 2011.
Per Josephsen (25. December 2010) er opdateret den 17. September 2011.
Godsejer Kofod (27. Juni 2010) er opdateret den 22. Oktober 2011.

Så godt som alle personinformationer såsom fødselsdage, familieforhold og adresser, som er omtalt i mine historiske artikler, er fremtaget af min ven Hans Larsen, Østerbro, som har en enorm kendskab til kirkebøger, folketællinger mm. Jeg er Hans en stor tak skyldig for at han tager sig tid til at udføre det til tider omfattende detektivarbejde, som kræves. Det er Hans' fortjeneste, at dansk travsport nu har fået kundskab om, hvilke de to første store trænerprofiler, Joe May og Franz Smrcka, virkelig var.

Hvem var den første kvindelige Derbykusk? (15. August 09.16, opdateret den 23. August 08.58)

I Ekstra Bladets rubrik står at læse, at Gitte Hansen bliver den "føste kvindelige Derbykusk i 41 år", men det fremgår ikke, hvem den seneste var.
For det første er jeg af opfattelsen at påstanden er korrekt. Jeg kan i hvert fald ikke på stående fod komme på nogen anden kvinde som har deltaget i Dansk Trav Derby efter 1970. Det år deltog nemlig den blot 24-årige Lena Jensen (senere Hansen) med hoppen Mai Cup, og der ligger en hel del dansk travsportshistorie bag begivenheden.
Lena Jensen fødtes i Tappernøje i 1946 som datter af den legendariske Jens Jensen, dansk travsports gennem tiderne største "enfant terrible". Jens var født 1916, og hans fader begyndte allerede i 20'erne med travheste. Fra omkring 1940 var det Jens og hans to brødre Ejner og Jacob, som kørte hestene i løb, og efterhånden som antallet blev større og større var det fremfor alt Jens, som skabte rubrikker ved at vinde løb med heste, som var opgivne af de københavnske trænere. Hestene trænedes hjemmefra og travede helt barbenede i løb. På et tidspunkt skal en professionel træner overfor Jens have påpeget, at en af hans heste blødte kraftigt på bagbenene efter at have slået sig gevaldigt. "Ja, så må den lærje sig at sprirdje biernerna", skal Jens have svaret på sit sydsjællandske.
Familien Jensens "virksomhed" i Lestrup ved Tappernøje kaldtes i folkemunde for "selvbinderstalden", eftersom at hestene gik fremfor landbrugsredskaberne mellem starterne. Det siges, at når hestene startede i København, så trak to af hestene transportvognen, mens to eller flere andre stor på ladet. Halvvejs byttede man heste, og dermed var opvarmningen afklaret!
Jens's suces blev bare mere og mere omfattende. I 1962 fik han skimmelvallaken Cim Payne (Joe's Pride - Rocamadeur), som først Gerhard Petersen og siden Walther Kaiser Hansen (de to største trænere altså) havde opgivet. Cim Payne travede som en krage, men Jens fik bedre og bedre orden på den, og i 1966 forbedrede den Onward Eagles 7 år gamle indlænderrekord fra 1:16.9 til 1:16.4. Nu krævede den københavnske travtrænerkår, at Jens Jensen skulle blive professionel, og på en speciel trænereksamen den 12. August 1966 klarede Jens akkurat skærene med 28 points af 48 mulige. Der var to andre deltagere ved trænerprøven: Arne Elgaard Petersen fra Ølstykke, som oogså havde været privattræner en årrække, og jockey Erik Duun, som var dumpet til trænerprøven 1965. Nu bestod alle, og Arne Elgaard nedsatte sig som selvstændig på den nyåbnede bane i Nykøbing Falster. Senere i livet blev Elgaard en afholdt medarbejder på sekretariatet på Skovbo Travbane.
Tilbage til Lena, som (naturligvis) hjalp til med sin faders heste. Det var dog på galopbanen, hun først fik kontakt med væddeløbssporten. I 1961 red hun som 15-årig hesten Tangoboy i Klampenborg. Tangoboy ejedes af den kendte travmand, privattræneren Alfred Petersen, populært kaldet Jordbærgartneren, i Kirke Værløse. Samme år vandt hun et løb i Odense på sin egen galophest Rabat.
I 1965 og 1966 deltog Lena Jensen i de specielle ridetravløb for piger (med totalisatorspil!), som Charlottenlund Travbane arrangerede. Blandt øvrige deltagere i disse løb fandtes Inga Bruhn (da med efternavnet Krieger), som stadig går til trav på Lunden med sin mand advokat Per Bruhn, og alt for tidligt afdøde Christel Bügel Hansen, "Trille", som var barnebarn af Sofus Sørensen, søster til træneren Sophus Bügel Hansen, "Fusse", og mor til Steen Juuls svigerdatter Bonnie, hvis fader var afdøde træner Palle Sperling. Lena Hansen og Trille fik som de første kvinder i dansk travsports historie "rigtige" kørelicenser (amatør) i 1966.
Lena "konverterede" dog snart til jockey, og i December 1969 tog hun som den første kvinde travtrænereksamen på hold med 19 "drenge", deriblandt profiler som Henning Fink (som blev nummer 1), Torben Fischer (da Larsen), Thorkild Hansen, Per Josephsen, Mogens Larsen, Henrik Mylner, Egon Nielsen (stadig aktiv), Ole Petter, René Ravn og Karsten Andersen.
Ved den tid var Jens Jensen atter kommet i blæsevejr. Det var midt under den brændende travkrig mellem Lunden og Amager. Jens var blev taget for at starte hoppen Kolibri umiddelbart efter at hun havde fået et dødfødt føl. Han blev udelukket på livstid fra Charlottenlund Travbane, og trænerlicensen blev inddraget. Så den 1. Marts 1970 blev Lena selvstændig træner med licens i København. To måneder senere brød de to baner med hianden, og Lena blev Amager-træner. Hendes far Jens havde fået jockeylicens og kunne jo ikke køre i Lunden.
Lena vandt to sejre på sin første løbsdag som selvstændig; det var Amagers åbningsdag, og Lena plettede med Mai Cup og Margrethe Ranger, som begge ejedes af Anders Rasmussen, som startede sine heste i en grøn trøje med det canadiske flag på ryggen, idet han var blevet så begejstret for Canada undet et ophold der. Mai Cup (Rodney Ranger - Golden Cup), blev hesten som gjorde hende til Danmarks første kvindelige Derbykusk. Med startspor 14 (der startede 17 heste!) blev parret nr. 14 på 1:24.9a/3000 meter spillet til 588:10. Max Hanover (med Steen Juul's svigerfar Børge Simonsen) vandt i 1:23.3a.
Lena Jensen giftede sig med Knud Hansen (dog ikke den gamle træner!) og byttede efternavn. Hun fulgte med Amagerfolket til Skovbo i Maj 1976, og fik en fin karriere på banen. Stor succes havde hun med Patrick L, Vor Rodney og ikke mindst Asser Knab. Hun trænede Nicolajsen, som fatter Jens vandt utallige løb med. Totalt vandt Lena Hansen 220 sejre. Desværre blev Lena ramt af kræft, og som jeg forstår kæmpede hun med det i flere år, inden hun gik bort i 2002, blot 56 år gammel. Hendes far Jens overlevede hende med fire år. Han døde i 2006, 90 år gammel.
Pudsigt nok kommer Gitte Hansen, som altså nu bliver den første i 41 år at gøre Lena Hansen kunsten efter, fra det samme område af Danmark, det sydligste Sjælland. Også Gitte kommer fra en stor travfamilie med far og mor Hans Christian og Greta, storebror Jens Arne Hansen, søster Rie Hansen, svoger Tommy Mikkelsen, svigerinde Britt Ullerup med flere som licensindehave. I næste generation findes Marie Ullerup Hansen, som er oppasser for årets Elitloppsvinder Brioni. Gitte får som Lena finde sig i at spille "underdog" i Derbyet, men bare præstationen at bryde en 41-årige trend er værd at lyfte på hatten for. Held og lykke i Derbyet, Gitte!

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Mogens Frost (3. Juni 23.59)

Idag fylder fhv. travtræner Mogens Frost 70 år. "Frosten" er en af de mere egendommelige trænere i dansk travsports historie, han er nemlig beviset på, at det med yderst små midler går at drive en professionel travtrænervirksomhed i en lang årrække.
Mogens Frost (Larsen) fødtes i København i 1941 som søn af den da 21-årige travjockey Egon Larsen. Egon selv blev træner i 1948, og det var naturligt, at sønnen siden gik i lære hos ham. Mogens tog jockeylicens i 1959 og kørte en hel del løb med sin egen hest Uno Statene. Da Jørgen Olsen i løbet af sin første sæson 1960 fik heste nok, blev Mogens ansat, og han blev mange år hos Olsen.
I December 1965 bestod Mogens Frost travtrænereksamen på det store elevhold, som omfattede 19 trænerkandidater. Mogens blev nummer 8 på karakterskalaen, et flot resultat med tanke på at de senere trænere Harald Lund, Anthon Nielsen, Aksel Pedersen, Bjarne Schnell, Børge M Rasmussen, Harry Carstensen, Henry Olsen, Uffe Andersen, Hans Andersen, Helge Rasmussen, Flemming Munch Hansen, Jens Ferløv, Kaj Rubak, William Günther og René Mathiesen var blandt "konkurrenterne".
Trænerkarrieren startedes den 1. Januar 1969 med fire heste på træningslisten: Ebbe Søvang, Joel, Katinka L og Lyng. Det var svært at gøre sig bemærket med dette materiale, og derfor blev onsdag den 5. Maj 1969 en særdeles mindeværdig dag. Ikke bare for Mogens Frost men også for mig, for det var den allerførste gang jeg (da 12 år gammel) besøgte Lunden. Jeg fik se en ung, nystartet træner vinde dagens to sidste løb, det sjette og det syvende. Sjette løb var det klassiske Københavns Forårshandicap, som Mogens Frost vandt med Frederik Root for siden at vinde det afsluttende handicap med Ebbe Søvang, som da ejedes af nyligt afdøde H.P.Sørensen.
Mogens Frost havde snart en god hest i den yderst besværligt travende Model Root, og i 1971 købte han den opgivne Nontry Allen fra Palle Sperlings stald. Den kulsorte hingst fik ikke bare Mogens men også hans amatører og TU-kuske stor glæde af i mange år. Sit største opsving fik Frost, da Birger Jansen, Stutteri Hejnstrup i Gundsømagle, i 1972 vendte tilbage til Lunden efter to år på Amager. Med sig havde han bl.a. Devacourt-hoppen Oda L, som Mogens Frost udviklede til en gedigen hurtigtraver og som han selv vandt et par løb med.
Frostens største trænerpræstation må dog siges at være den kropumulige hoppe Carlslund (Oldtown), som kom til ham som utilkørt 3-åring (!) i 1979. Mogens lagde mange timer på den vanskelige hoppe, som udviklede sig til at blive en ren sejrsmaskine omkring 1980. Et par år senere købte Mogens Carlslunds to år yngre søster Evita Carlslund til sin største hesteejer Stald N.R., og denne yderst talentfulde hoppe gjorde han klar til Derbystart. Evita faldt ikke igennem i Derbyet, men Ejnar Vogt var naturligtvis lige et nummer for stor.
Mogens Frosts stald bestod ofte af blot 2-3 heste, og det var naturligvis svært at gøre sig bemærket i længden. I 1990 - efter mere end 20 års virke - lagde Mogens Frost op og overgik til andet erhverv. Men travsporten og Lunden har han aldrig sluppet. Han kommer fast på Lundens staldterræn, og jeg regner med at kunne gratulere ham i efterskud på Copenhagen Cup-dagen næste søndag.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (4. Februar 2011 16.11)

I dag skulle træner Jørgen Olsen være fyldt 74 år, men desværre kom han ikke til at opleve denne. Jørgen gik pludselig bort den 13. Januar. Egentlig havde jeg planeret at detaljeret beskrive hele Olsen's karriere her, men eftersom min ven Bongo, som har kendt Jørgen Olsen helt fra jockeyårene sidst i 50'erne og siden var ansat hos ham, har startet en serie artikler om Jørgen Olsen på www.bongoracing.dk så finder jeg ingen grund til dobbeltarbejde.

Jeg vil dog ikke undlade at nævne mine indtryk af Jørgen, som jeg kom til at kende ret så vel, da jeg i 70'erne begyndte at komme i staldene. Jørgen, som var et helt igennem nordsjællandsk produkt,  fik sin allerførste uddannelse hos Ole Anker på Sterødgaard i Lyngby, hvor det egentlig var Villy Jensen (1924 - 1999), som var hans mentor. Villy, som senere under 35 år var stuterichef på Langesø hos Poul Jacobsen og hans søn Axel, var en fantastisk lærer. Han satte flid, hestekundskab og kontinuitet i højsædet, og jeg tror, at han fik stor indflydelse på Jørgen Olsen. Han fik det i hvert fald på mig, da jeg i fire år arbejdede sammen med ham i begyndelsen af 80'erne.
Olsen blev næsten fanatisk opsat på altid at begynde tidligt om morgenen og arbejde hårdt. Når andre staldfolk søvndrunkne mødte op på arbejdspladsen i Charlottenlund kl 6.00, kom Olsen ind fra banen efter det første hurtigarbejde. Selv om vinteren, når det var bælgmørkt, begyndte Jørgen Olsen tidligt. Banebelysningen måtte først tændes kl 7.00 af hensyn til de omkringboende, så det eneste, som vidnede om, at Olsen var ude og køre hurtigt, var hovtrampenes ekko under taget på den store tribune og gløden fra hans cigaret.

Jøgen Olsen var under mange år kæderyger, og det tog sin helbredsmæssige pris. I begyndelsen af 80'erne blev han alvorligt syg og måtte tage en pause. Cigaretterne blev skrottet, og Olsen kom tilbage men aldrig i samme form som tidligere. I begyndelsen af 1985 bestemte han sig, knapt 47 år gammel, for at slutte som travtræner. Trist for ham selv og ikke mindst for dansk travsport, men desto glædeligere, at han fik yderligere godt 25 år med sin familie, sine heste og sine duer.

En betydningsfuld mand i dansk travsports historie: Træner Holger Fischmann

Som tidligere nævnt var den 15. Januar træner Holger Fischmann's 120 årsdag. Desværre blev hans liv kun godt halvt så langt, men da han begyndte tidligt, kom hans karriere indenfor vor kære sport alligevel till at vare i 40 år. Fischmann var født i Skovshoved, men det var ikke fra den lille bys hovednæring, fiskeriet, han fik sit navn. Det har en helt anden historie, og her følger et stykke samtidshistorie, som nærmeste er en vandring gennem Skovshoved og Ordrup Sogn med Charlottenlund Travbane som centrum:

Som man tør gætte stammer navnet Fischmann fra den tysktalende del af Europa, og første gang, det dukker op i Danmark, er i 1808, hvor preusseren Johann Friedrich Fischmann den 16. September i Holmens Kirke gifter sig med Johanne Marie Holm. Den 8. Oktober 1810 får Fischmann borgerbrev som slagter i København og nedsætter sig i Adelgade 282. Da Fischmann dør i 1830, fortsætter hans enke og sønnen Johan med at drive forretningen. I 1834 har hun seks hjemmeboende barn, en datter og fem sønner. En af sønnerne, Emil Theodor (født 1818), blev musiker (oboist hos bl.a. H.C.Lumbye), og den 25. August 1852 giftede han sig i Garnisons Kirke med Christiane Mollerup, med hvilken han fik flere børn, bl.a. en datter med navnet Emilie Theodorine og sønnen Theodor Emil, som fødtes den 22. August 1860. Familien boede i Nyhavn 40, men efter faderens død ca. 1880 havnede mor og datter på fattighuset i Sofiegade 15, Christianshavn.

Theodor Emil bliver efter sin konfimation i 1875 sat i slagterlære - formentlig hos sin farbror Julius - og genoptager således familietraditionen. I 1881 flytter han til Skovshoved, og han gifter sig den 25. Juni 1889 i Gentofte Kirke med Amalie Pauline Hansen, født den 10. September 1873 i København. Blot 17 år gammel føder hun den 15. Januar 1891 i Skovshoved et drengebarn, som får navnet Holger Christian Peter Fischmann. Parret Fischmann yderligere fire barn af hvilke eet dør. De tre andre overlevende er alle piger: Olga, Valborg og Erna. I 1901 bor familien på Strandvejen 277A i Skovshoved. Den 11. April dette år bliver Holger - blot 10 år gammel - sat i arbejde som staldmedhjælper i Stald Bording på Charlottenlund Traverbane. Man kan gisne på, at familiens økonomi har været meget smal, eftersom den ældste søn efter blot fire års skolegang sendes ud på arbejdsmarkedet.

Stald Bording var pesudonym for den excentriske handskemager A.T.Bording, som var amatør men som selv trænede sine heste. Han havde specielt en fin hest, som hed Mira, men eftersom at Bording tilsyneladende led af "rekordangst", så vandt den sjældent. Det var således, at handicapsystemet var baseret på hestenes vinderrekorder, mens det ikke havde nogen betydelse, hvad hesten travede som placeret. Jeg har dog svært ved at fatte den der meget omtalte rekordangst, da førstepriserne dengang udgjorde 70% af den totale præmiesum og andenpræmien kun 12.5%. For at være sikker på at have kontrol med tiden kørte Bording altid med et chronometer (stopur) i sin fint behandskede hånd. Han døde i begyndelsen af 1910, og han heste solgtes på auktion. Et par af dem gik til den nystartede træner Holger Fischmann.....

I begyndelsen af århundredet var familien Fischmann flyttet fra selve Strandvejen til en lille sidegyde til samme med navnet Østre Bostamose (nr.3). Faderen livnærer sig ikke længere som slagter; nu er han vognmandskusk. Holger blev konfirmeret i Ordrup Kirke Palmesøndag, den 16. April 1905. Holger forlader for en tid travbanen for den 22. November 1906 at tage ansættelse som tjenestekarl for direktør Carl Jacob Vilhelm Moresco i Frederiksgade 19, 3. sal, lige ved siden af Amalienborg. Han bliver dog ikke længe i den indre by. Den 11. Marts 1907 flytter han ind hos den 80-årige, ugifte grosserer Jacob Moresco på Ordrupvej 119. Moresco er jo et yderst kendt navn indenfor galoppen, og den aldrende hr. Moresco havde også heste, som må have deltaget i løbene på Eremitagen, eftersom at Klampenborg Galopbane først slog sine porte op i 1910. Moresco var overhoved for et sandt imperium. Over 3.000 mennesker var 1907 i hans brød. Det var hovedsagelig indenfor tekstilindustrien, som Moresco opererede, og hans virksomhed blev med tiden til det, som vi idag kender som Birger Christensen I/S (1972).

Det er yderst sandsynligt, at Holger Fischmann begyndte hos sin næste læremester, Julius Pajoncek, da han efter blot et halvt års fravær vendte tilbage til Ordrup. Det må være næsten umuligt at beskrive polakken (østprøjseren) Pajoncek's betydelse for dansk travsport, men af mange gamle travfolk, jeg gerne ville have truffet, er han nok den mest interessante. Han var født i 1869, og allerede i 1890'erne kom han som professionel travtræner på besøg i København - for det meste havde han Hamburg, Göteborg eller London (!) som udgangspunkt - og det var netop fra London at han 1900 ankom til Charlottenlund for at med sin engelske hustru Jenny og den 4-årige søn Harry at slå sig ned. Ikke som træner men som hesteimportør. Han drev dog en anseelig amatørstald, og det var her Holger Fischmann kom i sin afsluttende lære. Fischmann blev senere i sit liv som træner kendt for sin korrekthed, ordenssans og stil; egenskaber han definitivt har udviklet mens han var hos Pajoncek. Det skal med, at Fischmann var hos Pajoncek i to perioder afbrudt af en tjeneste hos Prinsesse Marie, der var gift med Christian den Tiendes bror Prins Valdemar.

Den 21. Juli 1909 debuterer den 18-årige Fischmann som travkusk. Det sker i dagens første løb, som blev afviklet på en meget tung bane. Holger fik æren af at Europadebutere den 4-årige amerikaner Kentucky Boy (Silent Brook - Chatelaine), men det går ikke så godt, idet ekvipagen måtte opgive. Heller den næste start med samme hest gik så godt, men i tredie forsøg, på årets sidste løbsdag den 12. September, vinder Holger Fischmann den første af sine ialt 357 sejre med Kentucky Boy i tiden 1:37.0/2400 meter. Førstepræmien var 1.200 kr. Det blev bare til disse tre starter de første år.
Da Fischmann tog sin første sejr, var han allerede professionel travtræner. To dage inden havde han nemlig nedsat sig - blot 18 år og otte måneder gammel og som den yngste gennem alle tider - som selvstændig træner. Han bor nu atter hos sine forældrer, som i mellemtiden var flyttet til Skovshovedvej 3. I Marts afholdes der auktion over handskemager Bordings heste, og Fischmann køber de to 3-årige Milo og Lydia Dillon. Sidstnænvte, som var ustartet, blev råbt ind til grosserer J.Stilling Andersen, som under pseudonymet Signor Venturo blev Fischmann's første store betydende hesteejer. Et par måneder senere køber Stilling Andersen den 8-årige Baron Guy af Brdr.Eiermann (Sommerfeld var træner), og den gjorde Fischmann til sin første habile hurtigtraver.
Debut'en som træner fandt sted på sæsonens åbningsdag i 2. løb, hvor han sluttede uplaceret i et treåringsløb med Milo, som senere blev anden i en ene af to afdelinger af årets delte Kriterium, men det blev ikke til nogen præmie; hestene fra den anden afdeling løb med samtlige præmier!
Pudsigt nok bliver Fischmann først optaget i Dansk Travtrænerforening, som var blevet stiftet i Januar 1909, den 4. Oktober 1910. Han måtte nok først ses lidt an af den forening, som han senere skulle blive mangeårig formand for. Men det var gået godt for den unge træner i has første sæson. Ti sejre i 88 starter blev det til, hvilket gav en fjerdeplads i trænerligaren efter Joe May, Robert Stolle og Franz Smrcka.
Ret tidligt i den første sæson havde Fischmann fået tæppehandler Th.Frederiksen som hesteejer. Han havde hestene Edward II og Mary Cook. Frederiksen var kendt som en notorisk kværulant, som brokkede sig på hver eneste generalforsamling i Det Danske Travselskab. Efter sæsonen 1910 hævdede Fredriksen, at Fischmann skulle have indrømmet overfor ham at hve hold Mary Cook tilbage i et løb for at kollegaen Robert Stolle skulle kunne vinde med sin hest, som han skulle have spillet 300 kr. (en fyrstelig sum på det tidspunkt) på. Fischmann afviste alt, Stolle sagde sig aldrig at have talt med Fischmann om sådanne sager - han havde i øvrigt kun spillet 25 kr. på hesten, påstod han -  og Travselskabet tvang derfor Fischmann til at lægge sag an mod Frederiksen for injurier. Desværre gik dommeren i Frederiksberg Ret Fischmann imod, og for Travselskabet blev der ingen anden udvej end at udelukke Fischmann fra resten af sæsonen 1911, hviket ville sige fra og med den 14. Juni, dagen efter Derbydag. Det var naturligtvis et hårdt slag for den unge træner, ikke mindst fordi det virkede yderst urimeligt. Ugen efter fik hans kollega Frits Sommerfeld, som var privattræner for Eiermann-stalden, også udelukket for resten af sæsonen. Dette fik fagbladet "Sport" til at undre over, hvorledes så hårde straffe kunne overgå netop disse to [forholdsvis anstændige] mænd, når der fandtes mindst 10 andre kuske, som snarere fortjente en sådan skæbne.
Under Fischmann's udelukkelse kørtes hans heste af trænerkollegaen Johan "Sacki" Petersen, en mand som der også er vældig meget at fortælle om.

Fortsættes........

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Koster og Egon Larsen (20. Januar 16.26)

Idag den 20. Januar skulle to for dansk travsport betydende travtrænere have fyldt år: Niels Jan Koster (1887) og Egon Larsen (1920). Koster er efter manges mening den mest betydende professionelle i dansk travsports historie. Han var født i Holland og debuterede i Danmark den 1. Maj 1913. Sit sidste løb kørte kan 47 år senere, den 18. December 1960, hvor han vandt et handicap på Amager Travbane med Oscar den Store. Totalt vandt Koster 2.328 løb på danske baner og 105 i udlandet. Næste år er det 125 år siden, at Koster fødtes, og da vil jeg vende tilbage til ham. Der er jo skrevet så utroligt meget om dette unikum, så vi venter til næste år med ham.
En af Koster's mange dygtige elever var Egon Larsen, som begyndte som træner i 1948 og først sluttede ved sin død i 1989 efter mere end 40 års virke. Specielt i de første 15 år som professionel travtræner gik det godt for Egon, som da havde heste som den firedobbelte Danmarksmester Leo Roy, Silvie Roy, Allan Statene, Boccacio og Dollarprinsessen. Jeg skal vende tilbage til Egon ved et senere tidspunkt.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Holger Fischmann (15. Januar 19.12)

I dag er det 120 år siden, at travtræner Holger Fischmann fødtes i Skovshoved. Fischmann blev den unge danske travsports første store elegantier, og hans trænerkarriere begyndte allerede i 1910, da han blot var 19 år gammel. Fischmann måtte af helbredsmæssige grunde afslutte sin smukke karriere allerede i 1942, og han døde 1956 i en alder af blot 65 år. Holger Fischmann's karrire var meget hændelsesrig, og jeg vil i den nærmeste tid forsøge at skape et billede af denne ualmindeligt fascinerende mand.

Ved travtræner Jørgen Olsens død (13. Januar 11.24)

I morges nåedes vi af det triste budskab om fhv. travtræner Jørgen Olsens pludselige bortgang. Dermed forsvandt en af dansk travsports och specielt Charlottenlund Travbanes mest betydende personer. For har man vundet Derby, fire trænerchampionater og totalt 1.032 sejre på hovedstadsbanen, så tilhører man en ganske særlig kategori. I forbindelse med Jørgens fødselsdag den 4. Februar vil jeg redegøre for hans fantastiske karriere, som begyndte først i 50'erne hos Ole Anker på Stenrødgaard i Kongens Lyngby og sluttede på Charlottenlund Travbane næsten på dagen 26 år inden hans død, den 13. januar 1985, hvor Olsen vandt sin sidste start med Jarl Ixa.

Denne Dag I Dansk Travsports historie: Sígurd (10. Januar 12.17)

Egentlig kan jeg ikke relatere dagens dato til nogen speciel hendelse i dansk travsports historie, men jeg konstaterer, at dagens navn er Sigurd, hvilket får mig til at tænke på den tidligst fødte hest, som har startet i et officielt dansk travløb. Hesten Sigurd II var født i 1872, og ingen ældre eller jævnaldrende hest har startet i danske travløb. Der er nogle stykker fra 1873, men Sigurd II er unik. Han startede som 15-årig i løbene på Kjøbenhavns Traverbane ved Lyngbyvejen i 1887 i L. Andersen's eje. Sigurd II var en mørkrød hingst efter Sigurd af en hoppe efter en Ullerød-hingst. Han startede den 4. September 1887 i dagens første løb, hvor han som tredie travede distancens 4000 meter på 11 minutter og 15 sekunder, hvilken giver en kilometertid på 2:48 3/4, som noteredes. Sigurd II var med den rekordnotering den tredielangsommeste hest, som startede i den periode. For sin tredieplads fik han 50 kr., de eneste penge han tjente.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (1. Januar 15.04)

Fra i dag, årets første, skal nyfødte danske travheste forses med et navn, som begynder på U, V eller W. En ny såkaldt U-V-W-årgang kan påbegyndes. Det er faktisk den sjette danske årgang, som begynder med disse bogstaver. En alfabetisk omgang i dansk travsport omfatter 19 årgange (bortset fra perioden 1935 - 1954, da den indeholdt 20 årgange, idet bogstaverne I og J for én gangs skyld fik hver sit år).
Dansk travsport har eksisteret siden 1880, idet hesten, som regnes for den første danskfødte traver, Gambrinus, fødtes 1881 i Skibby som resultatet af en med henblik på travsporten planeret avling mellem to russiske Orloff-travere. En stambog blev imidlertid først opretter 1893, og hesten, som bærer nummer 1, er hoppen Fulvia (Prisrack - Fiorella), som altså må betegnes som den første officielle danske indlænder af traverrace. Men hendes navn begynder jo på F og ikke på A, og der var ingen åbenbar alfabetisk hoved og hale på de første års navngivninger heller.
Regner vi systematisk tilbage, så skulle det første alfabet være påbegyndt i 1896 eller 1897 (afhængigt af opsplitningen af dobbeltbogstavsårgange), men der er som sagt ikke noget rigtigt system at skimte. Kigger vi på listerne over de klassiske vindere, som var mit hjælpemiddel, så opdager man, specielt med hjælp af listen over Kriterievindere, en alfabetisk systematik fra
omkring 1914. Vi har Kriterievinderne Tornado, Union Boy, Aspasia, Bella S, Cyrano, Derby Bob og Estland på rad og række, inder der pludselig kommer tre år med afvigende navne (Double King, Ole, Maro). Men et alfabetisk baseret navnesystem er definitivt blevet taget i brug senest 1914, selvom det i mange år var frivilligt, om man ville anvende sig af det.
Men hvorfor begynder systemet med bogstavet T? Det gør det heller ikke, det begynder faktisk med bogstavet A! Ser man på fødselsregisteret 1910 finder man navnene Ofelia II, Orient og Osiris, som alle er opdrættede af Danmarks største travstald, Brdr. Mauritzen. Dette foranledigede den kendte travsportsjournalist Otto Quickly Nielsen til at i en artikel i Væddeløbsbladet 1956 at påstå, at det var Brdr.Mauritzen, som "opfandt" bogstavssystemet. Det er helt forkert! Jeg er helt sikker på, at sekretær Hugo Jørgensen, som jo bestemte alt i dansk travsport, også bestemte dette. Og det skete så tidligt som 1897 og helt logisk med bogstavet A. Jeg har kun kunnet finde en enkelt hest født 1897 med begyndelsesbogstavet A, i 1898 er der tre B-ere, men fra og med C-årgangen 1899 dominerer det tiltænkte begyndelsesbogstav med optil 30-35% af alla navngivninger. Denne tredn holder sig til midt under 1. Verdenskrig, hvor mere end halvdelen af hestene nu tildeles det ønskede forbogstav. Men det er stadig frivilligt, i det mindste frem til midten af 30'erne, at anvende hvilket bogstav, man vil. De sidste toptravere med anderledes begyndelsesbogstav er Jim Bingen (N-årgangen 1928) og Willy B (A-årgangen 1935), som pudsigt nok begge var hos Thomas Hansen som ældre travere.
I 1950'erne registredes Algiers Boy og Miss Argentina (T-årgangen) samt Captain Frost (U/V/W-årgangen) med anderledes forbogstaver, men de var alle mockindlændere med navn registrerede som føl i USA. Vi har også haft eksempler på danskfødde heste, som har skiftet navn efter export. Et sådant er Dilli Hanover's første afkom Mill Quick (Quick Pay), som i Sverige fik navnet Turbolence.
Danmark er ikke det eneste land med obligatoriske forbogstaver. Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Spanien og Schweiz har samme system. Italien har ikke bogstaverne H, J og K, og hollænderne benytter sig også af bogstaverne Y og Z. I Sverige er det sædvanligt, at fremforalt store stutterier (Menhammar, Boko, Broline, Hornline, Kolgjini, Tilly....) anvender sig af bogstavsorden men helt uafhængigt af hinanden.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Per Josephsen (25. December 21.54)

Idag skulle travtræner Per Josephsen være fyldt 70 år. Josephsen voksede op i Holte, precis som jeg selv gjorde 15-20 år senere. Efter mellemskoleeksamen kom han som 14-årig i 1955 lære hos Tommy Petersen. I efteråret 1956 kom han til den nystartede Mogens Ingvard (som da hed Petersen). Siden var han hos Benth Kyvsgaard og Walther Kaiser Hansen, inden han tog sig en pause fra travsporten. I 1968 vendte han tilbage, nu hos Leif Løfgren, som blev hans sidste læremester. Josephsen bestod trænereksamen i December 1969, hvor han opnåede det trediebedste resultat efter Henning Fink og Thorkild Hansen. Under sin soldatertid i begyndelsen af 60'erne var Josephsen TU-kusk hos træner Dan Jensen, hos hvilken hans fader Svend havde heste. Han vandt sir første løb i 1962, da han var blevet jockey hos Kyvsgaard, med hesten Cille.

I December 1970 nedsatte "Joseren" sig som selvstændig træner med hestene Diamant Pinero, som faldt for aldersgrænsen et par uger senere, Johannes, Mogens 66, Niels Raskson og plaggen Peggy Vixi, som han selv ejede, på træningslisten. Han fik sin første trænerstart med Niels Raskson, som blev målfotoslået anden til Orton og Tommy Petersen. Derefter fulgte fire førstepladser på stribe (ved ét tilfælde blev parret dog diskvalificeret for trængning). Inden Josephsen havde fået Niels Raskson havde den på talrige starter i otte måneder næsten bare været diskvalificeret.
Man skulle tro, at den umiddelbare succes skulle give flere heste til stalden, men det blev ikke således, og Per Josephsen blev aldrig nogen stortræner. Som mest under sin knap 15 år lange karriere havde han 10 - 11 heste på bane, og antallet lå for det meste på 5 - 6.
I sin anden sæson som selvstændig viste Josephsen den fine treårshoppe Porona Pride op. Denne hest kunne uden tvivl være blevet til det helt store, men pludselig døde hun. Men allerede året efter - i 1973 - havde Josephsen nye heste i gang. Rudo Senator vandt flere løb, og kulminationen kom på en regnfyldt dag i September, hvor træneren kunne vinde sin karrieres største sejr med Seven Garbo i Dansk Opdrætningsløb.

Per Josephsen havde evnen til at føre sejrsheste frem fra et yderst beskedent materiale. Hver eneste år kom et ny Josephsen-formet talent og slugte sejre. Efter Seven Garbo var det Panga Klinteby, Satchmo, Tatoo S, Tom Scott, Audi Pride, Bula Balula, Cocktail Trolle, Emilie, Fats Svebølle, Golden Bogø samt Halløj Crea, som blev den sidste klassehest, træneren tog frem, inden han sluttede i 1984.

Det er ingen hemmelighed, at Per Josephsen under det meste af sin karriære kæmpede med økonomiske problemer, og til tider var det vældigt småt med penge. Men han klarede sig altid, og det kan han nok takke sit enestående talent for. Jeg kendte selv Per ret så godt, men jeg kan ikke forklare, hvorfor han ikke fik mere ud af sine ubestridelige evner. Da han havde sluttet som træner, rejste han til USA, og for første gang i mange år skal han have fået en "tjans" som gav ham penge på lommen. Per Josephsen døde den 2. Februar 1998, bare 57 år gammel, af lungebetændelse under et ophold i Thailand 2004. Han blev fader til to sønner, Daniel (født 1981) og Thomas (født 1984).

Revolutionerende faktaændringer af dansk travsports historie (17. December 15.13)

Når man læser samtidige artikler fra de første 25-30 år af dansk travsports eksistens og følgende deraf også eftertidens historiske berettelser, ser man at to af datidens allerstørste trænerprofiler omtales som englænderen Joe May og ungareren Franz Smrcka. Det omtales også, at May "påstod sig at være amerikaner, men de fleste troede at han var englænder eller tysker". Vi kan nu konstatere, at Joe May var amerikaner, og at Smrcka med største sandsynlighed aldrig satte sine ben i Ungarn!

Joseph Charles May fødtes den 9. November 1867 i Sheepshead Bay, Brooklyn, Long Island, New York. Den 1. Juni 1895 ankommer han til Ordrup fra USA. Han bor først på Charlottenlund Badeanstalt men flytter snart til Skjoldgaardshøj, hvor travbanens træner- och staldfolkeboliger lå. Skjoldgaardshøj er den forhøjning ud mod Skjoldhøj Allé, hvor Travselskabets tidigere sekretariat (den hvide villa) nu ligger.
Joe May kørte det første år for en anden amerikansk træner, Way, og han opnåede allerede de år at blive champion med 17 sejre. To gang vandt han 1895 tre sejre på en dag.
I Februar/Marts 1897 er Joe May i Rusland, formegentlig for at købe russiske Orloff-travere, for han vinder sæsonens Åbningsløb med en sådan, Gordinja. I 1898 bor han i Hillerød efter at den 23. Marts have gift sig med Petra Caroline Johansen i Sct. Johannes Kirke på Nørrebro. Den 4. Marts 1899 fødes deres søn Knud Rasmus Francis på Ordrupvej 117. Den 1. Maj 1900 flytter den lille familie til Nansensgade 8B i den indre by, og i 1906 flytter de videre til Turesensgade 8, 2. sal for at senere samme år at flytte til Nørre Søgade 41. Fra den 1. November 1907 bor de i Charlottenlund, og ved sin død den 10. Maj 1913 boede Joe May på Sigridsvej 1A i Hellerup.
Joe May fik en fantastisk karriære, og han vandt ialt 267 sejre. Ni gange, 1895, 1901, 1903-04 og 1906-1910, blev han tränerchampion. Sin første store sejr vandt han i Derbyet 1901 med bagermester Martin Hansen's (han som senere tog Koster til Danmark) Lady Tom. Han vandt også Opdrætningsløbet med Sir Ralph's (Kgl. fiskeleverandör Oscar Friedrichsen) Greenlander Boy II. Yderligere Opdrætningsløbssejre kom i 1904 med General Cook, 1907 med Sweet Mary og 1908 med Kabale, samtlige ejet af Brdr. Mauritzen. Samme år som han vandt sine første klassiske sejre, fik Joe May Brdr. Mauritzen i sin stald. I Maj 1901 købte kreaturkommissionær Albert Mauritzen hesten Redpath og gav den i træning til May. Siden voksede stalden til at blive Danmarks allerstørste travstald, og May blev snart privattræner. Det blev til yderligere Derbysejre i 1909 med Ingolf og 1911 med Excelsior. Kriteriet vandt han md Axel i 1907, Sweet Mary i 1908 og Klør Konge i 1909. I 1905 og halve 1906 var Joe May, eftersom Brdr. Mauritzen en kort overgang var hos Smrcka (se nedenfor), public træner. Et endeligt brud kom det til efter sæson 1911, og i 1912 var Brdr. Mauritzen's heste hos tyskeren August Tatzky, som var kommet fra Berlin. Han var dog kun én sæson i København. Fra 1913 var Max Rabenhorst privattræner for Mauritzen.
Joe May var i 1912 atter public træner, men han var tydeligvis en mærket mand. Alligevel blev han faktisk nr. 2 i championligaen med 15 sejre på blot 64 starter. Rabenhorst var bedst med 17 sejre. Joe May kørte sit sidste løb på afslutningsdagen den 18. September 1912, hvor han blev uplaceret med Hr. Ulrik's (proprietær Georg Lehwald, Ulrikkenborg Slot, Sorgenfri) Ilka Ashbow, som senere gik godt hos Sofus Sørensen.
I 1913 løste Joe May ikke licens, og han døde den 10. Maj af dementia paralysis på Københavns Amtssygehus på Frederiksberg. Han blev begravet på Ordrup Kirkegård. Som type var Joe May nærmest som Buster Keaton. Han rørte sjældent en mine, og han var utroligt streng med både selvdisciplinen og discplinen i sin stald. Han mødte hver morgen klokken 6.00, og dá skulle alt være klart til dagens arbejde. Man så aldrig hans heste med slappe tømmer, de gik med liner spændte som violinstrenge. Men Joe May var også et meget nervøst gemyt, og det skal have været et nervesammenbrud, som satte stop for hans karriære og senere også for hans liv i en alder af blot 45 år.

Franz Smrcka fødtes 1863 på slottet Lautschin i det tysktalende Böhmen, som i dag ligger i Tjekkiet øst for Bayern. Smrcka var altså tjekke og ikke ungarer. Smrcka blev udlärt hos den berømte galoptræner og -jockey Grinischou og hos amerikaneren Gilding, som var træner for Herr von Reinighausen's store travstald i Wien.
Cirka 1889 blev Smrcka træner for det bayeriske Gestüt Landshut, og han var også hos Gestüt Kaplanshof i Bayern, inden han ved begyndelsen af sæson 1905 kom til Charlottenlund som privattræner for Brdr. Mauritzen's storstald. Det gik ikke så godt det første år som træner i Danmark, men han blev dog både anden i Derbyet (med Edward) og i Kriteriet (med General Cook). I 1906 vandt Smrcka Opdrætningsløbet med Else Libertine og var anden i Derbyet med Miss Cresceus. Midt på sæsonen forlod han dog engagementet hos stald Mauritzen og blev i stedet privattræner for Mr. Renaldo (bygmester B.G. Olander, Malmö). Der var han til udgangen af sæson 1907.
På Åbningsdagen 1907 satte Smrcka en fantastisk rekord. Han vandt den ene af to afdelinger af Dansk Trav Kriterium med Major Refero til odds 177.40, som i næsten 40 år var det højeste odds i Danmark. Selvom Major Refero vandt den ene Kriterieafdeling, fik den ikke en krone, eftersom de seks førstplacerede i den anden afdeling, som vandtes af Brdr.Mauritzen's (!) Axel, og som dermed blev Kriterievinder, var hurtigere end Smrcka's sensationsvinder.
I sæsonen 1908 fik Smrcka den svenske stald Mr. Fogg (W. Billberg) i træning. Billberg havde købt hele nordmanden Niels Brækkes stald, og for Smrcka fik de enorm succes det år med Tappers Derbysejr som den største. Året efter tog Niels Brække hele stalden inklusive træner Smrcka tilbage, og successen fortsatte også det år. Hen på året 1908 havde Smrcka fået øjnene op for en hest ved navn Mary P. Den ejedes af godsejer Henrik Hansen, hvis eneste traver det var. Hoppen kørtes i løbene af Henrik Hansens forretningskusk med navnet Helgesen. Smrcka ville prøve hesten, og det blev begyndelsen til et af de mest fantastiske hesteejereventyr i dansk travsports historie. Fra 1909 investerede Henrik Hansen i mængder af heste og i 1911 havde han hele 21 heste i træning hos Smrcka, et enormt tal på den tid. Det blev sejr i Odrætningsløbet 1909 med Black Boy og i 1911 med den fænomenale Baron Handspring, til Derbysejr 1910 med The Sovereign og Kriteriesejr 1911 med Baron Dreamer. Den 21. Juni 1911 startede Smrcka i ni løb med Henrik Hansens heste. Han vandt fem (5!) sejre og fik desuden en andenplads og tre mindre placeringer. En fuldstændig sanseløs rekord. Smrcka blev for den eneste gang i sin karriere champion i 1911 med den ny sejrsrekord som lød på 21 sejre.
Medens Joe May ikke havde nogle kendte trænere blandt sine elever, så blev Smrcka en meget betydende læremester. Senere så store trænere som Sofus Sørensen og Arnold Jensen gik for eksempel i Smrcka's skole.
Smrcka havde samme disciplinære krav på sig selv og sine ansatte som Joe May. Men dér hører også alle ligheder op. Selvom han betegnedes som en noget stille og inadvendt natur, så var han i trænings- og løbssammenhæng ret vild. Han fægtede med arme og ben for at animere sine dyr, og én gang gik han til overdrivelse. Det var den 25. Juli 1910, hvor han fik en længere udelukkelse for at i løb have anvendt en jernkæde (!) med karabinhage for at drive sin hest frem. Privat trivedes han ikke så forfærdelig godt. Han lärte sig aldrig at tale rigtig dansk og kommunikerede helst på tysk, hvilket heller ikke var noget større problem på den tid. Det virker ikke som om at han havde nogen familie, men han havde en collie-hund, som han hyggede sig med i villaen på hjørnet af Norasvej og Ordrup Jagtvej, hvor man kunne beundre hans maskinklippede plæner.
Ved Dansk Travtrænerforenings stiftelse den 20. Januar 1909 blev Joe May valgt til formand og Franz Smrcka valgt til kasserer. Fire år senere fik som for Joe May fik også Smrcka's liv en ret brat og tragisk afslutning. I løbet af sæsonen 1912 fik sygdommen tag i ham, og til slut måtte han give op. Onsdag den 4. September 1912 - to uger inden Joe May kørte sit sidste løb - vandt Smrcka dagens 7. løb, et toårsløb, med Henrik Hansen's Brown Patchen. Det blev hans 115. og sidste sejr. I det efterfølgende løb var han femte med Baron Dreamer, og derefter så det københavnske publikum aldrig Franz Smrcka igen. Allerede den efterfølgende løbsdag var det hollænderen Alkemade, som kørte Henrik Hansen's heste. Smrcka forlod Danmark og begav sig til Wien, hvor han døde i begyndelsen af Marts 1913, blot 50 år gammel. Indenfor to måneder mistede dansk travsport to af de under sportens barndom mest beydende mænd. To unike og samtidigt vældigt mystiske personer savnedes, da sæson 1913 begyndte, Det var amerikaneren Joe May og böhmeren Franz Smrcka.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: I.C.Tvede (17. December 2010 10.32)

Den 17. December 1909 - i dag for 101 år side - var en sorgens dag i den unge danske travsport. Man nåedes da af budskabet om direktør og brygger I.C.Tvedes bortgang. Tvede var om nogen manden bag travsportens opstart i Danmark, og han var således en af de mest betydende personer ikke bare for dansk travsport men for den samlede nordeuropæiske travsport.
Jørgen Christian Tvede fødtes i 1850 og var således kun 59 år ved sin død. Tvedes fader var brygger i Helsingør, men I.C. levede sit liv på Platanvej i København. I 1830'erne og igen i slutningen af 1860'erne og begyndelsen af 70'erne var der gjort behjertede forsøg på att få etableret en travsport i Danmark, men projekterne fald af forskellige årsager uheldigt ud. Men da Tvede blev opmærksom på, at travsporten i Frankrig, Tyskland, Holland og Østrig blev bedrevet med totalisatorspil som en væsentlig financieringsfaktor, fik han blod på tanden. Sammen med to andre driftige mænd, konsul Marstrand, som også var brygger) og jægermester Breit fra Løjtegaarden (pudsigt nok det sted Amager Travbane siden skulle placeres 1922) var han 1885 initiativtager til dannelsen af "Selskabet for Travsportens Fremme i Danmark". Man lykkedes hurtigt med at få lejet et areal til at bedrive sporten på og til at få en organisation på benene. Området, man lejede til formålet, lå ved den nu opfyldte Lundehussøen, som lå på den østre side af det der nu er Lyngbymotorvejen lige nord for Ryparkens Station, altså bare en kilometers penge fra Hans Knudsens Plads. Det drejede sig om en kulslaggebane (datidens Vincennes!!!), som lignede moderne travbaner med sin 1000 meter-oval. De første løb på Kjøbenhavns Traverbane, som den kaldtes, kørtes den 6. September 1885, og fra den dag er der kontinuerligt og uden afbrud blevet kørt travløb i Danmark.
Marstrand og Tvede var imidlertid ikke enige om, hvorledes den fremtidige danske travsport skulle se ud. Begge var visionærer men i hver sin retning. Marstrand ville med udgangspunkt i de genuine danske hesteracer Frederiksborg og Knabstrup udvikle en dansk travrace, precis som man havde i Sverige og Norge med koldblodshestene. Tvede ville satse på at udvikle de hurtigst tænkbare heste og dertil anvende sig af det bedst egnede avlsmateriale uanset hvor det kom fra. I 1890 kom det til et brud, og det var Tvede som gik fra Lyngbyvejens bane for at sammen med en gruppe initiativrige travsportsmænd skabe et nyt travselskab og bygge en ny bane på Skjoldgaardens jorde ved Charlottes Bøgelund (Charlottenlund) nord for Hellerup. Den 10. April 1891 stiftedes Det Danske Travselskab, Charlottenlund Travbane anlagdes i et rasende tempo, og allerede den 24. Maj kunne de første løb afvikles. Kjøbenhavns Traverbane fortsatte sæsonen ud, men da Marstrand bestemte sig for at emigrere, ebbede interessen ud. Dog kørtes der sporadisk løb på Danmarks første travbane helt frem til 1912.
I.C.Tvede blev Travselskabets første formand og han bevarede posten frem til sin alt for tidlige død. Under hele hans "regeringsperiode" udvilklede travsporten sig, og de økonomiske kriser, som nu og da indfandt sig, løste sig altid med Tvede ved roret. Ved sin død havde han flere nye projekter i "pipelinen". Projekter som siden efter sin gennemførsel fik stor betydelse for travsporten.
I.C.Tvede holdt altid to heste i træning med løbsdeltagelse for øje. Han ansatte 1886 den 22-årige garderhusar Peter Petersen som sin træner, og Petersen er den første identifierede danske travtræner, men vi ved, at der fandtes flere ved den tid. Det var dog først i 1895 at et egentligt licenssystem kom til. Peter Petersen var ikke træner i så mange år - han overgik til restaurantvirksomhed på Fyn - men han levede længe. Han levede sine sidste mange år på Travsportens Alderdomshjem på Ordrup Jagtvej og fulgte intersseret med i sporten til sin død i 1950.
I.C.Tvede var svær at erstatte som formand for Det Danske Travselskab, og hans efterfølger blev først udset ved Generalforsamlingen 1910. Da tog baron Wedell Wedellsborg over og viste sig at være en værdig arvtager.
Til minde om Jørgen Christian Tvede indførtes 1910 trravselskabets første mindeløb, I.C.Tvede Memorial, som blev udskrevet som et toåringsløb over den engelske mile, 1609 meter med tillæg. Løbet kørtes under mange år som årets sidste toåringsløb for de heste, som ikke havde nået at komme med i Dansk Opdrætningsløb. I øvrigt er det kun Derbyet, Kriteriet og Opdrætningsløbet som er ælde end Tvede Memorial.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Trænereksamen 1959 (14. December 17.08)

Jeg har tidligere omtalt trænerskolen 1965 som værende det stærkeste hold nogensinde, men det er lidt uretfærdigt mod de tilsvarande i 1959 respektive 1969. Den 14. December 1959 gik følgende jockies til det grønne bord: Viggo Andersen, Peter Bratholm, Ole Boelskov Hansen, Enrico Haupt, Dan Jensen, Benny Jørgensen, Leif Løfgren, Jørgen Mortensen, Ole Nexø, Erik Nielsen, Jørgen Olsen, John  Petersen og Aage Welejus. På trænerskolen deltog også den kvindelige galoptræner Ellen Emmeluth, men hun blev kun eksamineret i hestekundskap. På nær to, Ole Boelskov som drog til USA for at arbejde som hjælpetræner, og Erik Nielsen, blev alle selvstøndige trænere. Viggo Andersen drog også til USA efter trænereksamen men kom tilbage og nedsatte sig træner i København den 1. Januar 1962. I 1970 var han en kort overgang træner i Skive, inden han nedsatte sig i Nykøbing, hvor han forblev træner frem til pensionsalderen. Viggo vandt totalt 425 sejre i sin karriere.

Et meget stærkt hold på fire - Dan Jensen, Løfgren, Jørgen Olsen og John Petersen - nedsatte sig med det samme som trænere i København den 1. Januar 1960. Indenfor de kommende par år var Bratholm, Haupt, Benny Jørgensen og Jørgen Mortensen igang i Jylland. ellejus begyndte allerede i efteråret 1959 på dispensation i Skive. Ole Nexø (født 3. Juli 1940) var holdets yngste, og han fortsatte med at arbejde for Carlo Frederiksen, indtil Amager og Lunden delte sig i 1970. Da nedsatte Nexø sig på Amager og drev i mange år en mindre virksomhed. Totalt vandt han 57 sejre.
Peter Bratholm opnåede flest sejre af deltagerne på trænerskolen 1959. Totalt sejrede han 1.579 gange. Han var i mange år champion i Ålbrg, og i 1969 blev han den første danske travkusk som vandt mere end 100 sejre - 101 for at være eksakt - på en sæson. Bratholm (født 17. August 1933) havde trænerlicens, indtil han fyldte 70. Jørgen Olsen (4. Februar 1937) nåede 1.032 sejre og to Charlottenlund-championater. Af helbredsmæssige grunde måtte "Succes-Olsen" opgive sin trænervirksomhed blot 47 år gammel den 15. Januar 1985. Han vandt da sin sidste sejr med Jarl Ixa. Olsen vandt Derby 1966 med Hansa. Jørgen Olsen er stadig i fuldt vigør og er næsten altid til trav i Lunden.
Det samme gælder for Leif Løfgren, der opnåede 727 sejre i sin karriere, som han afsluttede i efteråret 1988 i en alder af 52 år. "Løven" vandt Derby med Fox Hanover 1964 og trænede også Karina Axwothy, da hun i Derbyet 1968 for ejeren Hans Svensson besejrede staldkammeraten Kridt Ørnebjerg, som Løfgren selv kørte.

Enrico Haupt nåede eksakt 300 sejre, Benny Jørgensen 270 og Jørgen Mortensen 68. John "Supermand" Petersen havde allerede vundet Derby som jockey i 1957, da han 20 år gammel kørte sin faders Tjavs til overlegen sejr. Desværre faldt Tjavs' storhedstid udenfor Supermands trænerkarriere, som han fortsatte helt til slutningen af 80'erne. Totalt vandt han 182 sejre. Til sidst har vi Dan Jensen, som bortset fra den 42-årige Wellejus med sine 31 år var ældst på 1959-holdet. Dan Jensen havde midt i 60'erne havde en meget stor stald. Men da Lunden og Amager delte sig var det mest amatørheste, han tog sig af i sin stald på Amager Travbane, og han sluttede efter at have vundet totalt 153 sejre. Dan Jensen var siden pølsemand på Amager under nogle år og døde siden i en alt for ung alder. Derimod virker mange af de øvrige stadig til at være i rimelig form, og det er ikke bare Olsen og Løfgren som til og fra ses på vore baner.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: To fødselarer (4. December 10.59)

I dag fylder to ældre forhenværende Charlottenlund-trænere, som begge stadig er i livet, år. De har en hel del tilfælles: Dels begyndte de begge som selvstændige i en ret høj alder, et godt stykke over de 30, dels gik de på samme trænerskole i 1965 og dels sluttede de sine karrierer med kort tids mellemrum. Det drejer sig om Aksel Pedersen, født den 4. December 1931 i Sanderum på Fyn, og Hans Andersen, født den 4. December 1933 i København.
Aksel Pedersen begyndte sit virke i travsporten hjemme på Fyn, men i slutningen af 50'erne kom han til København og fik ansættelse hos Orla Bregnbak. Da Walther Kaiser Hansen's førstemand Dan Jensen begyndte som selvstændig træner den 1. Januar 1960, fik Aksel P jobbet hos banens største træner. Aksel opnåede mange triumfer som jockey hos Walther, og andenpladsen i Derbyet med Eminent, træneren vandt selv med Emigrant, må have været den største oplevelse. Aksel vandt i 1965 Mesterskab for Danmark med Eminent, inden han den 1. Januar 1966 nedsatte sig som selvstændig med blot et par heste i træning. Den billedskønne guldfuks Joe's Vixi var en af dem.
Allerede i sin første sæson fik Aksel Pedersen opbygget en stor stald, en ung Henrik Mylner blev førstemand, og Jesper Ømarkgård var den bedste hest med sejr i Ålborgs 3-årings Mesterskab og en tredieplads i Kriteriet.
I 1969 havde Aksel Pedersen sin måske bedste sæson. Han var så tæt på at vinde Derbyet, som man kan uden at vinde. Med Lau fik han grebet på førende Loyal (Eyvind Schnell) i opløbet, men Lau tabte travet en anelse og måtte korrigeres, og Loyal kom igen indvendigt. Schnell kørte i stald og Aksel Pedersen blev på banen. Det tog en evighed, inden Loyal til sidste blev hejst som vinder, og Aksel måtte køre bagvejen i stald.
Samme år vandt han Amagers 4-årings Mesterskab i to heat med sejrshesten Lærke og Dansk Mesterskab for 2-åringer med N.A.C. Aksel fortsatte med at hvert eneste år fremtage talentfulde ungheste: Mussepigen, Nallo, Nep Hanover, O'Lejre, O'Man, Pløk, Ryk Birkum, Søren Lau, Teddy Focus, U'Lejre, A'Lejre, Aff Ørnebjerg, Altid Birkum, Blishønen, Brain Garbo, Camilla Hess, Captain Ørnebjerg, Cassiopeja Focus, Diderik og Express Lunde. Han vandt Opdrætningsløb med O'Lejre og Camilla Hess, Kriterium med U'Lejre og Femårsstjernen med Pløk. Fra 1969 til 1979 var Aksel Pedersen altid med i Top 5 blandt trænerne, et par gange var han til og med championatskandidat, men den merit nåede den hårdt arbejdende træner aldrig. Aksel Pedersen havde også et signum som en yderst fair løbsdeltager, og han modtog talrige gange T.U.s Gentlemanpokal for sin klanderfrie kørsel.
Et par dage før juleaften 1980 traf jeg Aksel Pedersen i hans stald på Lunden. Han fortalte, at han bare havde tre heste i træning, og at det var første gang under hans femten år som træner, at han ikke havde en staldmand i arbejde. Han tog umiddelbart konsekvensen af dette og sluttede som træner. Den 19. Januar 1981 overtog John A. Jensen udstyr og heste, mens Aksel Pedersen overgik til andet erhverv. Aksel kunne da se tilbage på totalt 405 karrieresejre og i dag er han pensionist og fylder 79 år.

Hans Andersen havde den måske mest alsidige uddannelse blandt alle, som har haft en professionel travtrænerlicens i Danmark. At han først begyndte som selvstændig som 32-årig skyldes udelukkende, at han brugte mange år på at uddanne sig i ind- og ufdland. Hans var jockey hos legendariske Mark Ingdam i midten af 50'erne. Mod slutningen af årtiet kom han til Eyvind Schnell. Den tre år yngre lillebror Viggo gik på trænerskolen i 1959, men Hans valgte i stedet at drage til Tyskland og Frankrig, hvor han i omgange var elev hos mestertrænere som Johannes Frömming og Roger Massue. I efteråret 1965 tog han trænereksamen, inden han atter drog ud i Europa, nu på Travselskabets stipendium. I sommeren 1966 var han tilbage og nedsatte sig nu som selvstændig med tre helt værdiløse heste på træningslisten. Men snart kom sejrene, og Hans Andersen blev trods sin lidenhed - han kaldtes ofte Lille-Hans eller Pinocchio - kendt for at være dygtig på at stille yderst vanskelige individer til rette. Hans første store traver blev den talentfulde men skrøbelige Mr.Good Luck, som fulgtes af Derbydeltageren Ny Tid, Nita Valentine, Sussi Reerstrup, Tally Lloyd, Tchaikowsky, Castor, Charlie Brown og Chima Axworthy.
Da Amager og Charlottenlund travbaner deltes i April 1970 stod Hans Andersen overfor et svært valgt. Hans stald var domineret af Amager-hesteejere, men Hans var loyal mod de kollegaer som han havde samme travpolitiske opfattelse som, og selvom han mistede næsten hele sin stald, valgte han Charlottenlund som sin base, et valg han fik stor credit for. Da de nye og yngre stortrænere for alvor tog fat i begyndelsen af 80'erne, følte Hans Andersen, at det var tid til at bryde op og finde en anden næringsvej. Det var atter en praktisk fornuftig beslutning uden bitterhed, og Hans Andersen har jeg set eller truffet næsten hver eneste gang jeg selv er til trav i Lunden og for blot få år siden så jeg ham til og med køre langsomt en lørdag formiddag. Som aktiv vandt Hans Andersen 162 sejre. I dag fylder han 77.

Lad mig dvæle lidt ved Trænerskolen 1965, som blev afholdt i to dele. Den første den 19. Oktober og sluteksamen den 9. November. Begge i København. Skolen præsenterede det flotteste hold elever i sin historie, 19 i alt. Udover Hans Andersen og Aksel Pedersen deltog senere trænere som Uffe Andersen, Harry Carstensen, Jens Ferløv, Mogens Frost, William Günther, Flemming Munch Hansen, Harald Lund, Anthon Nielsen, René Mathiesen, Henry Olsen, Børge Møller Rasmussen, Helge Rasmussen, Kaj Rubak og Bjarne Schnell. Den yngste elev var den blot 18-årige René Mathiesen (29. April 1947), som straks efter nedsatte sig som træner i Ålborg. I 1974 til 1977 var han træner på Charlottenlund Travbane.
Der gennemførtes seks fag med 7 som højeste points; man kunne altså maximum opnå 42 points. Bedste elev var just Aksel Pedersen med 40. Næstbedst var Børge M. Rasmussen 39, og derefter fulgte Henry Olsen og Flemming Munch med hver 38. Holdet havde de bedst tænkbare lærere og censorer: Carl Andersen, gårdejer Simon Hartington, dyrlæge Uffe Jørgensen, generalsekretær Bucholtz Nielsen, træner Palle Sperling og Axel Taarup.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Arnold Jensen (1. December 13.36)

Som læserne af denne side sikkert allerede har konstateret, har dansk travsport gennem årene fået en hel del interessante og anderledes skæbner frem blandt sine professionelle trænere. Jeg har omtalt trænere som Mark Ingdam, Thomas Hansen, Leth Olsen og Mogens Ingvard, men der findes mange flere. Men spørgsmålet er om ikke dagens fødselar Arnold Jensen, født den 1. December 1892, er én af de mest mærkværdige skikkelser, som har været aktiv på vore københavnske baner.
Arnold Jensen var søn af Niels Peter Jensen, som fødtes den 26. December 1859 i Ordrup, og dennes hustru Anna Kirstine, født Handen den 23. Februar 1863 i landsbyen Dame (!), Fanefjord Sogn på Møn. Anna Kirstine var gift, inden hun giftede sig med Arnold's fader. Hendes første mand hed pudsigt nok også Niels Peter Jensen, og med ham fik hun datteren Agnes Nicoline Marie, født den 10. Maj 1890. Senere samme år, den 30. Oktober, mistede hendes mand livet ved et styrt fra en byggestilling, da han arbejdede med opførelsen af Kjøbenhavns Fæstning. Den 3. April 1892 gifter hun sig i Ordrup Kirke med Niels Peter Jensen nr. 2, og på det tidspunkt venter hun allerede Arnold, som födtes knap 8 måneder senere. Derefter fulgte yderligere tre døtre og yderligere en søn, den sidste, Gustav, fødtes den 29. Maj 1906. Arnold og hans fem søskende voksede op på Henriettevej 6 i Ordrup. Arnolds fader var malersvend, men i 1911 er han syg, og Arnold, som stadig bor hjemme, arbejder for Det Danske Travselskab som hestepasser, og fra denne tid stammer det første billede af den unge mand. Han står opstillet med den fine traver Bravo, som på det tidspunkt ejedes af den svenske bygmester B.G.Olander, Mr.Fogg. Denne havde sine heste i træning hos böhmeren Franz Smrcka, som står opført som Arnold Jensens læremester, men det var altså travselskabet, som betalte hans løn. Det er også svært at tro, at Smrcka skal have haft nogensomhelst bogføring.
Indenfor de næste par år flytter moderen og to af døtrene til Avlsgaarden, Christianholms Allé 11, hvor døtrene arbejder som tjenestepiger. Moderen er handicappet af en knust skulder. Christiansholm ejedes iøvrigt af greve Carl Moltke, som var udenrigsminister i Thorvald Staunings første regering 1924-1926.
Hvor faderen er - forældrene er stadig gift - vides ikke. Vi ved, at Arnold drog ned på kontinentet og længe arbejdede for den franske mestertræner Charlie Mills, som var nogle år ældre end Arnold. Først efter 1. Verdenskrig dukker Arnold Jensen op i Danmark igen, og han får en jockeylicens i sommeren 1919. Faderen er nu død, og Arnold flytter ind hos moderen på Avlsgaarden, og han blir boende der helt frem til 1937
I begyndelsen af 1920'erne nedsatte han sig som selvstændig træner. Hans første lidt større sejr kom i 1922, da han vandt Tvede Memorial med Ezekiel Preacher. Ellers noterer man, at Arnold Jensen de første 20 år af sin trænerkarriere egentligt bare havde "normale" heste. Det bliver til nogle få sejre hver år. Men han levede godt. I 1930 var hans årsindkomst 4.047 kr., hvilket var fint på den tid.
I begyndelsen af 30'erne havde Arnold Jensen sin første rigtigt gode hest i Ohio Brooke, og han fik amerikaneren Le Roy fra Sofus Sørensen. I 1937 flyttede han fra Avlsgaarden ind på Ordrup Jagtvej 105, 2. tv. Til højre boede kollegaen Poul Klartoft, Sofus Sørensens lillebroder. Arnold var logerende hos cigarsortereske (!) Marie Svensson og hendes to døtre. I slutningen af 30'erne havde han den gode Umberto, og fik så Derbyvinderen Bellwood, som han dog ikke fik lov at beholde som ældre. Han havde D-årgangens bedste hest i Danmark, men han vandt Derbyet med en anden hest, Dixie Star, en hoppe, som året inden havde fået føl. Arnolds tredie og sidste Derbysejr blev i 1951 vundet efter megen dramatik. Moster (Poul Stripp) var overlegent først i mål, men var diskvalificeret for galop, så Minus, der ejedes af gårdejer Mølgaard Olsen i Ølstykke, blev Derbyvinder. Det siges, at Mølgaard Olsen blev så lykkelig for Derbysejren, at han bød alle han kendte på Derbyfest på Sølyst om aftenen, og så var der ikke mere tilbage af den Derbypræmie!
Arnold Jensen sluttede først som træner i 1966, 73 år gammel. Totalt vandt han 565 sejre på de danske baner. Fra 1944 til sin død boede Arnold Jensen på Hyldegårdsvej 34A i Ordrup. Han var i de sidste år efter at han stoppede som træner stadig så fit at han kunne rejse Europa tyndt, som oftest på cykel! Han sendte ofte rejsebeskrivelser hjem til sine venner i Danmark. De blev sædvanligvis publicerede i Væddeløbsbladet til hvis redaktion, han i mange år havde særlig god kontakt.
Arnold Jensen var definitivt en "mystiker". Han levede hele sit liv som ungkarl, og selvom han havde let ved at få venner, så var han også "dygtig" til at skaffe sig uvenner. Hans hæftige humør har givetvis bidraget hertil. Arnold - som populært kaldtes "Nold" - var trods sit temperament en populær læremester blandt unge staldfolk. Han var en innovatør, som opfandt forskellige anderledes hjælpemidler i sit arbejde med hestene. "Arnolds liniment" er en salve, som mange under en årrække anvandte sig af. Jeg er ikke sikker på, at linimentet skulle klare vore dages dopingprøver.
Til slut en lille "sød" anekdote: Arnold Jensens værste fjende skal have været kollegaen Knud Hansen. Der findes en historie om, at de to - efter endt trænergerning - skulle være blevet syge samtidigt. De indlagdes - uafhængigt af hinanden naturligvis - på Gentofte Sygehus, hvor personalet synes det kunne være morsomt for de to gamle travfolk at dele sygestue. En beslutning, de kom til at fortyde.....!

Svært at holde varmen, men der er lyspunkter (29. November 2010 14.24)

I dag er det den koldeste Novemberdag siden 1965. I hvert fald i Stockholmsområdet. Vi har minus 17 grader og usædvanlig høj luftfugtighed her på gården udenfor Enköping. Usandsynligt koldt for en dansker, og derfor varmer det ekstra at læse resultaterne fra gårdagens løb på Lunden, hvor de tre første løb blev vundet af heste trænet i Nordsjælland: Ladegaard, Fischer og Simoni. Siden tog Ladegaard yderligere en til stalden. Omsætningstallene derimod varmede ikke meget. Her har den ny bestyrelse noget at tage fat i. Man kan jo begynde med at tage fat i alle de som mødte op på den ekstraordinære generalforsamling. De kan ikke være så lang borte fra et travbanebesøg.
Bønsdorf nævner i sin blog, at det jydske storløb Stayermesteren, som kørtes i fredags på JVB, har ligeså stor præmiesum som Mesterskab for Danmark. Den oplysning varmede ikke! For mig betyder det, at der er atter er nogen/nogle, som ikke har været sin opgave voksen. Grov tjenestefejl kaldes det på svensk. Jeg hader ordet skandale, men her stemmer det faktisk. Burde omtalte løb ikke havde heddet Laaaangdistancemesteren? Flemming Sunn har jo bandlyst ordet "stayer" fra danske propositioner.
Det var længe siden jeg havde noget nyt at komme med under rubrikken "Denne Dag I Dansk Travsports Historie". Der findes masser med opslag i pipelinen, men det kniber med tiden. Jeg lover bedring indenfor en meget kort fremtid.

Gårsdagen I Dansk Travsports Historie (4. Oktober 09.24)

I går søndag den 3. Oktober for 20 år siden blev der skrevet et lille stykke dansk travsportshistorie, som jeg selv var kraftigt indblandet i. Vi skal altså for en gangs skyld beskæftige os med næsten-nutidshistorie.
Onsdag den 3. Oktober 1990 var dagen, da de to Tysklande, Øst og Vest, genforenedes efter mere en 40 års brutal adskildthed. Symbolet for adskildtheden, den skræmmende Berlinmur, var blev revet ned mindre end et år tidligere, og nu var man rede for officielt at genforene de to lande.
På travbanen i Berlin, Mariendorf, markeredes begivenheden med et internationalt løb for den ældre elite. Vi havde to danske ekvipager med. Axel Jacobsen med Hawkeye og Max Nielsen med en hest, jeg har glemt navnet på, muligvis var det Gimmi.
Jeg arrngerede turen til Berlin for Axel, hans staldpige og veninde Lotte Larsen, Max og mig selv. Regulært fly kunne der ikke blive tale om, og bil eller tog skulle tage for lang tid, for vi havde løb på Lunden samme aften, så det var privatfly som gjaldt. Vor ven, piloten Preben Rossing, som fløj os overalt, lejede en enmotorig maskine, men der opstod problemer med at få slot-tider til de to store lufthavne, Tegel og Schönefeld. Så kom jeg på, at amerikanerne jo må have overgivet Tempelhof-lufthavnen, som desuden lå meget tæt på travbanen. Jo da, vi var velkomne til at lande på Tempelhof.
Da vi havde landet, konstaterede vi, at lufthavnen var helt øde. Der stod et par Boeing 727'ere fra US Air Force i mølposer, men der var ikke et menneske at se så langt øjet rakte. Ingen "Follow Me-bil", der var helt dødt. Preben parkerede flyveren på en passende plads, og så opstod problemet med at komme ud, for alle døre, og dem var der mange af, var låste. Til slut fandt vi en dør som var ulåst, gik op af en trappe og mødte et par tyske grænsesoldater, som benovede hilste på os, og vi var inde i Berlin!
Efter at Axel og Hawkeye havde vundet dagens hovedløb, skulle vi hjem igen, men vi var nær aldrig kommet fra Tempelhof, for der vi ingen som kunne give os starttilladelse, og vi var meget forsenede, da vi endelig kom afsted. Axel og Max mistede de to første løb på Lunden. Det var inden de håndbårne mobiltelefoners tid, og der var svært at kommunikere med min kollega Per Hansen på Lundens sekretariat.
På vejen ned havde Preben Rossing fået tilladelse til at på lav højde flyve over resterne af Berlinmuren i næsten hele dens udstrækning. Det var en utroligt betagende oplevelse. Flyveturen var en af de sidste jeg gjorde med Preben Rossing ved roret. Mindre end to år senere sluttede hans og fire andre menneskers liv brat, da maskinen han fløj styrtede i den svenske sø Vänaren tæt på Karlstad.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (13. August 17.06)

Den 13. August er en meget betydenlig dato i dansk travsports historie. Denne dag i 1922 åbnede Amager Travbane som den anden danske travbane. OK, egentlig var Amager den tredie bane.  I 1885 åbnedes Danmarks første landbane, Kjøbenhavns Traverbane på Rymarken ved Lyngbyvejens Station. I 1891 tilkom Charlottenlund Travbane, hvilket betød, at banen ved Lyngbyvejen fik svært ved at klare sig, og efter at have kæmpet mod Charlottenlund under dennes åbningsår (man kørte mod hinanden med mindre end 10 kilometers afstand!!), måtte den gamle bane gå ned på vågeblus, og kun enkelte løbsdage gennemførtes frem til 1912, hvor det efter to løbsdage definitivt blev mørkt på Kjøbenhavns Traverbane.
Jägersro Travbane i Malmö tilkom i 1907, og den var i princippet at betragte som københavnsk, for det var næsten udelukkende danskere, som deltog i travløbene. I 1913 kom imidlertid det svenske totalisatorforbud, og Jägersrobanen afviklede derefter ikke travløb (man gennemførte mærkelig nok galopløb) frem til 1923, da totalisatoren atter indførtes.
Omkring 1920 begyndte en gruppe mennesker med dyrlæge B.D. Corneliussen i spidsen at spekulere på at etablere en ny bane i Københavns-området. Man fandt to mulige lokaliteter: Amager Fælled og øen Saltholm!! Sidstnævnte var pudsigt nok mere end 50 år senere med i spekulationerne om en ny storlufthavn i København. Det Danske Travselskab (Charlottenlund) og Hesteejerforeningen sanktionerede planerne, så der var ingen modstand at vente
Den 10. Februar 1921 afholdtes en stiftende genereralforsamling, og valget faldt ikke overraskende på Amager. Den 25. Juni besluttes det at med allerede financierede midler indhandle et grundstykke på Løjtegaardsvej. Arbejdet påbegyndes vintere 1921/1922 med målet at kunne åbne senere under foråret. Lockouter sinkede dog arbejdet, og først den 13. August 1922 kunne Amager Travbane åbne. I meget tung bane kunne den formidable amerikaner Don Orlan med sin ligså formidable amerikanske træner Frank Starr (som jeg kommer at vende grundigt tilbage til ved given lejlighed, en utroligt interessant trænerprofil) Åbningsløbet på 1:29.1/2215 meter før "ringeren" Advance Guard (Holger Fischmann). Førstepræmien var 3.500 kr., et meget stort beløb dengang.
Læs mere om Amager Travbane under den 28. Marts!

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (12. August 18.38)

Den 12. August 1966 afholdt Dansk Travsports Centralforbund (STC) en extraordinær Trænereksamen. Der var blot tre eksaminander, og begivenheden blev opløsningen på mange års debut om, hvorvidt amatørtræneren Jens Jensen fra Lestrup ved Tappernøje på Sydsjælland kunne fortsætte som sådan med omkring 40 heste i stalden, eller om han skulle formås til at nedsætte sig som professionel træner. Det sidste alternativ blev resultatet, og sammen med en anden flittig amatørtræner Arne Elgaard Petersen fra Ølstykke og jockey Erik Duun, som var dumpet ved den officielle trænereksamen i November 1965, gik "Bonden fra Lestrup" op til ekamen, formodentlig for første gang i sit liv.
Der krævedes 27 af 48 points for at bestå. Jens fik 28 (!), og fik sikkert lidt hjælp på vejen af det utroligt stærke censor- og examinatorhold: Carl Andersen, H.Bucholtz Nielsen, Otto Donatzky, Erik Møller, Axel Taarup og Aage Ulrich. Erik Duun opnåede 33 points (han nedsatte sig i øvrigt aldrig som selvstændig træner) og Elgaard Petersen 41.
Senere samme år åbnede Nykøbing Falsters Travbane, og både Jens og Elgaard var med fra begyndelsen sammen med tre "normalt" uddannede ungtrænere, William Günther, Harald Lund og Anthon Nielsen. Jens flyttede dog senere sin licens til København, hvor han siden i begyndelsen af 1970 blev af med licensen på livstid efter en dyremishandlingsaffære med følhoppen Kolibri. Da overtog hans datter Lena træneransvaret, og Jens fortsatte som jockey og vandt mange løb under mange år på Amager, Nykøbing og Bjæverskov (fra 1976). På Lunden kørte han aldrig mere, idet han var udelukket på livstid også som kusk. Jens Jensen var født i 1916 og døde i 2006, 90 år gammel.
Arne Elgaard Petersen var træner i ca 15 år, inden han blev ansat på Skovbo Travbanes sekretariat, hvor han arbejdede i en årrække, inden han pludselig døde i slutningen af 80'erne, knap 70 år gammel. Under sin aktive tid havde Elgaard bl.a. heste for Stutt.Cathrineberg, og den hurtige Nem Cathrineberg var nok den bedste hest, han havde i sin relativt korte karriære. På et tidspunkt blev hans stald ramt af en kraftig ildebrand, og flere heste mistede livet. Den oplevelse var nok kraftigt medvirkende til, at han valgte at overgå til andet erhverv.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Rudolf Jensen (23. Juli 21.14)

Den 23. Juli 1924 vandt Rudolf Jensen, som senere skulle blive en af de mest betydende trænere på Fyens Væddeløbsbane, sin første sejr. Rudolf blev født den 22. Februar 1907 og var således blot 17 år gammel ved det historiske tilfælde. Det var en meget mærkelig sejr, for den blev taget i et ridetravløb! Rudold red sin faders 9-årige hoppe Vera Charm. Vindertiden var 1:36.0/1510 meter. Blandt de øvrige deltagere i løbet var træner Poul Klartoft (Sofus Sørensens bror), Jørgen Sølberg og de senere trænere Carl Nielsen og Alexander Niielsen.
Rudolf Jensen kom snart i lære hos den nystartede Williiam Jensen, som havde en stor stald, og der var godt med kæreture. I 1927 kunne Rudolf Jensen tage sin trænerekamen, og han blev virksom som selvstændig træner fra og med sæsonen 1928. Det gik ham godt, og han formede fine heste, blandt andet Primo, som i 1932 satte dansk rekord for 2-åringer.
I 1933 skulle Rudolf Jensen have været med på det allerførste danske landshold, som drog til Norge for Skandinavisk Mesterskab. Men hans hest, den 10-årige tidligere Derbyvinder Hidalgo, kom aldrig afsted.

I 1934 blev Rudolf Jensen alvorligt syg og blev tvunget til et langt hospitalsophold. Da han kom på benene igen året efter blev han tilbudt et privattrænerjob på den nyåbnede Fyens Væddeløbsbane, og han forblev banen tro resten af sit liv på trods af at han var opvokset i København og kom på Charlottenlund Travbane allerede som barn. Det var dog tæt på, at Rudolf var blevet i København. Kort inden, at han skulle flytte til Odense - i forårat 1935 - blev han tilbudt hesteejeren Rasmus Pedersens tre heste i træning: Den 6-årige amerikaner Calumet Douglas, 4-åringen Rex Intune og den 3-årige Sonny Diamond (!), da de skulle flyttes fra Knud Hansen. Rudolf Jensen prøvede at blive løst fra sit engagement med Fynd Væddeløbsbane, men det gik ikke, og i stedet gik hestene til Arnold Jensen, som kort tid efter galopperede med Sonny Diamond i førerposition i opløbet af årets Kriterium. Derefter blev den kommende stortraver flyttet til sin endelige træner Jan Koster.
Rudolf Jenesens karriere blev meget flot. Han vandt Dansk Trav Kriterium i 1943 med Frances the Great, blev tredie i Derbyet 1966 med Halle Hammer, og totalt tog han nøjagtig 600 sejre. I den sidste tid af sit liv plagedes Rudolf Jensen meget af sin kræftsygdom, og han døde på sin 66-årsdag den 22. Februar 1973.

En lille dansk sommerblogg (18. Juli 23.04)

Jeg blev meget glad, da jeg for nylig erfarede, at det bliver Carl Christian Junge og Morten Hald, som skal lede Åringsauktionen på Stutteri York lørdag den 28. August. Med disse to kapaciteter har man sikret en sober og professionel afvikling af auktionen, som uden alle meningsløse klovnerier og trivialiteter, som vi desværre er blevet tvunget til at gennemlide gennem mange års auktioner, sikkert kommer til at blive ret underholdende endda. De to herrer savner jo ikke humor.
Jeg glæder mig til at opleve en auktion som gennemføres på et forståeligt dansk, og håber på at lignende udskiftninger kan blive aktuelle på andre udadvendte roller i dansk travsport. Den nye "terminologi" som er blevet indført i dansk travsport er iblandt så pinlig, at man krummer tæer. Hvem i himlens navn har for eksempel myntet udtrykket "at ramme fronten". For mig lyder det som om at man forsøger at køre en bil´ind i en garage uden at åbne porten. Hvad blev der af det gængse udtryk "overtager føringen"?
Samme sag med langdistanceløb, eller hedder det laaangdistangseløw? Hvorfor skal vi have den løbsbetegnelse, når stayerløb har fungeret udmærket i alle år? I andre lande er der ikke nogen problemer med udtrykket stayerløb. Er det en fordanskning af travterminologien? Hvilket ord falder for kniven næste gang? Sulky? Derby?
Næste søndag køres der et løb som kaldes DM på Lunden. Det er det gamle Mesterskab for Danmark, som er blevet omdøbt. Heller ikke her forstår jeg hvorfor. I modsætning til alle andre sportsgrene (undervandsrugby, pilekastning, pløjning.....) som "bare" har et DM, så har (havde?) travsporten en egen speciel betegnelse for sit danske mesterskab, som havde været anvendt siden 1920. Uanset hvem eller hvilke, som har taget beslutningerne om de nævnte ændringer; tænk om og lad være med at sætte lighedtegn mellem modernisering og trivialisering.......

Jeg er en stor tilhænger af deklasseringsprincippet, som man anvender inden for galopsporten og indenfor nordamerikansk travsport. Ofte føles det uretfærdigt og urimeligt at helt fratage en hest alle præmiepenge ved en diskvalifikation, når man i stedet (godt nok ud fra en subjektib bedømning, men dem har vi jo så mange andra af indenfor travsporten) kan flytte en hest til den placering, den retmæssigt og sandsynligt ville have opnået uden et brud på reglementet. Men der kan også opstå situationer, hvor deklassering uanset hvordan man vender og drejer det ikke er den korrekte løsning ved et regelbrud. Årets galopderby er et tydeligt bevis herpå.
Nu skal jeg passe på at "kloge mig", da jeg ikke er nogen stor galop expert- eller entusiast. Men for mig burde situationen, som opstod i derbyets slutfase være løst uden deklassering. Det var jo den bedste hest som vandt, og selv uden "vingleriet" ville den jo have været først i mål. En bøde til jockyen Rafael Schistl for uopmærksom ridning havde knapt bragt nogle sind i kog. Derimod var Nicolaj Stotts opførsel yderst tvivlsom. Af to årsager: Dels for at han i sin ophidselse sluttede med at ride og gav andenpladsen bort og dels hans illoyalitet mod sin opdragsgiver træner Søren Jensen, som blev snydt for en dobbelsejr i Derbyet tak være Stott.
Det er glædeligt, at den mærkelige voldgiftsdom blev omstødt således at den rigtige hest blev Derbyvinder, men trist for galopsporten, at en lille sag tog sådanne dimensioner. Jeg forstår ikke ejerne til Diamool, som vil have dommen omstødt en gang til. Hvem vil blive Derbyvinder under sådanne præmisser? Uden Nicolaj Stotts tåbelige og umodne ageren var Diamool blev tredie i Dansk Galop Derby 2010, og dens ejere havde sikkert været lykkeligere for denne placering, end de er i den nuværende situation.

Jeg påbegyndte denne blogg søndag formiddag, men tog så afsted på et ærinde. Da jeg kom tilbage var Matilde Trøjborg blevet diskvalificeret som overlegen vinder af Dansk Mesterskab for Hopper på Fyns Væddeløbsbane. To ting står helt fast: 1) Matilde Trøjborg er Danmarks bedste hoppe, og hun var helt overlegen på ca 1:13.1a/2100 meter. På en hurtigere bane havde hun sikkert været meget tæt på Lisa Americas verdensrekord. 2) Hendes kusk Flemming Jensen kom for tæt på Nobodybeatsthebeat, da hun tidligt i løbet gik til føring.
At dømme efter Birger Jørgensens (Nobodybeatsthebeat) kommentar var incidenten et uheld i arbejdet, men naturligtvis et brud mod gællende regler. Nu blev Matilde Trøjborg, som kunne have løbet i en stor bue udenom konkurrenterne, diskvalificeret og blev HELT UDEN PRÆMIE! Dette er naturligvis helt ad h...... til. Hvad skal man gøre? Ja, havde Matilde slået Nobody med kort margin, havde man med andre (og bedre!) regler kunnet deklassere Matilde til andenpladsen. Nu var hun helt overlegen og burde naturligvis have fået beholde sejren. Selvfølgelig skal Flemming Jensen ikke have lov at køre over benene på konkurrenten. Det er ikke jungleloven som gælder. Her er et forslag: Lad Matilde Trøjborg beholde sejren. Fradøm ejerne hele præmiesummen og giv Flemming Jensen 25.000-30.000 kr i bøde. Så kommer dette ALDRIG at gentage sig. De fradømte præmiepenge betales ind i præmiebudgettet og kommer senere løb til gode. Og Matilde Trøjborg kan hyldes som det hun retmæssigt er: Dansk Mesterinde for hopper.
Da Preben Kjærsgaard vandt Dansk Trav Derby 1978 med Adam Paradiso blev han framdømt sin ærespræmie for sin meningsløse og modbydelige drivning af sin ret så overlegne hest. Jeg traf Preben morgenen efter i Leif Løfgrens stald, og jeg lover, at den straf gjorde rigtig, rigtig ondt. Det var en vældig begavet og meget preventiv (eller Prebentiv!!) bestraffelse. Tillad mig at tro, at Carl Andersen lå bag den geniale løsning for bestraffelse af en idiotisk forseelse. 

Det går skidt med spillet på travheste i Danmark, og mange er af den opfattelse, at problemerne (delvis) kan afhjælpes ved en geninførelse af væddeløbsavisen Trav & Galop. Det er nok muligt, men jeg kan ikke lade være med at se på problemerne udfra et historisk perspektiv.
I 1913 udkom "Væddeløbsbladet", det grønne blad, for første gang. Det fik nogle år senere konkurennce fra et nyt blad, Travtidende, det røde blad. De to publikationer konkurrerede i 40 år, inden at Travtidende i 1954 blev opslugt af Væddeløbsbladet. Begge blade var uafhængige, og ud over at vise startlister og producere tips til løbene, representerede de også en kritisk (positiv såvel som negativ) holdning til travsporten. Selvom kritiken til tider var bidende, var der ingen tvivl om bladenes nytte og berettigelse indenfor vor sport.
Væddeløbsbladet ejedes i mange herrens år af redaktør Kaj Hansen, Fredensborg. Han var selv en brilliant travjournalist og med hjælp af Otto Nielsen (Quickly) og Otto Donatzky gjorde han Væddeløbsbladet til et meget informativt og læseværdigt produkt. Da de gamle drenge begyndte at blive FOR gamle overlod Kaj Hansen sit livsværk til Lars Donatzky og Johannes Hecht Nielsen, som førte bladet videre i samme ånd. De blev desværre ikke ved så mange år og bladet blev solgt til Kaj Christrup (også han fra Fredensborg). Jeg kom til at kende Kaj vældigt godt og jeg satte stor pris på hans venskab og sociale kompetens, men for Væddeløbsbladet blev han en katastrofe. Det endte med, at Christrup solgte bladet til Centralforbundet, som i samarbejde med det nystartede Dantoto skabte to undermålige publikationer, Løbsguiden og Væddeløbsbladet, som nu blev et rent fagblad med sjældnere udgivelse. Samtidigt blev alle lokale travprogrammer bragt til ophør, og den dag beslutningen om dette blev taget, "døde" dansk travsport. Tro mig! Nu er baneprogrammerne genopstået, men vi har ikke noget Væddeløbsblad til at komplettere, og derfor er dansk travsport havnet i en situation, hvor ingen har en anelse om, hvad der foregår. Intet forum, ingen diskussionsflade, ingen praktisk basisinformation.
Hvad dette angår har jeg et råd til de ansvarlige: Kig i bakspejlet (langt tilbage!) og se desuden på hvorledes informationen håndteres i Sverige med baneprogrammer og en uafhængig presse. Jeg glæder mig til at se, hvordan problemet løses!

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Miss Refero (17. Juli 23.37, slutført 18. Juli 15.49)

I dag for 106 år siden, den 17. Juli 1904, debuterede den 2-årige hoppe Miss Refero i travløb. Det blev en ret spektakulær debut for hoppen, som skulle blive en af den unge danske travsports mest betydende heste.
Miss Refero fødtes 1902 hos gårdejer Willads Olsen på Vintappergården i Kongens Lyngby. Gården ses stadig på venstre hånd precis når man forlader Lyngbymotorvejen for at køre mod Lyngby centrum. Lyngby var frem til slutningen af 40'erne Danmarks Kentucky, hvor i princip alle travere fødtes og siden var opstaldede, når de ikke var på banen. Stutterier som Stenrødgaard, Hjortekærgaard og Georg Kehwalds Ulrikkenborg i Sorgenfri var dominerende. Efter 2. Verdenskrig vandt området fra Ølstykke ned mod Gundsømagle og Sengeløse samt Ganløse og Hillerød mere og mere indpas. Inden da havde familien Høybyes Firmilegaarden i nærheden af Greve syd for København været undtagelsen.
Miss Refero vandt førstepræmie på unghesteskuet på Charlottenlund Travbane 1903, og hun solgtes siden til hesteimportøren og travtræneren Julius Pajoncek, som normalt ikke købte danskopdrættede heste. Hoppen voksede sig stor og målte 163 centimeter, da hun var vokset færdig. Pajoncek lykkedes med at have hende klar til start tidligt i toårssæsonen, og i dag for 106 år siden var det klart fort start. Miss Refero startede i dagens 2. løb over 1500 meter og vandt på kilometertiden 2:20.2. Hun havde seks konkurrenter (to var slettede) og fik 400 kr. for besværet. Pajoncek kørte selv. Der var ingen af de besejrede konkurrenter som nogensinde fik nogen betydelse, men blandt kuskene bemærker vi polakken Uhlig og ikke mindre end tre danske kuske (Louis Nielsen, Anton Oksby (Nielsen) og Martin Petersen) blandt de syv deltagere, hvilket var ret usædvanligt på det tidspunkt.
To løb senere, i 4.løb, startede Miss Refero igen! Nu havde hun fået 50 meters sejrstillæg, men det bekom ikke hoppen, som vandt påny; dennegang på tiden 2:03.0. I det slagne felt fandtes den senere vinder af Dansk Opdrætningsløb, brdr.Mauritzens General Cook (Joe May), som startede 310 meter (!!!!) efter Miss Refero og altså havde 340 meters tillæg. General Cook blev fjerde (uplaceret), medens trediepladsen belagdes af Baron Guy, der som ældre hest skulle blive en ung træner Holger Fischmanns første virkelig gode hest.

Miss Refero vandt året efter Dansk Trav Kriterium på 1:52.3/2400 meter og som 4-åring blev hun Derbyvinder på tiden 1:44.0/3000 meter, hvilket var ny rekord for Derbyet. Dermed havde hun gentaget sin et år ældre helsøster Elinors præstation med at vinde både Kriterium og Derby. Elinor, som ejedes og trænedes af Julius Høybye men kørtes af polakken Robert Uhlig, fortsatte siden og blev Danmarks bedste indlænder. Også Miss Refero gik højt op i klasserne og to gange satte hun dansk indlænderrekord. I 1910 med tiden 1:32.2 og i 1912 (som 10-årig!) med tiden 1:28.7. I modsætning til Høybye kørte Julius Pajoncek altid selv sin hest.

Fader til Miss Refero var den fra USA importerede hingst Refero, som selv var en søn til den betydende Guy Wilkes. Refero var ret lille af vækst, men han fik stor betydelse for den unge danske travavl, ikke mindst på grund af Elinor og Miss Refero. Efero var hingstechampion i årene 1909 - 1911, men ingen af hans to fornemme døtre fik nogen større betydelse i avlsboksen.

Dansk islæt på "Nordisk" Hall of Fame (17 Juli 14.46)

For fire år siden tog man initiativ til at oprette et Nordisk Hall of Fame efter amerikansk model. Den nordiske varianten holdr til huse på Nordiska Travmuseet i vestsvenske Årjäng beliggende tæt ved den norske grænse. Det med "nordisk" er dog lidt misvisende, da kun Norge og Sverige er med i samarbejdet. Jeg har ingenting imod denne model, men skal ordet nordisk anvendes i denne sammenhæng, så bør Danmark være med. For det er trods alt vort land, som er den moderne nordiske travsports vugge. Godt nok kørte man organiserede travløb i Norge allerede i 1820'erne, men det var med koldblodige arbejdsheste. Med opstarten i 1885 på Kjøbenhavns Traverbane ved Lyngbyvejen påbegyndtes travsporten som banesport med målet at fremavle de hurtigst tænkbare travere med anvendelse af det bedste amerikanske, franske, russiske og danske materiale. Frem til 2. Verdenskrigs begyndelse var dansk travsport totalt dominerende og essentiel for opbyggelsen af travsporten i vore to nordiske nabolande, fremfor alt i Sverige. Derfor burde man have inviteret dansk travsport med på vognen, da det iøvrigt glimrende initiativ med Nordisk Travmuseum og senere Hall of Fame blev taget.
I går valgtes to nye medlemmer ind i Hall of Fame, varmblodshingstene Bulwark (Sverige) og Rex Rodney (Norge). Her kan vi danskere glæde os over, at dansk travsport har en finger med e i spillet med begge heste. DEn enormt betydende avlshingst Bulwark var en også en strålende væddeløber, og han trænedes af den danske travtræner P.P.Nielsen, som var træner i København fra omkring 1920 frem til midt i 30'erne, hvor han drog til Stockholm og nedsatte sig som træner på Solvalla. Rex Rodney var en søn til den danske hoppe Nulle Hanover.

I Danmark er vi iøvrigt nogle stykker - Karsten Bønsdorf er en af de øvrige - som håber på at kunne skabe en dansk Hall of Fame, men vi behøver støtte fra forskellige sider, først og fremmest fra Centralforbundet. Måske lykkes´vi en skønne dag......

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Union Boy (11. Juli 21.43, redigeret 16. Juli 09.53)

For 93 år siden vandt den 2-årige mørkrøde hingst Union Boy sin første sejr. Det skulle blive begyndelsen til en helt mageløs karriære for den første danskfødte traver, som nåede at tjene over 100.000 kr. Union Boy blev også den første rigtige "jernhest". Han blev senere efterfulgt af heste som Lauritz og Ruder Konge, som også viste sig som uopslidelige.
Union Boy fødtes 1915 i Glostrup. Hans opdrætter var den berømte Julius Pajoncek, hvilken som altid bare opdrættede velstammede heste. Begge Union Boys forældre var amerikanskfødte og importerede af Pajoncek, Worthy T og Lady Dreamer.
Pajoncek blev meget skuffet, da han så den nyfødte dgulafstammede følunge. Det var et lille skvat, og da Pajoncek ikke troede, at dette føl skulle kunne blive til noget, forærede han det til sin broder Gustav efter først at have overvejet aflivning.......
Gustav solgte næsten omgående hesten til bagermester Eiermann, som senere sendte hesten i træning hos sin træner Frits Sommerfeld. Den 24. Juni 1917 debuterede Union Boy med en andenplads til Vølund (Kalizan), som sejrede på 1:44.0. Union Boy travede 1:44.4 i sit livs første start. Vølund vandt kort efter Dansk Opdrætningsløb på samme tid, medens Union Boy kun var sjette på 1:52.3. Det var i sin tredie start, at Union Boy tog sin første sejr. Vindertiden var 1:48.7.
Året efter begyndte Union Boy for alvor at gøre Pajonceks opfattelse af ham til skamme. I kamp med ovennævte Vølund vandt Union Boy Dansk Trav Kriterium på 1:37.8/2600 meter. Union Boy var næstfavorit til 37:10. Sommerfeld kørte som sædvanligt, men han fik ikke lov til at beholde sin stjerne så meget længere.
På den tid fandtes der en storhesteejer, kammerherre M. Creagh Bornholt, som startede sine heste under pseudonymet Mr.Farmer. Hans betydelse var så stor, at jeg regner med at skrive en egen artikel om kammerherren, som havde sine heste hos Holger Fischmann. Mr. Farmer havde den taktik at opkøbe primamaterialet i stedet for at satse på lang optræning af ungheste. På den måde fik Fischmann hurtigt en kolossalt god stald af Mr.Farmer-heste, og før Derbysæsonen erhvervede storhesteejeren også Union Boy. Prisen går det bare at spekulere i, men den har været saftig, for dels behøvede Eiermann ikke penge og dels havde han jo selv hestene for at være med og vinde de store løb.
Union Boy vandt Derbyet overlegent på 1:34.8 før Vilvorde, som Niels Sølberg kørte for Koster. Det var en av blot tre sejre det år (han vandt faktiskt blot to løb, deriblandt Kriteriet, som 3-åring). Som 5-åring vandt Union Boy også bare to løb, og De undrer måske over, hvorfor hesten, som blev betragtet som Danmarks suverænt bedste hest, vandt så sjældent. Det hænger helt enkelt sammen med, at der fandtes vældigt få linieløb, og heste af Union Boys klasse belastedes ofte med næsten urimelige handicaps.
Det blev heller ikke til mange sejre som 6- og 7-åring (fire hvert år), men Union Boy blev den første danske hest, som deltog i Matadoren Rennen i Berlin. Løbet regnedes dengang, det var inden Prix d'Amerique (indført 1920) blev stort, som Europas største løb, men Union Boy endte uplaceret. Han kan have været en dårlig rejsehest, for han lykkedes heller ikke trods talrige forsøg at vinde løb på Jägersro.
Union Boy vandt gode penge ved sine relativt få sejre. Som 4-åring vandt han foruden Derby også Indlænder Sommerløb over 3000 meter, en sejr han gentog året efter i 1921.
Holger Fischmann og hans lille røde hingst var taget til hjertet af travets kræsne publikum. Det var der ikke meget at sige til. Union Boy havde udstråling, var - i modsætning til de fleste af datidens heste - fuldstændigt renttravende, han besad et fantastisk fighter-hjerte, og Holger Fischmann var den elegante gentleman-træner, som alle havde stor respekt for. Selvom flere andre træner kan sættes i forbindelse med Union Boy, så er det symbiosen med Fischmann, man husker.
Desværre faldt Mr.Farmer offer for den såkaldte "Ringeraffære", et sørgeligt kapitel i dansk travsporst historie, som jeg senere vil gå lidt mer dybtgående ind på. Ringeraffæren handlede om, at en amerikansk hestehandler, som kaldte sig Mr.Metcalf, solgte et stort antal amerikanske heste til Danmark under falske navne. De heste, som danske hesteejere troede sig at købe, var ustartede og fik derfor lave handicap. I virkeligheden var det - ofte noget ældre - bedagede heste, som havde både rekord og indtjening i Amerika og som havde været til salg for rimelige penge. Mr.Farmer kom til at hænge på to sådanne heste, Advance Guard og Alice Jeremiah. Da ringeraffæren opdagedes, vill visse at alle præmiepenge skulle betales tilbage. Det skete dog ikke, men hestene blev udelukket på livstid. Dog kun i Danmark, så svenskerne opkøbte i princippet alle disse hste. De kunne de jo også let gøre, nu man vidste hvilke de i virkeligheden var. Den mest berømte var Jack Dempsey, som i virkeligheden hed Red Bon. DEn blev siden en betydelig hest på Solvalla og en stor avlshingst, og den hovede sidder den dag i dag som et bronzerelief på væggen udenpå Solvallas bestyrelsesrum. Mr.Farmers Advance Guard, som i øvrigt var anden til Don Orlan i det allerførste løb på Amager den 13. August 1922, hed i virkeligheden Belgic, og også den blev dygyig både som væddeløber og avlshingst i Sverige.
Det var et lille sidespring. Mr.Farmer blev som følge af ringeraffæren grundigt trær af travsporten og solgte alle sin heste, således også Union Boy, som købtes af pseudonymet Mr.Robert, som siden solgte hesten videre til den norske skibsreder Lars Thorsen, som sendte Union Boy i træning hos den gamle amerikanertræner Frank Starr. Nu var Union Boy 11 år, og han vandt blot et enkelt løb det år for Starr, men han travede sin bedste rekord i karrieren 1:25.5.
Som 12-åring, i sin sidste aktive sæson, vandt Union Boy to sejre. Først den 20. Juli i Charlottenlund, hvor Harry Pajoncek (professionel træner og søn til opdrætteren Julius Pajoncek) sejrede med hingsten i et handicap til odds 27.20 - det højeste Union Boy nogensinde gav. Sin sidste start fik Union Boy den 14. Oktober 1927 på Amager i et såkaldt slået handicap (for heste som ikke havde vundet løb i det pågående meeting). Træner Starr havde selv valgt at køre Queen Etta, som blev nr. 2, så det var Harry Pajoncek, som fik æren af at afslutte Union Boy's fantastiske karriere. Vindertiden var 1:28.9 og odds 6.53.
Som 10-åring havde Union Boy i 1925 som den første danskfødte traver passeret 100.000 kr. i indtjente penge. Totalt nåede han 117.700 kr., en rekord som holdt i næsten 10 år, inden Lauritz forbedrede den. Totalt startede Union Boy 171 gange (halvdelen af det antal, Lauritz nåede med 338 starter). Han vandt 26 sejre fordelt på fire kuske: Fischmann 20, Sommerfeld 3, Harry Pajoncek 2 og Frank Starr 1. Union Boy præsterede kunststykket at vinde løb i samtlige sine sæsonen fra 2-åring til 12-årig, elleve sæsoner i træk!
Efter endt væddeløbskarriere tog ejeren Lars Thorsen Union Boy til Norge, hvor han blev en udmærket avlshingst. Union Boy fik et langt liv og døde først omkring 1940.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Ernst Petersen (9. Juli 17.41)

I travsportens barndom kørtes Dansk Trav Derby (indført 1898), årets største løb, på sæsonens første løbsdag i begyndelsen af Maj måned. For eksempel kørtes løbet i 1902, da hoppen Eva blev Derbyvinder med sin ejer Peter Jensen i sulkyen, onsdag, den 7. Maj. Derbyet var det år programmets 2. løb! Senere - i mellemkrigsårene - flyttedes Derbyet til Grundlovsdag, den 5. Juni, og efter 2. Verdenskrig blev 2. søndag i Juli permanent Derbydag. Således var det indtil 1968, da Derbyet for et enkelt år flyttedes helt frem til midten af September. Fra og med 1969 køres Dansk Trav Derby den sidste søndag i August.
Denne dag i dansk travsportshistorie kørtes Derbyet 1961. Det skulle blive et ret så dramatisk Derby. Ikke på banen men i kulisserne. Løbet så ret så åbent ud på forhånd. Favoritter var Ca Va Richmond (Leif Nielsen), Convair (Fredi Sølberg), Chang Østerløkke (W.Kaiser Hansen), Carmencita (Georg Andersen) og Carl Aage (Ernst Petersen). En hel befolkning havde taget Ca Va Richmond til sit hjerte, idet den folkekære TV-sportredaktør Gunnar "Nu" Hansen havde fulgt hesten siden fødselen, og den blev spillefavorit, selvom Convair vurderedes til at være den bedste hest.
Dramatikken bestod i, at den senere vinder Carl Aage's træner og kusk Ernst Petersen var blevet syg og indlagt på hospital. På selve dagen blev det yderligere dramatisk. For det første vidste ingen, om Ernst skulle blive klar til at køre, og om morgenen samme dag røg hans førstemand Carl Hansen, storebror til træner Thomas Hansen, også på hospitalet, så jockey William Günther, far til Palle Günther, blev hasteindkaldt. William vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre, og han blev mere og mere nervøs, medens han gjorde det fint i og fremfor stalden med kost og rive. Det snakkedes om, at William eventuelt skulle køre staldens tre startheste, men kort før løbenes start dukkede Ernst Petersen, tydeligt plaget af sin sygdom, op i stalden, byttede om og kørte ud og vandt med samtlige startheste!
Først lykkedes det ham at vinde Derby Trøstløb med C.I., der som Carl Aage var en Joe's Pride-søn, trods 60 meters tillæg på 2500 meter. Siden kørte Ernst ud til Derbyet med den vidunderlige guldfuks Carl Aage. Startsporet var det dårligste af alle. Carl Aage havde nummer 18, men fire heste slettedes inden løbsdagen, og på selve dagen måtte også Chang Østerløkke udgå på grund af halthed, så Carl Aage startede fra startspor 13. Ernst Petersen kørte hurtigt frem udvendigt på den førende Chef Hanover (med den 74-årige Sofus Sørensen), medens Convair fejlede. På sidste langside gik Carl Aage til front og var sikker i opløbet, hvor Ca Va Richmond kom med et sidste angreb. Ernst Petersens kørsel betegnedes i fagpressen som mesterlig, og han satte kronen på værket ved at to løb senere vinde med yderligere en Joe's Pride-søn, Ajax Pride. Uden nogen form for fejren vendte Ernst Petersen allerede inden løbsdagens afslutning tilbage til hospitalet!

Mange, som var virksomme allerede på Ernst Petersens tid, er af den opfatning, at han var jyde. Det stemmer overhovedet ikke. Ernst var nordsjællander, født i Græsted den 23. December 1908. Han kom i lære hos en af 20'ernes helt store kanoner, William Jensen, som i 1930 drog til Århus for at hjælpe amatørerne omkring den nye bane med at træne sine heste. I August 1931 vendte Wm.Jensen tilbage til København, og i stedet blev Ernst Petersen professionel træner i Smilets By. Ernst havde kørt sine første løb i København det år, fem starter uden placeringer. Men i Århus vandt han sin første sejr med hesten Marbot. Trænereksamen tog han den 14. April 1932 på hold med Thomas Hansen, som han under resten af sin gerning skulle have meget nær kontakt med. For eksempel fik Ernst den jydskejede amerikaner Calumet Douglas fra Thomas, da denne måtte ind som soldat i efterået 1936. Ernst takkede straks for tilliden ved at vinde Müllers Memorial på Jägersro.

Ernst Petersen blev en meget betydende træner for Jydsk Væddeløbsbane. Han blev champion otte gange: 1935-39, 41, 43 og 45. Når han havde hest til det, rejste han til København, og i 1947 gik det specielt godt for ham i hovedstaden. Det år vandt han hele otte sejre i København, samme antal som han opnåede på hjemmebanen. Hen på efteråret åbenbarede chancen for at etablere sig i København sig, da Thomas Hansen yderst overraskende valgte at lukke sin ellers fremgangsrige trænerforretning. Ernst Petersen overtog det meste af materialet og slog omgående igennem i København. År efter år placerede han sig i midten på træner Top 10 ved at vinde 15 - 25 sejre per sæson. Nogle store profiler havde Ernst faktisk ikke i stalden før Carl Aage og C.I. Godt nok vandt hans Allegro Dansk Mesterskab for 2-åringer i 1957 for staldens mangeårige førstemand, den tidligere træner Willy Harder. Ved tiden for Derbysejren og trippelsejren havde Ernst Petersen kun seks heste i træning!
En måned efter den begivenhedsrige Derbydag var Ernst Petersen tiilbage i sulkyen, og nu vandt han Amagers 4-års Mesterskab med C.I., og 1962 blev - trods sygdommen - hans bedste sæson i København. De kommende år havde han yderligere gode heste i sin varetægt. Blandt andet blev han den svenske storstald Hans's første danske træner. For Stall Hans trænede Ernst Petersen den fine Dynamo, og i sin sidste hele sæson (1964) fik Ernst den lynhurtige Gantle Lloyd i orden.
Det var en uhelbredelig nyresygdom, som plagede Ernst Petersen under hans sidste år i livet, og der var mange afbræk som følge af hospitalsophold. Men Ernst havde en enorm selvdisciplin, som hjalp ham at holde ud. Til sidst måtte han så give op. Han vandt et løb i Lunden den 3. Januar 1965 med hesten Frederik Root og satte sig siden aldrig mere i sulkyen. Mandag den 15. Februar 1965 døde Ernst Petersen blot 56 år gammel.
Totalt vandt Ernst Petersen 498 sejre på danske baner. Flest (18) med Sofus Sørensens gamle Derbyvinder Carl Hof, som fandt sig godt til rette hos Ernst i Århus i midten af 40'erne. Også C.I. og Idealist, der blev diskvalificeret i det berømte "Sct. Hans-løb" i 1948 tog mange sejre i Ernst Petersens kyndige hænder.

Ernst Petersen blev betragtet som en ualmindelig dygtig træner og kusk. Han var en læremester, som mange kom til at sætte stor pris på. Den dygtige Tommy Petersen, som fulgte med Ernst fra Århus til København i 1948, var en af dem. Privat boede Ernst Petersen på Jensløvsvej i Ordrup, hvor hans to døtre voksede op. Den yngste er Tenna, som blev gift med Hans Ipsen, bror til træneren Jens Ipsen. Derved havnede Tenna på Bornholm, hvor hun stadig driver familiehotellet Simsens Gård i Svaneke.

Denne dag I Dansk Travsports Historie: Onward Eagle's fantastiske rekord (29. Juni 14.56)

Vi skriver 1958, og den 29. Juni er det højsommer i København. Det er Amager Travbane, som arrangerer den sidste dag i sit midsommermeeting, inden Charlottenlund tager over med sit Derbymeeting ugen efter. Amager har til denne dag udskrevet et sprinerløb for hurtigklassen med forhøjet præmiesum, og timingen kunne ikke have været bedre. Under perfekte vejrforhold tordner den 9-årige Onward Eagle for sin træner Palle Sperling banen rundt og sejrer på ny dansk rekord - 1:16.9a! Det er en forbedring af hoppen Moster's bestående rekord på nøjagtig to sekunder. Den tidligere hingsterekord var sat af Leo Roy og lød på 1:19.1.
Den 5-årige Tjavs var anden til Onward Eagle på 1:17.9a, ny femårsrekord. Den tidligere femårsrekord havde Star McElwyn med 1:19,8 fra 1935, hvilket på den tid også var absolut dansk rekord. Løbet var det hurtigste nogensinde i Danmark. Inden da havde amerikanskfødte Rollo (senere betydende avlshingst i Sverige) travet 1:18.0 for Fredi Sølberg i Charlottenlund.
Onward Eagle havde en noget omskiftelig karriere. Som plag kom den i træning hos den nystartede Preben Vebner, som også startede den nogle gange som 2-åring. Derefter var den hos Gerhard Petersen, inden den som 3-åring kom til Mark Ingdam, hvor den gik rimeligt. Det helt store gennembrud kom som 4-åring, hvor den nu hos Hans Hansen formåede at vinde Dansk Trav Derby før Olympuic med Mark Ingdam. Det var i øvrigt Hans Hansens tredie Derbysejr.
Allerede under Derbysæsonen flyttedes Onward Eagle til Knud Hansen, som vandt nogle løb med hesten og fik den etableret i hurtigklassen. i 1955 gik Onward Eagle tilbage til Mark Ingdam, som nu havde den i over to år. I efteråret 1957 havde Ingdam en hel del hurtigtravere. Oliver the Great (som dog snart døde), Slejpner og Snowflake, så Onward Eagle, som nu syntes noget på retur, gik til Sperling, som altså formåede at hente yderligerre ressourcer ud af den gamle traver, som faktisk fortsatte et par år til med at vinde hurtigklasseløb for Palle.
Onward Eagle var søn af amerikaneren Josedale Eagle og hoppen Fan, hvis afstamning var ret tynd. Hun blev dog oldemor til den fænomenale Karina Axworthy. Der var derfor ikke stillet de store forventninger til Onward som avlshingst, og han blev heller ingen champion. Hans bedste afkom har den hurtige Honward, som døde ung, og Lay Out, som ejedes af Søren Watson, som stadig er aktiv inderfor sporten.
Da Onward Eagle var 19 år blev han syg, og han måtte aflives i efteråret 1968.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Godsejer Kofod (27. Juni 17.36, revideret 22. Oktober 2011 12.52)

Den 27. Juni 1956 vandt godsejer J. Kofod sin første sejr som travkusk. Normalt sker en sådan hændelse i et amtørløb, men Kofod tog sin maiden-sejr i et toårsløb med en ganske rå Vera Cathrineberg.
Hvem var så godsejer Kofod? Jo, for det første så hed han Johan i fornavn. I travsportslitteraturen, start- og resultatlister omtales han altid som enten J. Kofod, godsejer Kofod eller slet og ret Kofod. Han fødtes 1904, og første gang, Kofod dukker op i travets analer, er i begyndelsen af 1930'erne, hvor han er vognmand i Køge og har et par heste på travbanen, bl.a.en med det ekstremt lange navn Sekundlieutenant Axworthy. Senere drev han en gummifabrik i Køge, som i 1948 kunne financiere købet af Cathrineberg Gods i Sengeløse nordøst for Taastrup. Kofod købte "bare" avlsbygningerne, ikke hovedhuset.
Såvidt jeg kan se, er den første at bære kennelnavnet Cathrineberg Rigan Cathrineberg, født 1951, men det er sandsynligt, at Little Boy (født 1946) eller Noel Hammer (født 1948) var godsejeren første travhest. Inden det egede opdræt begyndte at vokse, købte Kofod en hel del heste, og han havde stort held. Først den danske treårsrekordholder Pelikanen 1:21.6 og derefter Ruder Konge, som skulle blive den hårdeste hest i dansk travsports historie og som kommer at få en egen artikel her på sitet ved passende lejlighed. Ruder Konge blev nummer 2 i Derbyet 1955 og satte fireårsrekord 1:20.4. Kofod fik ry af sig at skifte træner ofte, hvilket statistiken viser med al tydelighed. Oluf Månsson, som trænede Noel Hammer, og Aage Christoffersen var de første, som fik godsejerens fortroende, men da Ruder Konge var fire år havde den allerede haft Christoffersen, Jan Koster, Mark Ingdam, Gerhard Petersen, Tommy Petersen og Hans Hansen som træner. Tommy Petersen kørte den dog aldrig i løb.
De første par årgange fra Cathrineberg var relativt små, men med T-årgangen 1953 voksede opdrættet og U/V/W-årgangen fra 1954 blev stutteriets allerstørste nogensinde.
Da denne årgang skulle køres til vinteren 1955/56, ansattes Thomas Hansen som privattræner, og han fik Uffe, Ulla, Vera, Vitus og Winston Cathrineberg (Viri Cathrineberg blev solgt til Poul Guttermann) samt de indkøbte Unesco og Vitty Girl i træning. Desuden Pelikanen, Ruder Konge, Sancho Pancha, Scipio, Tex Raider, Termit Cathrineberg, Tina Tjørnebjerg og Trumf Tjørnebjerg, jo, godsejeren var blevet storhesteejer. Ths.Hansen var privattræner et år, så blev hestene atter fordelt. Thomas beholdt nogle, men også Jens Ipsen, Fredi Sølberg og Sofus Sørensen fik heste fra Kofod.
Den 1. August 1957 kom den kun 24-årige Sophus Bügel Hansen, dattersøn til Sofus Sørensen, tilbage til København fra tre års trænergerning i Skive. "Fusse" blev engareget som privattræner for Stutteri Cathrineberg og blev 1½ år. Så kom Leif Nielsen, træneren, som har haft heste længst for stutteriet ind i billedet. Men Fusse beholdt nogle, og senere prøvede godsejeren atter Mark Ingdam og Gerhard Petersen som trænere, og også de nystarted,e Leif Løfgren og Jørgen Olsen fik chancen. Løfgren havde af og til Cathrineberg-heste i over ti år, men Leif Nielsen havde konstant hest i træning for familien Kofod fra 1959 - 1972.
Selvom Kofod var mer end selvforsynende med heste, handlede han også fremmede dyr. I Juni 1957 byttede han sig til mockindlænderen Captain Frost (født 1953) hos Axel Jacobsens far Poul på stutteriet Langesø. Kofod gav to følhopper i bytte for hingsten, som siden skulle blive en knebent slået Derbytoer (for Bügel Hansen) og som avlshingst betydende som far til to af de allerbedste Cathrineberg-heste gennem tiderne: "Den Lille Igle" H.R.Cathrineberg, som blev anden i sit Derby, og Major Cathrineberg, som havde uheldet at være født samme år som Misty Senator.
I 1961 - 1963 havde godsejer Kofod den store glæde at se Ruder Konge vinde Mesterskab for Danmark tre år i træk - som 10-, 11- og 12-årig!
Omkring 1963 gik stutteriet atter over til at engagere privattrænere, men nu var det kun for unghestetræning, de ældre heste gik til Leif Nielsen. Det var den tidlligere københavnske træner Willy Rasmussen, som vendte hjem fra Skive for at tage engagementet hos Kofod. Han fulgtes senere af nordmændene Magne Hamre (far til Atle!) og Asbjørn Austervoll senior.
J. Kofod døde i Maj 1967, blot 63 år gammel, under et forretningsbesøg i Århus, men hans hustru Rigmor drev under mange år stutteriet videre, og den sidste Cathrineberg-hest fødtes så sent som 1978.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Axel Leth-Olsen (26. Juni 00.01)

Den 26. Juni 1943 døde Axel Jens Emil Leth-Olsen, blot 43 år gammel på Sct.Hans Hospital i Roskilde. Hospitalet var et mentalsygehus, eller síndsygehus, som det mere skånselsløst kaldtes for på den tid, men vad som årsagede Axel Leth-Olsens alt for tidlige død, melder historien intet om. Leth-Olsen var travtræner, men ved sin død havde han ikke været aktiv i et par år, og med hans bortgang forsvandt endnu en ejendommelig skæbne i travsportshistorien.
Axel Olsen fødtes den 28. Januar 1900 (pudsigt nok på dagen 50 år før verdens gennem tiderne oftest sejrende travtræner Heinz Wewering) i Saxogade 43, 5. sal, København. Hans fader var banearbejder Oluf Emil Olsen (født 8. December 1876 på Badevej Frederiksberg (idag Eskilsgade, Vesterbro), som voksede op i Salviegade, Nyboder og Sølvgade, og hans moder var Ingeborg Paula Marie Leth (født i Istedgade 16 den 27. Februar 1882 og således kun 17 år gammel, da Axel fødtes), hvis fader var malersvend og bar et så prangende navn som Julius Ferdinand Algernon Leth.

Axel Olsen dukker for første gang op i travsportens bøger i August 1919, hvor han tildeles lærlingelicens. Han uddannede sig siden hos træner Peter Andersen (født 1879), som kaldtes Peter "Fidus". Andersen var kendt for at i princip altid være i godt humør.
Da unge Axel den 19. December 1923 går op til trænereksamen (på hold med Hemming Andersen og Knud Hansen, kun tre elever totalt) har han taget navnet Axel Leth-Olsen, og fra og med dette tidspunkt figurerer han udelukkende som A.Leth-Olsen, men faktum er, at han først den 12. November 1940 (altså mindre end 3 år før sin død) ved kongelig bevilling fik tilladelse til at føre familienavnet Leth-Olsen. Ved trænereksamen fik Leth-Olsen næsthøjeste karakter. Knud Hansen var 0,03 points bedre! Leth-lsen var bedt i fagene Prakisk Færdighed (ug-) og Væddeløbstheorie (mg+).
Leth-Olsen havde aftjent sin værnepligt fra Oktober 1921 til Juni 1922 og han giftede sig med Inga (født den 4. November 1902 i København) og flyttede til Gasværksvej 29 (5. Sal) på Vesterbro (mellem Istedgade og Halmtorvet). Han begyndte sin trænergerning ved sæsonen 1925's begyndelse.
Det er lidt vanskeligt at fastsætte, hvilke heste Leth-Olsen egentlig var ansvarlig træner for. Dels skiftede hestene meget ofte træner på den tid, og dels blev Leth-Olsen flittigt anvendt af andre trænere til at køre deres heste i løb. Leth-Olsen var helt enkelt vor første "catch-driver". Epitetet "den dygtige kusk" anvendes ofte i omtale af ham, og et eller andet sted har jeg læst, at "Leth-Olsen kan køre en hest i en sytråd"!

Sin første store triumf fik Leth-Olsen i hvert fald som hjælpekusk. I 1928 havde Sofus Särensen to Derbyheste, Ibrahim Pascha og hoppen Johnny Finance. Egentlig ville Sofus ikke starte Johnny Finance, men da Ibrahim Pascha ble halt, ændrede han sig. Nu blev Ibrahim, som efter Sofus' opfattelse var klart den bedste af de to, nogenlunde kampklar, så træneren bestemte sig for at tage chancen. Han meddelte ejeren af Johnny Finance, bagermester Philipps (Hr.Jørn), at der ikke blev nogen Derbystart alligevel, men Philipps ville absolut være med, så Johnny Finance startede med Leth-Olsen i sulkyen. Koster havde også to Derbyheste, Iowa og Joko Worthy, som Knud Hansen blev sat til at køre. Nu ville det sig sådan, at det blev de to gæstekørte heste, som gjorde op om sejren. Johnny Finance førte fra start til mål men blev i opløbet angrebet af Joko Worthy, som dog ikke kom forbi. Jeg skulle gerne ville have oplevet det Derby. Tydeligvis gjorde Koster og Sofus så meget for at paase på hinanden, at de glemte staldkammeraterne oppe foran. Koster blev tredie med Iowa et pænt stykke efter, og Sofus tog fjerdepladsen. Johnny Finance gav ikke mindre end 45 gange pengene - det højeste odds i Derbyets 112-årige historie. Det skulle i øvrigt senere meget overraskende vise sig, at Johnny Finance faktisk var årgangens bedste hest.

I 1930 vandt Leth-Olsen den første udgave af Nationalløbet med Maro, som han kørte for Månsson. Året efter tog han sin anden Derbysejr. Dennegang var det Koster, han kørte for. Koster var klar forhåndsfavorit med Mr.Brooke, så Leth-Olsen fik opgaven at køre Mars. Atter engang førte han fra start, men i opløbet skete der det, at Mars fejlede, og Mr.Brooke kom forbi. Så fejlede den imidlertid også, og så blev det alligevel Mars, som tog årgangens blå bånd. Leth-Olsen kørte 131 løb i 1931, men vandt faktisk kun fem af disse.

Ved sæsonstarten 1933 boede Leth-Olsen på Peder Lykkesvej 6 på Amager, og han havde sine heste på Amager Travbane. Faktisk var der kun to andre trænere, Hemming Andersen og Robert Trautvetter sen., som var privattræner for Stald Chr.Hansen & Søn, som havde heste derude. Leth-Olsen havde kun tre heste i stalden, men den første uge i April fik han syv nye pensionærer, og han ansatte den fra Amerika hjemvendte Magnus Hviid som hjælpetræner. Det blev til 8 sejre det år, året efter 11, siden 9, så 12, og sådan gik det videre til og med 1939. I 1938 havde Leth-Olsen en god 3-åring i træning, og han vandt et enklet løb med denne: Willy B, som efter sæsonen flyttedes til Thomas Hansen og blev en meget betydende hest (på www.bongoracing.dk findes der en hel artikel om Willy B's karriere at læse).

I 1940 kørte Leth-Olsen blot et enkelt løb. I 1941 blev det til en enkelt sejr i 30 starter, og siden var det slut. Totalt vandt Axel Leth-Olsen blot 109 sejre. Imponerende nok var to af altså disse Derbysejre. Skulle Steen Juul have haft den samme Derbysejrsfrekvens, skulle han have vundet nærmere 100 Derbies!

Der er desværre grund til at tro, at Leth-Olsen måtte gennemlide et langt sygdomsforløb, inden døden befriede ham. Ved sin død var han gift med Helga Vilhelmine, født 26. Februar 1898 i Olfert Fischers Gade som datter af politibetjent, fhv.sadelmagersvend August Valdemar Norberg og Selma Vilhelmine Antonette Andersen. Helga levede endnu frem til 1953, hvor hun den 18. Juli døde i boligen på Peder Lykkesvej, som familien havde haft i mindst 20 år.
Leth-Olsen's karriere forbliver nok dunkel, men der en ingen tvivl om, at vi her har at gøre med et kæmpetalent, som skæbnen ikke rigtigt stod bi i det lange løb.....

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Sct.Hans-oprøret (23. Juni 11.04)

Travsporten er en meget fredelig sport. Det ved jeg fra mine år som Elitlopps-ansvarlig. Mens man behøvede 1.500 politibetjente til at få kontrol på 42.000 tilskuere til en fodboldlandskamp fire kilometer fra Solvalla, havde vi tre (3) betjente til at overvåge 32.000 tilskuere på Elitloppet. Det største "hærværk", vi oplevede under en tiårsperiode, var en ødelagt toiletrulleholder og en væltet blomsterkrukke.
Men sindene har skam været i kog også indenfor travsporten. For eksempel på Charlottenlund Travbane idag for 62 år siden, den 23. Juni 1948, på Sct.Hans Aften.
Charlottenlund Travbane kørte en stille og dejlig sommeraften med start kl 17.00. Alting forløb normalt frem til 7. løb, hvor træner Ernst Petersen var helt overlegen med Idealist, men i slutningen af opløbet blev hesten diskvalificeret for urent trav, og sejren gik til Indian Britton med Paul Groch jun. i sulkyen. Publikum blev meget oprørte over diskvalifikationen, og stemningen eskalerede. Der blev tændt bål på tilskuertribunen, og snart styrtede folk over banen til dommertårnet. Dommerne og det øvrige personale i tårnet låste dørene, og de rasende spillere begyndte i stedet at brække brosten op fra banens inderkantsmarkering og slyngede disse mod tårnet. En af disse brosten fløj igennem vinduet i tårnet og ramte meddommer Osvald Nymann i tindingen, og han pådrog sig en dyb flænge.
Politi og brandvæsen kom til. Brandmændene fik kontrol over ilden; havde de mislykkes, havde vi sikkert ikke haft et Lunden med dagens udseende. Den store tribune byggedes jo seks år senere og kom til efter et enormt politiskt og financieringsmæssigt arbejde. Dette var sikkert ikke sket i 1948.
Politiet fik orden på gemytterne, og stenen, som skadede dommer Nymann, sparedes og blev siden opbevaret på Lundens sekretariat. Jeg har selv holdt den i min hånd, for den fandtes på Skjoldhøj Allé 3 frem til 1991 i det mindste. Men mon ikke baneforvalteren har smidt "det gamle lort" ud?
Manden, som kastede stenen, fik en bødestraf og fortsatte med at gå med i Lunden hver eneste dag i mere end 20 år fremover.....

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Rekordsystemet (22. Juni 19.29)

I dag for 100 år siden, den 22. Juni 1910, kørtes der eftermiddagstrav på Charlottenlund Travbane. Denne dag vandtes det hurtige løb overlegent af Brdr.Mauritzens østriskfødte Figaro for træner Joe May på 1:33.9 og en anden af dagens vindere var Julius Pajonceks gode amerikanerhoppe Tramp Girl, som med sin ejer i sulkyen måtte kæmpe for sejren i 1:35.0. Intet mærkeligt i dette, men forud for de to sejre udspillede der sig et mindre og meget amusant (morsomt) drama.

Dengang (frem til sæsonpremieren 1912) kørtes løbene efter det såkaldte rekordsystem, hvilket indebar, at hestene i normale løb (de største årgangsløb var undtaget) handicappedes efter sin bedste vinderrekord. En forbedret vinderrekord betød automatisk "afstraffelse" i form af et vist tillæg. Derfor elskede trænerne på den tid regnvejsdage med dyb bane, hvor man kunne køre så stærkt man ville uden at blive bestraffet. Var det strålende sol og hurtig bane, var det skumle miner på trænernes ansigter.

Den såkaldte "rekordangst" blev et begreb. Den mest rekordrædde kusk skal have været privattræneren A.T.Bording, som civilt var handskemager og derfor altid kørte i skinnende håndbeklædning. Bording var trods sin amatørstatus en betydende travsportsmand, og han havde blandt andet ret til at uddanne trænerlærlinge. Blandt de, som Bording formede, findes den senere stortræner Holger Fischmann, som også uddannede sig hos Julius Pajoncek.
Bording kørte altid med stopur for at være sikker på, at han ikke kørte for stærkt, når han vandt et løb. Visse professionelle trænere morede sig med at råbe helt misvisende tider til ham under løbenes gang for at få ham ud af fatning.
Også den store Julius Pajoncek led af rekordangst, og den 15. Juni 1910 (ugen inden ovennævnte dag) startede han Tramp Girl, en hårdfør hest, som ofte startede flere gange samme dag. Tramp Girl, som havde vinderrekord 1:37.0, blev meget ofte nr. 2. Således også denne dag, hvor hun to gange var anden på samme tid, 1:36.7. Løbsdagen efter, søndag den 19. Juni, startede Tramp Girl i 1. løb, som var for næthutigste klasse, og blev nr. 2 i 1:35.8 til Wanda, som vandt i 1:35.5. Senere på dagen skulle Tramp Girl startede i hurtigløbet mod topheste som Figaro (May), Baron Guy (Fischmann), Borenut (C.L.Müller), Elinor (Høybye) og Ilka Ashbow. Pajoncek kørte ud til løbet med sin hoppe, præsenterede, men blev derefter umiddelbart beordret af sulkyen og erstattet med en såkaldt protestkusk. Travselskabets bestyrelse havde udset den svenske bygmester B.G.Olander til protestkusk, da han formodedes at være den som havde færrest barn med andre (muligvis bortset fra bygmester Müller). Oleander var i stadstøjet, men han hoppede alligevel op i sulkyen bag Tramp Girl siddende på en blypude eftersom han vejede betydeligt mindre end Pajoncek. Havde Pajoncek nægtet at vige pladsen for protestkusken, var han blevet udelukket på livstid!
Tramp Girl stod alene på startdistancen 2480 meter og førte undervejs. Olander lægger et højt tempo, og kun Figaro kan følge med. I opløbet angriber Joe May ihærdigt med sin hingst men Tramp Girl vinder. Spændende minutter venter, indtil vindertiden offentliggøres. Da tiden kom, slog Pajoncek et enormt grin op: Tramp Girl vandt hurtigløbet på 1:36.8 - et sekund langsommere end hun havde travet som anden i den lavere klasse! Joe May behøvede jo faktisk ikke at bryde sig om tiden; han var jo blevet nr. 2. Da vindertiden kom ham til kende, skal han, som var en yderst fåmælt mand, have udbrudt: "Jeg er en elendig fæpande! Jeg skulle have sluppet Figaro og vundet på 1:36"!!! Derfor er det ekstra morsomt, at Figaro tre dage senere på denne dag i dansk travsports historie for 100 år siden vandt på 1:33.9.

Denne Dag I Dansk Travsports historie (21. Juni 22.53)

I dag for 99 år siden, onsdag den 21. Juni 1911, sattes der på Charlottenlund Travbane en rekord, som aldrig er blevet slået og som med allerstørste sandsynelighed aldrig bliver slået heller. Denne dag vandt træner Franz Smrcka [Smærgar] fem sejre. Denne rekord er i sig blev slået flere gange senere - bl.a. af Preben Kjærsgaard og Steen Juul, som i 1980'erne var de to første, som vandt seks sejre samme dag - men der var det specielle ved Smrckas kvintet, at alle fem vindende heste havde samme ejer, Henrik Hansen.

Henrik Hansen var godsejer og fabrikant. Han kom ind i travet i 1908 på en noget speciel måde. Han havde en travhoppe, Mary P, som kørehest og fik for sig at prøve den på travbanen. Han havde ingen træner og lod derfor sin forretningskusk, Helgesen, køre med beskedent resultat. En dag fik træner Smrcka øjnene op for hoppen og spurgte godsejeren, om han fik lov at prøve den. Det resulterade i to hurtige sejre, og Henrik Hansen var solgt for resten af livet, hvilket ville sige de næste 17 år.

Snart havde Henrik Hansen mange heste, ved begyndelsen af sæsonen 1911 hele 21 i træning, og Smrcka blev privattræner for ham. Allerede i 1910 vandt Hansen sin første Derbysejr, da Smrcka kørte hans The Sovereign til sejr.
På den minderige onsdageftermiddag i 1911 havde stalden heste til start i ni af de ti løb. Først ud var nævnte The Sovereign, som i dagens første løb blev fjerde til træner Kalizan's fine Young Wilkas. I andet løb blev Nelly Westpointer ligeledes fjerde, inden Princess Lambert vandt det tredie løb. I 4. løb deltog stalden ikke. Dette løb vandtes i øvrigt af den ualmindelig fine traver Cortella, en 4-årig amerikaner, som Julius Pajoncek havde importeret i 1910. Den sorte hingst, som siden skulle få enorm succes i avlen, vandt det år 11 sejre på 25 starter for Pajoncek, som insisterede på at selv køre sin øjensten, og den satte ny intjeningsrekord med over 20.000 kr.
Det var en parantes. I 5. løb blev Smrcka anden med Black Boy for siden at vinde 6. løv med Eskild og 7. løb med Baron Dreamer. Black Boy var ude igen i 8. løb og blev femte, inden 2-årige Baron Handspring, som siden skulle vise sig at blive en af Danmarks bedste heste, vandt toårsløbet. Det afsluttende løb vandt Smrcka så med den af Pajoncek i 1907 indførte amerikaner Kentucky Boy, hesten som træner Holger Fischmann som 18-årig i 1909 havde vundet sin allerførste sejr med. Kentucky Boy fuldbyrdede Henrik Hansens fantastiske rekord, fem hesteejersejre på samme dag.

Smrcka fortsatte som privattræner for Henrik Hansen yderligere to år, inden han i 1913 blev syg og rejste hjem til Ungarn, hvor han døde kort efter. Hollænderen Mol overtog den store stald, og det var ham som forårsagede den første danske dopingsag ved at give den franskfødte A Harcourt en flaske brændevin i vandspanden inden starten til et løb (i 1914), som hesten vandt helt overlegent. Som tidligere nævnt blev Mol udelukket på livstid, og Henrik Hansens heste gik til amerikaneren Frank Starr for senere at ende hos Paul Groch, som havde Henrik Hansens heste i sin publikstald til dennes død tidligt i 1925. Den 17. Februar samme år solgtes alle godsejerens heste på en eksekutivauktion på Charlottenlund Travbane, og blandt hestene var Danmarks bedste traver Brooke Worthy, som solgtes til møbelhandler Peter Hansen, som med købet genoptog en meget stor hesteejerkarriere. Men det er en anden historie......

Copenhagen Cup 2010 - succes eller fiasko? (17. Juni 17.13)

Så har vi lagt yderligerre et Copenhagen Cup til handlingerne. Her nogle dage senere kan det være på sin plads at reflektere lidt over årets udgave, som blev mærkelig på mange måder, både positivt og negativt.

Som gammel hund i gamet er jeg sikkert et så indsneet på mine normer for, hvorledes et storløb skal bygges op, men det er nu engang mit udgangspunkt for at reflektere.
Selve skapelsen af Copenhagen Cup-feltet var yderst ejendommelig. Den første hest, som blev indbudt, var Halmstads Spring Erom. Ingenting imod denne hest, som jo skulle vise sig at være værd invitationen gennem at gå et fantastisk løb på selve dagen. Men det drejer sig jo om at lægge et niveau. Er det her virkelig det bedste, de kan finde? lød spørgsmålet: Hvordan bliver resten da?
Derefter kørtes det efter min mening fuldstændigt livsfarlige udtagelsesløb i konkurrence med Elitloppet på Solvalla og Travkongen i Billund. Det var ren og skær held, at en så fin hest som Classic Grand Cru og ikke en eller anden bedaget sildehakker vandt løbet. Jeg håber, at DTS fjerner udtagelsesløbet til næste år. Det er helt meningsløst.
Onsdagen inden startanmeldesesdagen gik jeg ind på www.copenhagencup.dk for at se, hvilke heste som var aktuelle. Døm om min overraskelse da jeg konstaterede, at sitet så precis ud som to uger inden: Det eneste som lå ude var propositionerne til stordagen.
Torsdag - tre dag inden lodtrækningen - var der stadig kun to heste klare til CC. Under fredagen væltede der pludselig en masse heste ind, og lørdag formiddag var det hele klart, da sensationen Go On Pale fik den tiende og sidste plads. På vegne af et antal trænere havde jeg anmeldt hestene Beanie M.M., Fitzgerald Bigi, Ilaria Jet, Irambo Jet, Iulius del Ronco og Orso November (Joseph Verbeeck), men bare Iulius del Ronco fik en indbydelse. Nu skal det i sandhedens navn siges, at da trænerne til Beanie og Ilaria havde andre "options", så skulle der sikkert have været anvendt en del overtalelse, men sådanne forsøg skal ikke have forekommet. Samme dag som CC vandt Fitzgerald Bigi iøvrigt i sit hjemland Italien på fantastiske 1:13.5/2640 meter med voltestart, men Andrea Guzzinatis hest var ikke en telefonsamtale værd.......
Da startlisten kom kunne vi konstatere, at Copenhagen Cup var blevet et hestemæssigt vældigt fint og interessant løb, men som internationalt storløb var det allerede på papiret en skuffelse. Seks svensktrænede, to dansktrænede, en italiensktrænet og en fransktrænet hest, som allerede inden var blevet synet på skandinavisk jord, fandtes med. Flere kaldte løbet for en svensk gulddivision med forhøjet præmiesum.
Summa summarum er, at CC-teamet allerede på et tidligt tidspunkt missede muligheden for at bygge en stemning op omkring løbet. Det internationale perspektiv forsvandt, og indbydelsen af Go On Pale som sidste hest skabte en del furrore. Den danske mester Inzaghi ville jo være med. At løbet lukkedes allerede lørdag formiddag er for mig en gåde. Hvorfor ikke vente til lodtrækningsøjeblikket på søndag med at afsløre den sidste hest, som kunne have været en spændende og usynet ikke-skandinavisk joker?

Sletningen af Elitloppsvinderen Iceland blev det næste, som tiltrak sig opmærksomhed. Hesten blev lørdag morgen akut halt og det var ikke muligt at diagnosticere haltheden. Desværre opstod der kraftige rygter om, at træner Melander skulle have "slettet" hesten allerede efter lodtrækningen. Så spørger jeg: Er spor 10 dårligt? Check lige de startspor hesten har haft i løbet af de seneste år. Med en sådan filosofi skulle heste knapt have kunne starte. Havde man allerede glemt, at hesten have spor 8 i Elitloppsforsøget? Til orientering kan jeg fortælle, at Iceland stadig var halt i går onsdag. Melander er meget bekymret for sin hest, og at blive anklaget for fusk er ikke specielt behageligt, specielt ikke i den aktuelle situation.

Selve CC-dagen blev sportsligt en stor succes. Selvom det var halvkoldt og blæste kraftigt så afløstes den ene mere imponerende præstation af den anden, og i modsætning til hovedløbet blev rammeprogrammet præget af en herlig international mixtur. Vindere fra Danmark, Sverige, Norge, Holland og Italien. Sådan!
I selve CC blev vi vidner til fænomenale præstationer af Nu Pagadi og Spring Erom, og Steen Juul's Classic Grand Cru skal også have ros. Mindre sjovt var det at se Go On Pale under hård drivning (af Sjunnesson af alle mennesker!) kravle over mållinien som femte og sikre sig en del danske præmiekroner. Direkte tragisk ar det, at en af de deltagende kuske - Thomas Uhrberg siges det - lykkedes med at delvis ødelægge løbet ved at råbe på omstart. Det bør ikke være tilladt med et sådant beteende, og jeg blev meget glad, da jeg tidligere i dag kunne læse, at DTC havde taget fat i problemet og idømt Uhrberg en straf. Godt nok er 5.000 kr. for billigt, men det var dygtigt at overhovedet finde en fomulering der passede inden for strafferammen.
At køre fjorten løb er helt vanvittigt, og når der absolut skal køres amatørløb, så bør det være det sidste og ikke det første løb. Indvielsen blev ejendommelig, da flere af deltagerne savnedes. Havde man haft lidt sund (Sunn?) fornuft havde man udsat indvielsen men halv time således at alle trænere og kuske kunne deltage, når man nu havde fået tilgang til de herlige Ferrari-biler. Nu sad flere af deltagerne i taxi-biler i stedet.....

Jeg havde glæden af at være indbudt til middagen for løbsdeltagere og honoratiores lørdag aften på Skjoldgaarden. Indrømmes skal også at jeg tog for mig af retterne på Pegasus under søndagseftermiddagen. Dette nævner jeg bare for at udtrykke min begejstring for den mad som tilbydes på Charlottenlund Travbane. Det er noget man kan drage nytte af i sin markedsføring!

Jeg blev gjort opmærksom på en artikel, som Væddeløbsbladets redaktør Henrik Ebbesen havde skrevet på travoggalop.dk fredag inden CC. Jeg fik lejlighed til at læse den, da jeg kom hjem til Sverige. Det skulle vise sig at være utrolig morsom (tragikomisk) læsning. "Et fantastisk program" var overskriften, som hentydede til CC-dagen, og det kan jeg holde med om. Men siden fulgte en propagandesmøre uden deslige. I bedste DDR-stil. "Det bedste af det bedste" fra en række lande er definitivt ikke sandt. Hyldningen af travseks chef Flemming Sunn er patetisk som om at man ved, at han har gjort et dårligt arbejde og forsøger at dække over det med propagandistisk pladder. Ebbesen gør på denne måde sin mand en bjørnestjeste. Jeg skal ikke bedømme Flemming Sunn's arbejdsindsats. Det har jeg ingen ret til med min beskedne kendskab. Han gør givetvis sit bedste, men set udefra arbejder han på en helt anden måde end jeg skulle have gjort. Ifølge Ebbesen skal Sunn have arbejdet benhårdt i modsætning til "internationale storløbskonsulenter som tager sig (for) godt betalt og til tider glemmer deres aftaler". Der findes bare én international storløbskonsulent - og det er mig! Hvordan i himlens navn kan Ebbesen vide, hvad jeg tager betalt? Hvad er det for aftaler, jeg ikke har holdt? Arbejder Ebbesen gratis selv? Hvad berettiger ham, som knapt nogen kender til trods af hans mangeårige chefredaktørskab, til at have synspunkter på mine honorarer? Det er vel kunden, som fastsætter en konsulents honorar? Så Ebbesen for eksempel sin hyldede helt "arbejde benhårdt" på Oslo Grand Prix-dagen, hvor vi andre i øsende regn gik rundt på staldterræn og inderbane for at bearbejde vore kontakter? Om man arbejdede hårdt, burde man så ikke have haft nogen nyhed med hjem fra Elitloppet? Som for eksempel en indbydelse til Elitloppsvinderen? Hvad blev gjort for at få de nordamerikanske heste til at blive i Skandinavien for at starte i CC?
Ebbesens "sviner" gør mig ikke bare rasende, den gør mig også ked af det og bekymret på dansk travsports vegne. Jeg har under mange år været så heldig, at de fleste døre i travets verden står åbne for mig, og man ringer til mig for at få råd og vejledning. Det synes jeg at jeg har ret til at være stolt over. Mit netværk fungerer. Når Danmarks sportschef ringer til en udenlandsk kontakt, siger denne, at "der ringede én fra Danmark, ved du hvem det kan have været...?"
Jeg er naturligvis vældigt subjektiv her. Da travsek overtog Lundens sportslige organisation, stjal man min sukkermad og satte i stedet en rød klud frem for mine øjne. Selv skulle jeg aldrig have påtaget mig at arbejde under en sådan struktur. Er du sportslig ansvarlig er du også tilstede hver eneste løbsdag, du har total check over det lokale hestemateriale og du plejer de lokale interesser. Bare over min døde krop skulle man have få lov at uden fornuftig forklaring lukke "mit" staldterræn for træning. I sådanne tilfælde skal du brænde for din bane, og det kan man ikke som ikke-lundenmand og siddende i Århus.

Hvornår skal vi indenfor travsporten begynde at samarbejde i stedet for at løbe rundt med fordækte kort? Travsekretariatet i Århus og den infrastruktur det representerer har definitivt delt Danmark i to dele, og tilsyneladende er den del, som er tvivlsom til strukturen, stadigt voksende, hvilket betyder, at det bliver sværere og sværere for Sunn og hans medarbejdere at arbejde med fortroende. Ingen af os er Guds gave til travsporten, men fortsætter man med at have den opfattelse, havner man i en helt uholdbar situation.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (14 Juni 23.04)

Hvert år køres på Charlottenlund Travbane Wedellsborg Mindeløb. Mange yngre travmennesker undrer sig sikker over, hvem denne Wedellsborg var.
Baron Wedell Wedellsborg overtog formandsposten i Det Danske Travselskab den 17. December 1909, da selskabets allerførste formand brygger I.C.Tvede afgik ved døden blot 59 år gammel. Wedellsborg blev altså selskabets anden formand og bestred posten i godt 13 år til sin død den 14. Juni 1923, for 87 år siden i dag.
Wedell Wedellsborg var formand i den mest lysende periode for dansk travsport, under de såkaldte guldalderår. Under hans formandstid kom alle tidens betydende trænere til: Max Rabenhorst, Sofus Sørensen, Holger Fischmann, Poul Groch, Frank Starr og Jan Koster. Tidshandicapsystemet blev fjernet 1912. Samme år lagdes banen om til den nuværende 950 meters oval. Trænerskolen blev indført 1913. I 1915 og 1916 byggedes Lundens nuværende staldterræn. Det meste var naturligvis sekretæren Hugo Jørgensens værk, men det var Wedellsborg som trumfede forandringerne igennem i bestyrelsen. Som De sikkert forstår var det en af dansk travsports mest betydende personer, som afgik ved døden denne dag i dansk travsports historie.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (24 Maj 23.33)

Den 24. Maj 1891, for 119 år siden, slog Charlottenlund Travbane for første gang portene op. Folk fra hele Københavnsområdet valfartede til Charlotttes Bøgelund for at se de prægtige dyr konkurrere. Der stod en kraftig blæst over banen, da den tyskejede, amerikanskfødte Trouble blev den allerførste vinder i vort elskede Lunden. Vindertiden var 1:41.8, præmiesummen 800 kr med 500 til vinderen.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (7 Maj 20.31)

I dag, den 7. Maj 2010, er det nøjagtig 99 år siden, Sofus Sørensen debuterede som professionel travtræner. Sofus havde, som tidligere nævnt, kørt to løb i 1910 som lærling for Smrcka, men han ville stå på egne ben, og ved indledningen af sæson 1911 fik han heste for fabrikant Georg Hansen, som senere blev kendt som manden, der lod Travsportens Alderdomshjem på Ordrup Jagtvej opføre. Georg Hansen havde købt amerikanerhoppen Oraosa af Julius Pajoncek, og den deltog i Åbningsløbet, som vandtes overlegent af Frits Sommerfeld med Ida Bondsman i tiden 39.0/2380 meter. Oraosa havde 80 meters tillæg og blev nummer to i tiden 36.5/2460 meter. Der var ikke mindre end 1.700 kr. i førstepræmie, men bare 300 (!) i andenpræmie til Oraosa. Trediehesten Stella Phelps (Rabenhorst) fik 200 kr.
Der deltog ikke mindre end 17 heste i løbet, som blev kørt i noget tung bane. I det slagne felt fandtes nogle af den tids bedste heste: Kentucky Boy, Young Wilkas, Derbyvinderne Tapper og Elinor, Lady Jeanette, Baron Guy, Dreamer Boy og Ingolf.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Walther Kaiser Hansen (3 Maj 21.54)

Idag skulle Walther Kaiser Hansen have fyldt 85 år. Da Walthers liv og karriere blev beskrevet grundigt i forbindelse med championtrænerens død for nogle måneder siden, vil jeg ikke gå ind på dette. Vil De læse detaljeret om Walther, behøver De blot at google ham, så dukker Henrik Bergs strålende artikel om ham op som et af de første alternativer.
Jeg vil dog berette et par sager om Walther, hans bror Jørgen og deres fætter Preben Vebner, som De nok ikke var klar over. Walther havde altså en tre år yngre lillebror, Jørgen Kaiser Hansen (født 17. September 1928) og en to år ældre fætter ved navn Preben Vebner. Alle tre gik på Trænerskolen i December 1949 og sammen med Eyvind Schnell var de tre de eneste af skolens 19 elever som søgte licens med det samme. Eyvind Schnell havde vundet 50 løb som jockey og betragtedes som den klart vigtigste af kandidaterne, så ved sæsonens begyndelse blev han tildelt en egen stald, mens de tre fætre fik lov at dele på to bokse i Skjoldgaarden! Walther og Jørgen havde i og for sig kun to heste (Jørgen valgte at vente med at blive selvstændig og hjalp i stedet sin storebror), nemlig Hamilton og Konning Dear, men Vebner fik snart en hel del heste, bland andet Aage Christoffersens gamle Derbyvinder Future. De tre unge mænd lejede sig ind på Damgaarden på Damgaardsvej længst nede på Ordrup Jagtvej og cyklede frem og tilbage med hestene, når de skulle køres.

Boxproblemerne løste sig med tiden, og Walther fik flere heste. Vebner fik senere på året en fin plag i træning: Onward Eagle, som siden - 1958 - skulle blive Danmarks hurtigste hest, da den vandt et hurtigløb for Palle Sperling på den dengang fantastiske tid 1:16.9a. Vebner måtte slippe hesten efter toårssæsonen, hvor den gik til Hans Hansen for hvem den vandt Derby 1953.
Da Ålborgbanen åbnede flyttede Preben Vebner derop og nedsatte sig. Han blev en meget dominerende træner de første år men valgte senere at koncentrere sig om sin transportvirksomhed. Midt i tresserne var han tilbage i København, men han blev atter træner da banen i Nykøbing åbnede 1966. Kort efter stoppede han atter for at blive taxichauffør i Stenløse, byen hvor jeg voksede op. Preben Vebner blev den første travtræner jeg traf. Det var i sommeren 1968, da han lejede sig ind på nabogården i Stenlille med sine følhopper og ungheste.
Da træner Anthon Nielsen ramtes af kræft, vendte Vebner tilbage til Nykøbing for at hjælpe sin kollega og de dannede en såkaldt popstald, men den rolle videregav han til Viggo Andersen, for i 1971 åbnede Billund-banen, og Vebner måtte naturligvis nedsætte sig der. Han havde et par gode år og hans bedste hest var fuksen Mahogny. Midt i 70'erne blev Vebner amatør, og han levede endnu for nogle år siden i Skive.

Jørgen Kaiser Hansen, som blot havde kørt fem løb inden han tog trænereksamen valgte snart at drage til USA for at blive hjælpetræner der, og han kom først tilbage i efteråret 1959, hvor han nedsatte sig som selvstændig. I 1967 tog han sin karriæres største sejr, da han vandt Dansk Trav Kriterium med Kaiserdrengen.
Jørgen gjorde sin fætter Preben selskab, da Billund åbnede i 1971, og han var træner der i mange år. Han var også meget aktiv i Dansk Travtrænerforening.
Desværre har jeg ikke kunnet klarlægge hverken Jørgen Kaiser Hansen's eller Preben Vebners skæbner, men jeg kommer naturligtvis at genoptage tråden, hvis jeg får mere information.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (1 Maj 09.11)

Ifølge mine optegnelser fylder fhv. travtræner Henry Olsen 70 år idag. Henry Olsen er som jeg selv Nordsjællænder. Han fødtes i 1940 i Gerlev i Hornsherred ikke langt fra Frederikssund. Han kom i lære hos Sofus Sørensen og var siden hos Walther Kaiser Hanen og Gerhard Petersen, inden han kom til Jens Ipsen i 1968. Han tog sin trænereksamen i December 1965 på hold med senere kollegaer som Hans Andersen, Harry Carstensen, Mogens Frost, Jens Jensen, Harald Lund, René Mathiesen, alt for tidligt afdøde Anthon Nielsen, Aksel Pedersen, Børge Rasmussen og Bjarne Schnell. Da Ipsen pludselig stoppede som Lundentræner i slutningen af Februar 1971, fik Henry chancen for at blive selvstændig. Det blev succes direkte, da han vandt sin første trænerstart med Lepona Siegård. Derefter gik det sejgt, indtil nytåret 1972, hvor han debuterede stortalentet Pat Brooke (A.C.s Warrior), som han vandt mange sejre med. Derefter fortsatte Henry med at fremtage nyttige traver fra et altid yderst begrænset meteriale: Master Newport, Ove Smedegård, Stig F, Taifun, Vera, Channon Byvang og Delight. De to sidstnævnte havde han, da han sluttede som træner i Maj 1981, hvor han valgte at overgå til andet erhverv.
Henry var den stilfærdige træner, som aldrig lagde pisken på sine heste, men han skabte alligevel sejrsheste som de nævnte Pat Brooke og Channon Byvang. Henry var altid hyggelig at snakke med, hvilket jeg ofte fik anledning til under langsomkørningen i Charlottenlund. Han har i mange år boet i Kokkedal i Nordsjælland, hvor jeg håber at han får yderligere mange gode år.

Den 1. Maj 1913 var også en speciel dag i dansk travsportshistorie. Det var sæsonens åbningsdag, og Åbningsløbet vandtes af Greeta Dillon med Sofus Sørensen. Intet specielt i det, men andenhesten i mål var Brdr.Mauritzen's Sister Custer, som kørtes af Max Rabenhorst. Det var trænerens første start for Danmarks gennem tiderne største væddeløbsstald. Rabenhorst have overtaget stalden i vinterens løb fra August Tatzky, og andenpladsen med Sister Custer skulle blive begyndelsen til næsten ti års mageløs succes med staldens heste. En succes som kulminerede i 1917-18 med den fantastiske hoppe Queen.
Men der skete andre ting den 1. Maj 1913. Sjette løb vandtes af den kolossalt store franskfødte hingst Dwina, som var fuks og skal have målt næsten 180 cm i stang. Afstamningen var Presbourg af Pawnetta, og det var Julius Pajoncek som tidligere på året havde købt den fra Holland af H.Schnaap. Det var også en hollandsk kusk, Sidenius, som kørte hingsten i dens danske debutløb. Det foranledigede Albert Mauritzen (Brdr.Mauritzen), som ejede andenhesten i mål Figaro, til at nedlægge protest mod Dwina. Han påstod, at det ikke var Mr.King (Pajoncek), som ejede hingsten, men efter en kontrol med det hollandske centralforbund fik man klarhed for, at Mr.King var ejer af hesten, og de af hr. Mauritzen erlagte 25 kr. i protestdepositum gik til Understøttelsesfonden.
Dwina skulle vise sig at være et monster, langt den bedste hest som nogensinde havde sat sine ben på en dansk travbane. Først da Peter Pogue dukkede op i begyndelsen af 20'erne kunne man tale om en jævnbyrdig eller bedre hest. Ialt startede Dwina 14 gange i Charlottenlund. Det blev til fem sejre og to andenpladser og 11.100 kr. i præmier. Det lyder måske ikke af så meget, men man skal tænke på, at hesten måtte starte med enorme tillæg hver eneste gang og ofte i heatløb, hvor det blev til tre eller fire starter samme dag (heatløbsstarter regnedes dog kun som én start). Mod slutningen af sæsonen var det i princip umuligt for hesten at vinde løb, hvillket ødelagde nævnte statestik.
Dwina deltog kun i Charlottenlund i 1913. Året efter var den borte, formodentlig solgt til Tyskland. Løbsudskrivningssystemet havde gjort det umuligt at deltage i løbene for én af de bedste heste som nogensinde har sat sine hove på en dansk travbane.......

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (29 April 20.43)

Selvom det er den 29. April idag, vil jeg undtagelsesvis vende tilbage til den under træner Sommerfeld nævnte 26. April 1908. Det var altså sæsonpremiere i Charlottenlund, og traditionen tro kørtes Dansk Trav Derby på årets første løbsdag (!!!). Man indledte med Åbningsløb som vandtes af træner Franz Smrcka med Mr.Fog's Dirigent. Dagens 2. løb var første afdeling af Derbyet, og den blev vundet af træner Joe May med Brdr.Mauritzen's Axel i tiden 1:44.8/3000. Derbyet var - som de fleste klassiske løb på det tidspunkt - på grund af stort deltagerantal delt i to avdelinger. Endda var der kun sammenlagt 11 heste med, fem i 1. afdeling og seks i den anden, som vandtes af Mr.Fog's Tapper kørt af Smrcka. De fem hutigste tider tog præmierna, og det skete ikke sjældent, at vinderen af den ene afdeling ikke fik en krone, eftersom der var fem eller flere som var hurtigere i den anden.
I 1908 skete der det usandsynlige, at der mellem de to Derby-afdelinger udbrød den mest modbydelige snestorm, man kan tænke sig, og da 2. afdeling blev kørt, betegnedes banen som meget tung. Ikke desto mindre var Tapper hele 12 sekunder hurtigere om at gennemføre de 3000 meter og hans vindertid blev 1:40.8. Axels tid fra 1. Afdeling rakte kun til en femteplads. Førstepræmien var 2.700 kr.
Mr. Fog som ejede Derbyvinderen Tapper var pseudonym for den svenske bygmester B.G.Olander, som inden sæsonens begyndelse havde lejet hele den norske storhesteejer Niels Brækkes stald, hvilket må siges at have været en vellykket transaktion.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Leif Nielsen - Den Lille Troldmand (27 April 23.59)

Jeg begyndte for alvor at interessere mig for travsporten i 1968. Interessen baseredes på avisomtalen i Frederiksborg Amtsavis - og der var en hel sådan på den tid - og B.T., TV-reportager og de travheste, som befandt sig i min nærhed, først og fremmest på rideskolen Falkærgård, som blev drevet af Birger Jansen (senere Hejnstrup). Selvom jeg endnu aldrig havde sat mine ben på en travbane, fik jeg tidligt en favorittræner og -kusk: Leif Nielsen. Hvad det beroede på, er svært at sige, men det var sådan, at jeg hver morgen på vej i skolebussen passerede hans gård Søvang i Udlejre mellem Ølstykke og Frederikssund. Desuden havde den unge B.T.-journalist Jens Erik Holdgaard stor sympati for Leif Nielsen og skrev gerne, ofte og meget om træneren, så der holdt jeg mig opdateret. Desuden trænede Leif en af mine første favoritheste, hoppen Hattie, og han brillierede med altid at have en høj sejrsprocent.

Leif Nielsen blev født denne dag, den 27. April 1921. Han kom først sent ind i travet, i 1943, og tog sin trænereksamen i 1949 sammen med blandt andet Walther Kaiser Hansen og alle de andre, som jeg har nævnt ved flere lejligheder. Leif Nielsen begyndte i modsætning til Walther og Eyvind Schnell ikke som selvstændig lige med det samme, han ventede til 1952, da han var 31 år gammel. Han havde blot to heste at begynde med. De næste 26 år blev rammen om en af de mest betydende og mest omtalte trænerkarriærer i dansk travsports historie, en karriære kantet med enorme fremgange men også med konflikter.
Egentlig er det vanvittigt at forsøge at beskrive Leif Nielsen på den begrænsede plads, som findes her. En bog havde været mere passende.

Leif Nielsen blev uddannet hos Julius Høybye jun., Poul Grandahl (Børge's ældre bror, som sluttede som træner i 1957) og Orla Bregnbak. Det blev til 50 starter og fire ssejre som jockey, blandt andet vandt Leif Jockeymesterskabet 1949. Efter trænereksamen var han sammenlagt to år hos de store trænere Koster og Månsson, inden han tog springet i 1952. Det gik lidt sejgt i begyndelsen, men han havde da en hest som Minister Root, og da de to fine hopper Revanche og Signorina kom til i 1956-57 blev der mere fart over feltet for "Lille-Leif". Han vandt også sine to første klassiske sejre i de år: Opdrætningsløbet 1956 og Kriteriet 1957 med Ursus the Great, som senere blev flyttet til Gerhard Petersen.

I 1959 fik Leif Nielsen Stutteri Cathrineberg i stalden og dermed også den fantastiskke Ruder Konge, men 1959 var først og fremmest året hvor Leif Nielsen vandt sit livs eneste Derby.
Leif havde fået hesten Aprilsnar over fra Andy Kierstein på Fyn med henblik på at forberede den på Derbyet i Charlottenlund. Det var ingen stjerne, Nielsen fik over i slutningen af Juni. På 9 starter i Odense havde Aprilsnar bare vundet et løb og havde sat rekord 1:25.0. Den debuterede for Leif den 1. Juli i Charlottenlund med en femteplads på 1.25.5. Interessant i sammenhænget er, at da hele travcirkuset efter Amagers sidste løbsdag i Juni drog til Charlottenlund, beholdt Leif Aprilsnar på Amager, og dens sidste vikgtige hurtigarbejder foregik helt uden opmærksomhed.
Aprilsnar stod i hele 387:10, da det 19 heste store Derbyfeldt søndag den 12. Juli blev sendt afsted med startbilens hjælp. Aprilsnar sad langt nede i feltet indtil sidste langside, hvor den 600 meter fra mål fik marchorder og i en enorm speed rundede hele feltet til overlegen sejr i ny personlig rekord 1:23.9a/3000 meter, den næst hurtigste i løbets historie. Pudsigt nok fik Andy Kierstein træneræren, selvom Leif Nielsen havde haft den de sidste tre uger inden det store løb.
Den største dag i Leif Nielsen's travtrænerliv fik en trist afklang. Efter at han i 8. løb havde vundet hurtigklassens klassiske Derbydagsløb om Courvoisier Pokalen, styrstede han i 9. løb, Derby Trøstløb, med hesten Annine og pådrog sig alvorligere skader, som betingede et langt sygeleje. De skader på ryggen han fik, plagede ham siden af og til under resten af karrieren.

Leif Nielsen kom tilbage i løbet af efteråret, og det følgende år, 1960, kunne have blevet det helt store år for ham. Han var på vej mod championatet, da han den 14. August vandt Amagers Treårsmesterskab med den såkaldte "TV-hest" Ca Va Richmond. Desværre tog Nielsen i alt får hårdt med pisken og fik en udelukkelsesdom på fem uger, hvilket kostede ham mange sejre. F.eks. vandt hans Diana Spencer Dansk Opdrætningsløb for Kaj "Mr.Smiles" Hansen. Det blev ikke til noget championat dette år, Mark Ingdam tog den sidste af sine ti titler, og Leif Nielsen blev aldrig champion.
Men han fortsatte med at vinde storløb. Ruder Konge var et års tid hos Gerhard Petersen i begyndelsen af 60'erne, men i 1962 var den tilbage hos Nielsen, som vandt Mesterskab for Danmark med hesten som 11- og 12-årig!

I løbet af tresserne fulgte fremgange med Basta Hanover, Fjuri Axworthy, H.R.Cathrineberg ("Den Lille Igle") og mange flere. I 1967 var han først i mål i Kriteriet med Kap Cathrineberg, men den diskvalificeredes for urent trav og Jørgen Kaiser Hansen fik sejren med Kaiserdrengen. Leif tog dog hurtigt revanche. I 1968 vandt han som gæstekusk for Bjarne Schnell Kriteriet med Lewport, som ejedes af The Platters "opfinder" Niels Wenkens. Bjarne Schnell var selv nr. 2 med Løjtnant Nord, en utrolig triumf for den blot 24-årige træner.

I begyndelsen af 70'erne havde Leif Nielsen en lille men yderst velbesat stald på en 10-11 heste og ett gammelt udtryk fra 30'erne, laksestald, genoplivedes. Med heste som Marloo, Marco Polo, Norbit, Once Again, Osty Hanover og senere Rik, Ritva Pride og Ronson vandt træneren næsten hver eneste gang og opnåede en meget høj sejrsprocent. Med Paw Senator var han målfotoslået i Derbyet 1973 efter føring fra start. Nogen større stald fik han aldrig mere, og han havde bare seks heste i træning, da han pludselig valgte at stoppe som træner i Juni 1978. I stalden fandtes bland andet sejrshesten Billi Hanover, som fortsatte med at vinde sejre på stribe for sin nye træner Torben Fischer.

Leif Nielsen var det meste af sin karriere vældigt travpolitisk aktiv, og han var en af hovedaktørerne i den såkaldte travkrig, da trænerne skulle vælge mellem de to baner. Leif Nielsen's Lunden-fraktion drog sig så sandelig vindende ud af den strid. Leif var ofte rubrikkernes mand. Som De forstår så bevægede han sig i de ekstreme regioner med alt han foretog sig. Hans kørestil - "gallerikørsel" kaldte mange det - var ekstrem. i opløbet kastede han sig bagud i sulkyen og viftede med linerne, han kunne vinde fire løb den ene løbsdag for at løbsdagen galoppere med de samme fire som storfavoritter. Han var det, som svenskerne kalder "vinde-eller-forsvinde-kusk". Han satte hele sin personlige prestige til i travkrigen, hvilket var syndelig ekstremt af en professionel travtræner, og til og med hans sorti blev anderledes. Han holdt helt enkelt op fra den ene dag til den anden og flyttede til Spanien.
Femten år senere kom Leif Nielsen tilbage for at nyde sit otium i Danmark, og han kom hyppigt på Lundens staldterræn. Leif Nielsen døde i 2003, 82 år gammel.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Træner Frits Sommerfeld (26 April 17.53)

Søndag, den 26. April 1908 debuterede Friedrich (Frits) Sommerfeld som professionel travtræner ved Charlottenlund Travbane. Sommerfeld kom fra Tyskland, men jeg har ikke kunnet finde ud af noget om hans fortid og ved således heller ikke, hvornår han var født. I modsætning til de fleste andre tilrejste trænere, så havde han ikke noget privattrænerjob, da han kom. Han måtte tage hvad som fandtes i hestematerialet, og det var en noget broget samling som prægede hans første sæson.
Det var i dagens 5. løb, som Frits Sommerfeld kørte sit første løb i Danmark. Det skete med H.P.Nielsen jun.'s Helena, som sluttede uplaceret. I 6. løb blev han femte med Elise Amber. Lidt senere på sæsonen fik han sin første betydelige hesteejer i Kgl. Hoffiskehandler Oscar Fridricksen (Sir Ralph), som havde den fine Miss Alentell, med hvilken Sommerfeld vandt sin første sejr den 6. September 1908.
Året efter fik han den store hesteejer bagermester H.F.Eiermann i stalden, og den første toptraver i samarbejdet var Ida Bondsman, som klarede sig fint i den bedste klasse. I 1912 vandt Sommerfeld sin første klassiske sejr med hesten Anteeo Custer, som sejrede i Dansk Opdrætningsløb i tiden 1:38.1, hvilket gjorde hesten til den første vinder af løbet som travede under 1:40. Året efter vandt Anteeo Custer Dansk Trav Kriterium og satte atter ny løbsrekord, men da Derbyet 1914 skulle køres var Anteeo Custer ikke i topform og kunne ikke leve op til habet om at blive Triple Crown-vinder. Han blev dog tredie i kampen om travets bla band.
Anteeo Custer solgtes til Norge som avlshingst, og han fik en ganske interessant skæbne. Han blev opstaldet nær den svenske grænse, og en ældre travmand fra Dalsland, som jeg har talt med mange gange, påstår hårdnakket, at Anteeo Custer var far til hesten Solo, født 1930. Der er bare det ved det, at Solo var en koldblodstraver (!) og een af de mest betydende avlshingste i racens avlshistorie.
Sommerfeld's næste stjerne kunne have blevet Tapper jr. (født 1914). Den var lynende hurtig og lovede vældigt meget, da den døde allerede som 2-åring. I den fælgende årgang fik Frits Sommerfeldt den bedste hest, han nogensinde trænede, den af Julius Pajoncek opdrættede Union Boy, som senere kommer at blive tilegnet sin egen artikel her på sitet. Union Boy blev Danmarks suverænt bedste indlænder, men selvom det blev træner Fischmann man hæftede sammen med hesten, så var det faktisk således, at Sommerfeld vandt Dansk Trav Kriterium med hesten i 1918, inden den blev solgt til Fischmann's storhesteejer Mr.Farmer.
Ved et tidspunkt sendte Eiermann også heste til træner Frank Starr, og Sommerfeld var i 1920'erne betydeligt mindre synlig i løbene. Han havde dog heste for Eiermann indtil denne solgte sine sidste heste i 1929. Han fik andre hesteejere, og hans søn Ernst overtog staldens køreture, da alderen begyndte at sætte sit præg på Frits. Dette får mig til at tro, at Sommerfeld var oppe i årene, da han kom til Danmark, selvom han ser relativt ung ud på billedet taget efter Kriteriesejren. Jeg mener at have læst, at han kørte løb allerede omkring 1895, og jeg ved at han kørte sit sidste løb i 1939. Han kørte blot det ene løb det år, men sønnen fortsatte med at køre løb. Jeg tror, at Sommerfeld sluttede 1940, for Ernst kørte sidenhen kun heste for andre trænere og så sent som 1947 vandt han et løb med en hest ved navn Henry Ford. Han havde også licens i 1948 men forsvandt så.
Frits Sommerfeld var kendt som en beskeden mand, og det var måske derfor at han aldrig blev den helt store træner. Han var kendt for sin dygtighed med plagge og for sin omhyggelighed i stalden.

Denne Dag i Dansk Travsports Historie: William Jensen (21 April 11.33, opdateret 23. Juni 23.09)

Den 21. April 1898 fødtes i Evanston, en nordlig forstad til Chicago, Illinois et drengebarn, som tildeltes navnet William Mozart Jensen. Opkaldt efter kulturhistoriens måske største unge talent, skulle William også blive et stort ungt talent indenfor det erhverv han med tiden valgte, træner af travheste. Ligesom som sin "navnebror" skulle den sidste del af hans liv blive plaget af sygdom, men William Jensen blev dog mere end dobbelt så gammel som Wolfgang Amadeus. William Mozart havde formodentlig danske forældre, men hvornår han kom til Danmark, har jeg ikke kunnet finde ud af. Det kan dog senest være sket i 1912.

Første gang William Mozart Jensen overhovedet dukker op i dansk travsportshistorie er i forbindelse med travtrænereksamen den 30. Marts 1916! William var altså ikke fyldt 18 år, da han gik op til eksamen, og han havde endnu ikke kørt løb. Det var først senere at kravet om at have kørt løb for professionelt licensieret travtræner dukkede op i betingelserne for at tage travtrænereksamen. I 1916 krævedes det "blot", at man havde været under uddannelse i 3½ år i en stald, som var godkendt til at uddanne lærlinge til travtrænere. Det var langt fra alle trænere som var godkendte, men derimod var der en del privatstalde, som havde fået tilladelse.
William Jensen var som så mange andre toptrænere (Holger Fischmann, Max Rabenhorst.....) uddannet hos den fantastiske Julius Pajoncek, som var født i det polske Pommern og opvokset i Rumænien. Jeg kommer senere at presentere Dem for dette dansk travsports tidlige geni. På den tid afholdtes der trænerskole hvert år (første gang i 1913), hvilket normalt medførte, at der var få eksaminanter. I 1916 deltog foruden William Jensen, Arthur Griess, der var uddannet hos sin fader Joseph Griess, som havde været træner i Charlottenlund siden kort tid efter at banen åbnede, og Harry Petersen, som var uddannet hos Frits Sommerfeld. Det skulle bare blive Wm.Jensen som skulle blive træner (dog var Griess selvständig en meget kort tid i begyndelsen af 20'erne), men Harry Petersen fik en meget lang karriere som staldmand.
Eksaminanterne var oppe i fagene Staldtjeneste og Praktisk Færdighed, Engelsk, Tysk, Væddeløbsteori, Anatomi og Fysiologi samt Exterieurelære. I det første fag var træner Anton Oksby eksaminator og storhesteejeren bagermester Heinrich Eiermann (Brdr.Eiermann) censor. Desuden medvirkede både generalsekretæren Hugo Jørgensen, hans søn ungsekretæren Helge Marks Jørgensen, sproglærer C.Schou, generalmajor, kammerherre Hegermann Lindencrone, ritmester C. Petersen Dan, dyrlæge H.P.Nielsen samt professor dr.med. S.Pauli. Man begyndte kl. 10.00, og sidste eksamination var kl. 15.30. Griess fik (takket være sine (tysk-)sprogkundskaber!) højest karakter og William Jensen var næstbedst. Hans bedste fag var anatomi, hvor han fik det eneste UG som deltes ud under hele eksamen. Sprogene voldte både Wm.Jensen og Harry Petersen problem. Fraregner man disse var William klart den bedste elev.
William Jensen debuterede først i løb 1917. Det var den 9. September, hvor han kørte storhesteejeren Henrik Hansens Columbine for træner Groch. Det gik ikke så godt. Hoppen blev distanceret. William havde yderligere en køretur det år uden at opnå placering. Året efter blev det til fem løb uden en eneste krone indkørt, og i 1919 deltog Wm.Jensen overhovedet ikke i løbene.
I 1920 vandt William Jensen så 22 år gammel sit første løb. Det var med Ellemone. Han var nu blevet ansat hos træner Koster, som snart udnævnte William til sin førstemand, og så kom der fart på. Wm.Jensen vistes enorm tillid af Koster, som oftest havde flere heste til start i de store løb. William vandt ikke noget af de klassiske løb som jockey, men han var flere gange både anden og tredie og placeret før sin principal. I 1922 vandt han det første jockeyløb, som blev udskrevet på den nyåbnede Amagerbane. I 1923 sluttede William på en fjerdeplads i den professionelle liga efter Koster, Sofus Sørensen og Groch.

Ved begyndelsen af sæsonen 1924 begyndte William Mozart Jensen så som selvstændig træner. Han fik betydende hesteejere fra begyndelsen. Blandt andet J.H.Jensen, som sendte sin gamle Derbyvinder Tornado til den nye træner. Men Tornado var 10 år gammel og nærmest udbrændt. Også den svenske storstald C.Th.Ericsson viste William Jensen fortroende med f.eks. hesten Cortella II. Her ved trænerkarrierens begyndelse tydede alt på, at William Jensen skulle kunne blive Kosters efterfølger på championatstronen.
Allerede i sin første sæson som træner fik Wm.Jensen en plag, som skulle vise sig at blive hans mest betydende hest, i træning. Hesten hed Maro (Alabama Bond - Magnolia). Allerede som 2-åring brød den igennem ved at vinde Dansk Opdrætningsløb, og 1926 leverede den årets største indlænderpræstation ved at vinde Dansk Trav Kriterium på den dengang fænomenale tid 1.29.7/2600 meter, en forbedring af løbsrekorden med 2,7 sekunder og absolut dansk rekord for 3-åringer uanset distance. Samme år havde William fået den gamle kæmpe Don Orlan, som i 1922 vandt det allerførste løb på Amager for træner Starr, i træning, og parret chockerede ved at slå stortraverne San Walker og Harrison Dillon i Mesterskab for Danmark. Wm.Jensen vandt desuden Tvede Memorial det år med Ida III. Så han havde en stor sæson.
I 1927 var Maro naturligtvis storfavorit til Derbysejren, men den var en skygge af sig selv og opgav. Hidalgo (Koster) vandt. Maro led af overtræningssymptomer, og her fik vi et første tydeligt bevis på det som både blev William Jensens styrke og fald: Han krævede utroligt meget af sig selv men også af sine heste.

Af ikke helt tydelige årsager valgte William Jensen at nedsætte sig som træner i Århus, året efter at banen var åbnet for travløb 1929. Han havde god kontakt til en af den nye banes initiativtagere, Kaj Vang Andersen, stutteri Karensdal, og det sagdes, at William Jensen flyttede til Århus for at være med til at hjælpe banen i gang. Han trænede i princip alle heste på banen, men kørte bare to løb i løbet af de 1½ år han var i den jydske hovedstad. Amatørerne kørte selv sine heste. Den 25. August 1931 - dagens efter sæsonafslutningen i Jylland - vendte William Jensen tilbage til København medbringende et antal jydske travere, og han genoptog straks sin sejrsgang med et bemærkelsesværdigt antal sejre i løbet af efteråret 1931
I 1932 havde han en velfyldt stald igen. I 1933 vandt han atter Tvede Memorial, nu med Rex Intune, som ejedes af Vang Andersens bror Jacob. Samme efterår fik William en hest i træning, som kunne være blevet hans livs hest, hvis han havde fået lov at beholde den: Sonny Diamond.
William Jensen debuterede Sonny Diamond som 2-åring allerede den 27. Maj med sejr i 1.36.1 til følje. Det blev til totalt otte stareter og yderligere en sejr og 2.050 kr. indtjent, inden den første sæson var slut.
Ved overgangen til sæson 1935 blev William Jensen engageret som privattræner for hesteejeren Søren Houlberg (ja, det er ham med de røde pølser). Houlberg havde købt avlshingsten Brusiloff og stutteriet Stenrødgaard i Kongens Lyngby og ville atse stort. Engagementet medførte for William Jensen, at han måtte sige sine andre heste, deriblandt Sonny Diamond, som for en kort periode gik til Knud Hansen og siden til Koster, op.
Houlberg's atsning blev en kolossal succes. Stalden vandt mængder med løb og William Jensen nåede en helt fantastisk sejrsprocent med staldens heste. Den bedste var U.S.A. med hvilken William 1937 andt Kriteriet og Derbyet i 1938. Tiden med Houlberg blev dog altfor kort, idet den offervillige mand pludselig døde kort tid inden Derbyet, og han fik altså ikke lov at opleve sin allerstørste triumf.
Houlbergs søn drev stalden videre en tid, men snart opløstes den, og William Jensen blev atter publictræner. Han fik bland andet heste for møbelhandler Peter Hansen, men de bedste Sandy Mac og Harrison Dillon jr. var slidt op, og snart afgik også Peter Hnsen ved døden.
William Jensen bestemte sig ved krigsudbruddet 1940 atter for at forsøge sig i Århus. Det gik faktisk strålende. Han vandt Judsk 2-årings Grand Prix både 1941 og 1942, 4-års Grand Prix 1942 og 3-års Grand Prix 1943. Han blev champion 1942 med en ny overlegen sejrsrekord på 31.
I slutningen af sæsonen 1943 var William Jensen atter træner i København, og de næste 7-8 år gik det virkelig godt for ham. Han havde en ret stor stald og vandt betydeligt med sejre.
Den 10. November 1948 kom Wiliam Jensen på Amager Travbane ud for et stygt uheld. Han kørte hesten Klio, som styrtede inde i feltet. Willian pådrog sig en hjernerystelse, en flænge over det ene øre og en skulderrlæssion. Han blev borte fra løbene en tid, men heldivis var hans 23-årige søn Tage Boldt (Jensen) blev dygtigt indskolet i virksomheden, han var en god kusk, og alting fortsatte på bedste måde med fine heste som Keep Roelsø, Komtesse the Great og Lincoln, hesten med det skøve hoved, som William sel allerde havde vundet to toårsløb med.
William Jensen var snart tilbage, men lørdag den 27. August 1949 bliver han på staldgangen efter dagens sidste løb sparket af hesten Inita Britton, og bliver indlagt på hospital med benbrud. Sønnen Tage rykkede atter ind, og stalden sluttede med at have vundet 25 sejre det år. Blandt andet valdt Boldt Gentofte Kommunes Ærespræmie over 2400 meter med den blot 3-årige Lincoln.
Atter engang rejste William Jensen sig og fremtog nye talenter. I 1951 havde han to af de bedste 2-åringer i Olympic og Oward. Olympic overvintrede som favorit til Kriteriet, men da William Jensen ved begyndelsen af sæsonen 1952 blev alvorligt syg, ringede hans hustru til Mark Ingdam og spurgte, om han kunne overtage træningen af hesten, som han i øvrigt selv havde opdrættet. Olympic vandt siden Kriteriet mens William Jensen i løbet af sæsonen 1952 gav op på grund af den sygdom, som siden skulle blive langvarig og yderst plagsom for ham. Tage Boldt tog over og havde en del succes - blandt andet med hesten Lejla, og i 1956 havde han en virkelig fin 2-åring i Uranos. I begyndelen af September det år vandt han en fin sejr med Lejla, men ugen efter erfarede man, at Boldt var stoppet som træner og havde solgt sin forretning til Mogens Ingvard, som begyndte som selvstændig den 15. September 1956.
Som læremester må William Jensen have været af meget høj standard. Han uddannede blandt andet dygtige trænere som Rudolf Jensen, Gunnar Vang Andersen og Ernst Petersen.
William Jensen levede yderligere nogle år i sit hjem i Rosendalsgade 11 på Østerbro, inden sygdom tvang ham til plejehjemsophold.  Den 12. Januar 1970 blev han knap 72 år gammel endelig befriet for sine lidelser og afgik ved døden på Nørre Hospital i Ryesgade. Med sine totalt 501 personlige sejre må William Mozart Jensen regnes for én af de mere betydelse indenfor vor sport. En mand som med lidt mere held og måske lidt mindre selvkritik kunne være blevet en af de allerstørste.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Henning Fink (19. April 17.43)

I dag skulle nyligt afdøde travtræner Henning Fink være fyldt 68 år. Da min hjemmeside ikke lå oppe, da Henning gik bort, vil jeg i stedet omtale ham i dag på hans fødselsdag. Jeg vil ikke gå igennem hans karriære som travtræner men derimod præsentere ham for dem, som ikke ved så meget om, hvem Henning Fink var.

Henning fødtes i Thy i Nordjylland og voksede op i den lille by Hundborg i nærheden af Thisted. Via en anden thybo, som ejede hurtigtraveren Speed Hanover (født 1952) og siden Koldbypigen (1964) kom Henning i kontakt med travsporten, men han skulle nå at blive næsten 25 år, inden travet blev hans levebrød. Henning tog først en agronomuddannelse på Landbohøjskolen i København og var derefter soldat, inden han midt i tresserne fik arbejde hos daværende træner Dan Jensen. Efter et års tid hos denne fik Fink i 1968 arbejde hos Tommy Petersen, hvor han på nogle måneder nær blev i hele ti år, indtil han nedsatte sig som selvstændig træner ved nytår 1978.
Allerede fra begyndelsen havde Henning altid en egen kørehest. Den første var Lille Ole, som fulgte med til Tommy Petersen, siden fulgte Nixon og Rick Senator. Trænereksamen tog han i December 1969 på hold med de senere kollegaer Torben Fischer, Per Josephsen, Mogens Larsen, Henrik Mylner, Helge Rasmussen og René Ravn. Også Thorkild Hansen og Danmarks første kvindelige træner Lena Jensen fandtes med på holdet.
I slutningen af 1977 overtog Henning Fink Andy Kierstein's stald. Han begyndte med hestene Sirkku Senator, Thor Bendes, Tinto Ellehøj, Torry Pastime, Anna Bogø samt plaggen Carmen T. Ingen imponerende samling, og de heste som tilkom de første måneder var ikke bedre bevendt, og der var mange som rystede på hovedet af den nye træner.

Jeg kom i kontakt med Henning Fink umiddelbart efter at han var blevet selvstændig. Jeg var selv (efter næsten 10 år på publikumssiden) ny på staldterrænet. Jeg kom i stalden hos Leif Løfgren, som var nabo med den stald som Henning Fink delte med Mogens Ingvard. Det var i længen som Steen Juul siden mange år tilbage råder over. Løfgren var i den vestre del, Henning og Ingvard i den østre.
En dag efter løbene var min bil brudt sammen, det var snestorm og alt var fortvivlende. Så kom Henning og tilbød at køre mig hjem trods omvejen i det ubehagelige vejr. Det var let at komme i kontakt med Henning, og da det altid havde interesseret mig at følge nye trænere fra starten, blev det siden til megen omgang med ham. Henning var socialt vældig begavet og fortalte gerne om sine heste. Selv de mest uduelige kunne han se noget positivt med. Han prøvede blandt andet med en psykopat som hed Usty Guy og med Trine M, som kun kunne spændes for udenfor stalden.
Selvom sucessen til en begyndelse udeblev, så formåede Henning at tiltrække sig nye hesteejere. Til en sådan købte han Annette Pride fra Leif Løfgren, og med hende vandt han sin første sejr som selvstændig den 5. April 1978, på min fødselsdag.
Det blev bare til to personlige sejre den første sæson, men amatører og jockeyer vandt en del løb, og stalden blev udvidet med en række interessante ungheste, så da sæson 1979 begyndte tog Henning for alvor fat. Først kom Basse Mac og vandt sejr på sejr, så kom den extremt speedige Count Speed, derefter Cato T og mange flere. Henning Fink havde fået tag markedet og blev en betydende faktor på Lunden de kommende år. Han var jo stor af vækst og blev aldrig den store kusk, men det kompenserede han for ved at vise dygtighed på de fleste andre punkter. Han fik mange udenlandske kunder, og jeg har ofte diskuteret Henning med folk som Olle Goop og Håkan "Hockey" Eriksson, som begge satte høj pris på sin danske kollega.
Vi var alle bedrøvede, da dødsbudskabet kom. Henning havde fortjent et meget længere liv sammen med sin familie og sine heste.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Lauritz (17. April 01.41)

I dag tagar jeg udgangspunkt i den 17. April 1929, dagen hvor en af de mest betydende og mest elskede heste i dansk travsports historie gjorde den første af sit livs 339 starter. Men jeg begynder allerede den 29. September 1905, hvor Det Danske Travselskabs bestyrelse besluttede at sende træneren Julius Pajoncek og dyrlæge H.P.Nielsen til Amerika for at udvælge og indkøbe seks følhopper med føl ved siden for en samlet sum af op til 3.000 dollars. Som sagt så gjort, og den 11. November afrejste hestene fra Amerika med båd. Den 3. December var de fremme på Charlottenlund Travbane. Blandt hopperne fandtes en ved namn Soda, og hun skulle få ikke mindre end ni danske afkom plus nogle i Norge. Et af hendes afkom var hoppen Cita (v. den norske hingst Bravo), som var født i 1911. Cita begyndte i avlen med tre hoppeafkom efer Worthy T, og derefter fik hun et hoppeføl efter Cortella. Ingen af disse heste fik nogen betydelse. I 1925 tilførtes Cita championhingsten Alabama Bond, og året efter fødte hun et hingstføl, som fik navnet Lauritz. Ejeren, bagermester Rasmus Hansen, besluttede siden, da Lauritz kunne tages fra, at lade den nu 15-årige hoppe slå ned. Da Lauritz siden skulle blive Danmarks gennem tidrne mest robuste hest, kan man tænke sig, at bagermesteren fortrød, at han lod den relativt unge og kernesunde hoppe aflive.
Lauritz kom i træning hos Max Rabenhorst, for hvem den debuterede den 17. April 1929 med en sejr i et såkaldt sølvtøjsløb (uden pengepræmier) på tiden 1.38.4. Lauritz vandt yderligere 5 sejre og totalt 8.000 kr. som 3-åring. Hurtigste tid blev 1.30.8.
Da Lauritz i 1930 var 4 år indførtes den under omtalen af Poul Groch nævnte maskinstart med startsnore og højtalere. Lauritz var livræd for højtalerne, og det kostede ham Derbysejren, til hvilken han var storfavorit. Lauritz fik en kæmpefejl i starten til sit livs vigtigste løb og måtte nøjes med en fjerdeplads. Det var iøvrigt det ejendommelige Derby, hvor Leo (Månsson) galopperede i mål som vinder og sejren gik til Koster med Klondyke. Dermed blev Koster den første at vinde alle tre klassiske unghesteløb samme år. En præstation som kun er gentaget én eneste gang, nemlig præcis 60 år efter af Steen Juul (New Quick, Odin Vang. Pecka Løjbjerg) i 1990.
Dagen efter Derbyet flyttedes Lauritz til Sofus Sørensen, som hurtigt fandt en løsning på Lauritz's start. Sofus lod helt enkelt en grammefon spille udenfor hingstens box hele dagen, og den blev snart fortrolig med lyden.
Laurits led overraskende et nederlag i sin første start for Sofus. Den fandt sted på Amager, hvor Lauritz galopperede og Koster vandt med Ubella Boy. Derefter gik Lauritz fra sejr til sejr for Sofus, og blandt vandt parret Nationalløb og Internationalt Pokalløb 1931. Lauritz blev pengechampion både i 1930 med 18.625 kr. og i 1931 med 24.400 kr. I 1931 blev det til ikke mindre end 14 sejre, og Lauritz var stærkt medvirkende til Sofus Sørensens (iøvrigt næstsidste) championat på 83 sejre.
På den sidste løbsdag i 1931 valgte Sofus i et løb at køre amerikaneren Le Roy fremfor Lauritz, som startede med Leth Olsen i sulkyen. De to heste startede i linieløbet om Hesteejerpokalen. Med i løbet var den gamle Harrison Dillon, som Sofus lige inden havde mistet, da hesten gik tilbage til Koster. Harrison Dillon, der her fik sit livs sidste start, førte til 50 meter før mål med en konstant pressende Lauritz udvendigt. Sofus lå på rulle med Le Roy. Sidst i opløbet var Harrison Dillon færdig og Sofus kastede Le  Roy frem. Lauritz syntes dog sikker men galopperede i mål som vinder. Dette blev for meget for Rasmus Hansen, som dagen efter flyttede sin hest til Holger Fischmann, der siden skulle vinde 10 løb med den. Rabenhorst havde tidligere vundet 8 sejre med Lauritz, og Sofus Sørensen blev den som vandt flest med den brune hingst, hele 25.
Fischmann startede for første gang med Lauritz i et løb på Amager, hvor Sofus med Paul Revere gjorde alt han kunne for at knække sin tidligere hest, men Lauritz vandt overlegent. Året efter vandt Laurits både Mesterskab for Danmark og Nationalløb for Fischmann. Han blev for tredie gang i træk pengechampion, en rekord som ikke blev slået på mange år, nu med18.200 kr. Laurits vandt løb på alle distancer, men i Internationalt Mesterskab blev Walter Dear, Hazelton og Calumet Butler (Frömmings første start i Danmark) for hvasse for den danske indlænder.
I 1933 startede Lauritz i det første Skandinavisk Mesterskab, som blev kørt. Det fandt sted på Bjerkebanen i Oslo. Lauritz galopperede fra start, men var alligevel helt overlegen i mål. Desværre var han diskvalificeret for galoppen, og sejre gik til den norske Otter Eno.
Lauritz var atter med i Mesterskabet i 1935, da det for første gang kørtes i København. Da havde den nu 9-årige hingst en dårlig dag og blev kørt af Poul Groch kun nummer 5.´Lauritz travede det år 1.21.6 trods sin høje alder.
I 1936 var Lauritz atter på landsholdet i Oslo, men heller ikke denne gang holdt de norske dommere hånden over den danske hest, som blev diskvalificeret som tredie. Blot fireårige Sandy Mac vandt som tidligere nævnt sensationelt for Koster's jockey Per Bengtsen. Laurits startede ikke mindre end 46 gange som 10-åring, vandt 11.000 kr. og travede 1.22.9.
Som 11-årig var den aldrende Lauritz stadig flittig. Det blev atter til 46 starter med ca. 10.000 kr. på bankbogen og rekord 1.23.3, og den fabelagtige karriere sluttede så i 1938, hvor den 12-årige Lauritz startede 49 (!) gange med to sejre og 6.500 kr. som resultat. På sæsonens sidste løbsdag startede Lauritz for sin sidste træner Oluf Månsson og sluttede uplaceret. Månsson nåede at vinde to sejre med den gamle kæmpe.
Efter Fischmann havde Lauritz også været hos Aage Christoffersen, som vandt 16 sejre med hesten. Totalt startede Lauritz 339 gange. Han vandt 61 sejre,´46 andenpladsen og 136 øvrige placeringer. Totalt tjente han 133.900 kr. på trods af, at han ikke fik noget udbytte i de store årgangsløb.  Hvilken mageløs hest Lauritz må have været.
Men den hårde karriere havde slidt Lauritz op. Den 16. Juni 1939 blev hingsten på foranledningen af Travhestens Værn aflivet. Det var under stor opmærksomhed, at alle tiders bedste danske traver Lauritz af slagtermester Cort Olsen blev ført ind i Kvægtorvets slagtehal for at påbegynde sin sidste rejse til de evige græsgange.
Lauritz blev sporadisk anvendt i avlen, men ingen af hans få afkom har vist bare tilnærmelsesvis  noget af faderens kunnen som travhest.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Poul Groch (16 April 15.36)

Den 16. April 1944 fyldte Kronprinsesse Margrethe 4 år. Samme dag vandt træner Poul Groch senior - to dage før sin 65 års fødselsdag -  sin lange karrieres sejr nr. 733 med hesten Etta Mac. Det skulle blive hans sidste. Efter løbet blev Groch syg, och kom aldrig i sulkyen igen. Efter 3 måneders sygeleje døde han den 22. Juli.
Som med flere af de andre trænerprofiler jeg har skrevet om, er det næsten som en ren kamikaze-opgave at give sig til at skrive om Poul Groch, som egentlig stavede sit fornavn med a, Paul. Ingen dansk træner har før eller siden haft så stor organisatorisk og politisk betydelse som ham. Ingen! At han samtidig var en enorm travtræner, råder der ingen tvivl om. Frem til sin død var han helt klart nummer tre efter Koster og Sofus Sørensen. Jeg vil afgjort placere ham før kapaciteter som Joe May, Rabenhorst, Fischmann og Månsson.
Gustav Paul Groch var født i Starzeddel i Tyskland den 18. April 1879 som søn af Johann Gottlieb Groch og hans hustru Anna Elisabeth, født Rubin. Starzeddel, der ligger 10 kilometer øst for floden Oder, er idag en polsk by med navnet Starociedle. De første 33 år af hans liv henstår i det dunkle. Han kom til København i 1912 sammen med sin læremester, August Tatzky, der ligeledes var tysker. Der var sket det, at Danmarks største travhesteejer, Brdr.Mauritzen, mellem sæsonerne 1911 og 1912 havde brudt med sin træner Joe May, som havde trænet staldens heste siden Albert Mauritzen købte sin første hest - Redpath - i 1901. Nu blev Tatzky engageret som privattræner, og selvom Joe May deltog i løbene 1912 med andre ejeres heste, blev bruddet med Brdr.Mauritzen nok knækket for ham. Efter et
par nervesammenbrud døde den engelskfødte May året efter. Han ligger begravet på Ordrup Kirkegård.

Tilbage til Groch, som senere samme år (1912) begyndte som selvstændig træner. Han fik sin første start i Danmark den 28. August med hr. C. Nielsen's treårshoppe Amanda Dreamer, som opgav. Groch kørte yderligere fie løb 1912 uden at få en krone.
Til sæsonen 1913 var Tatzky forsvundet igen, men det blev Max Rabenhorst, som fik de mange Mauritzen-heste, som han opnåede fantastiske resutater med. Groch skulle klare sig endda, og på den nye sæsons andenden den 4. Maj vandt han sit livs første sejr med grosserer Frits Wagner's 7-årige hoppe Midnight, som travede 1:40.9/2375 meter og gav 14 gange pengene i totalisatoren. Groch startede i sin første hele sæson ialt 50 gange med 8 sejre, 4 andenpladser og 16 øvrige placeringer som resultat.
Året efter (1914) vandt Poul Groch sin første af tre Derbysejre. Det skete med Wagner's Edelweiss. Groch havde også heste for den svenske storstald C.Th.Ericsson, Stockholm og i 1916 vandt han Dansk Opdrætningsløb for yderligere en storhesteejer, Signore Venturo, med Timora. Et stort opsving fik han efter sæson 1916, hvor storhesteejeren godsejer Henrik Hansen flyttede alle sine heste fra den aldrende amerikanertræner Frank Starr till Groch. Henrik Hansen købte sin første hest, Mary P, 1908 og havde Smrcka som ræner indtil denne i 1913 blev syg og vendte tilbage til sit fødeland Ungarn for at dø, hvilket han gjorde allerede samme år. Henrik Hansen engagerede derefter hollænderen A. Mol som privattræner, med det varede kun et års tid, så blev Mol udelukket på livstid. Der skete det, at Mol vandt en mærkeligt overlegen sejr med Henrik Hansen's franskmand A Harcourt, og mistænkelighed opstod hos travbanens funktionærer. Det viste sig at Mol havde hældt en flaske brændevin (!!!) i hestens vandspand inden løbet, og dansk travsports første dopingtilfælde var et faktum. Mol forsvandt med dukkede faktisk op i startlisterne igen nogle år senere.
Starr fik Hansen's heste, og fra 1917 var det Groch's tur. Han trænede så godsejerens heste frem til 1925, hvor Henrik Hansen afgik ved døden. Ved det tidspunkt trænede Groch den vel nok bedste hest, som Henrik Hansen havde ejert, amerikaneren Brooke Worthy, som vandt Mesterskab for Danmark 1923 og 24 og Internationalt Pokalløb de tre første år det kørtes 1923 - 25. I 1923 havde Henrik Hansen også haft glæden at vinde sin eneste Derbysejr, da Groch kørte Golden Arrow til sejr i vort største løb. Hansen var også opdrætter af Hidalgo, som vandt Derbyet for Koster 1927. Efter Henrik Hansen's død gik alle hans heste på auktion. Brooke Worthy blev solgt til møbelhandler Peter Hansen, som med denne hest gjorde comeback i travsporten. Han havde tidligere haft heste og amatørlicens omkring 1907-08. Brooke Worthy forsvandt totalt 1926, men den blev årsagen til, at Peter Hansen købte en ny amerikaner, Harrison Dillon, som blev en af Danmarks gennem tiderne bedste heste, først for Groch, siden for Koster og i sit sidste år som væddeløber som 10-åring for Sofus Sørensen.

Groch havde enorm succes i 1920'erne. Han vandt Kriteriet 1925 med Ole og i 1928 med Peter Pan og en mængde mellemstore løb, men han var ikke tilhænger af stortrænerdrift, og som formand for travtrænerforeningen fik han i slutninbgen af 20'erne gehør for et forslag, som indebar at trænerne i fremtiden skulle arbejde under et system som kaldtes "Skift". Det gik ud på, at en træner højst måtte have 25 heste i træning ad gangen, og han måtte højst tage 15 nye heste ind om året. Systemet kom til for at forhindre det største trænere i at "låse" visse løb gennem at have flere heste til start. Forslagets gennemførelse medførte, at de tre største trænere, Koster, Sørensen og Månsson, meldte sig ud af Trænerforeningen og formanden Holger Fischmann afgik. I 1933 blev systemet for en kort tid sat ud af funktion, og så afgik Groch som trænerformand. Det blev dog genindført 1934 og blev holdt i live helt frem til slutningen af 1960'erne.
Frem til 1930 startedes alle løb med såkaldt flagstart. Det drejede sig om totalt kaos, hvor nogle få dygtige startkuske drog enorme fordele. Det var Groch, som havde en næsten overdriven retfærdighedsfølelse for alt, blevet træt af. Visse starter kunne tage "en hel eftermiddag", inden flere end 20 heste kom afsted. Groch opfandt maskinstarten, som indførtes 1930 og blev til en stor forbedring.
Poul Groch senior vandt Derby igen 1932 med Jim Bingen, som ejedes af storhestejeren William Andersen, og hele årtiendet blev næsten ligeså succesrigt som 20'erne. Groch fik den nye storhesteejer Wilhelm H. Møller for hvem Groch vandt sin sidste klassiske sejr 1941 med den vidunderlige hoppe Dorrit Diamond, som vandt Dansk Trav Kriterium, og Groch modtog ærespræmien fra Hans Majestæt Kong Christian den Tiende's hånd. Det var under 2. Verdenskrig og en meget stor dag for Groch og for dansk travsport.

Den 2. September 1916 havde ungkarl, travtræner Poul Groch giftet sig med Ane Marie Christensen, født den 25. Januar 1894 i Nørre Letholt, Understed Sogn, som datter af husmand Just Theodor Christensen og hustru Oline Christine Christensen. Det var pastor K.E.Nielsen, Skovshoved Kirke, som forestod vielsen i sit hjem. Forlovere var en af Grochs mest betydende hesteejere, slagtermester Frits Wagner, Glostrup, og kollegaen travtræner Holger Jensen, Ordrup Jagtvej 10, Skovshoved.
Allerede tidligere samme år, den 3. Januar 1916, fik Poul Groch og Ane Marie en søn, Poul Groch junior, som altså fødtes udenfor ægteskab. Junior blev af pastor K.E.Nielsen døbt i hjemmet på Norasvej 20 (vejen som går ind fra Ordrup Jagtvej lige overfor Skjoldgaarden) samme dag han fødtes. Ved tiden for brylluppet havde Ane Marie mærkelig nok bopæl på Mosevej i Skovshoved, og da junior blev undfanget halvandet år inden, opholdt hans moder sig hos bagermester Martin Hansen, Øster Farimagsgade 93. Det var samme Martin Hansen som knapt fire år inden havde fået Jan Koster til Danmark for at blive sin privatræner.

Poul junior gik i sin faders fodspor og tog trænereksamen som 18-årig 1934. Han blev selvstændig 1936, og ved faderens død 1944 overtog han de fleste af staldens heste, dog ikke Wilhelm H.Møllers, der som tidligere nævnt gik til Thomas Hansen. Han blev dog aldrig så stor som sin fader, og i begyndelsen af 50'erne opgav han sin trænerforretning, og hestene gik til Jens Ipsen.
Poul Groch senior holdt sig på toppen helt frem til den 16. April 1944, hvor han som sagt blev syg. Han arbejdede stenhårdt hele sit liv, og det er nok korrekt at sige, at han sled sig selv op. På 31 år vandt han 733 sejre i en tid hvor der kun kørtes travløb fra April til Oktober. Jeg tror, at de fleste har fået et indtryk af, hvor stor Poul Groch var......

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Det Danske Travselskab stiftes (10 April 08.36)

Den 10. April 1891 stiftedes Det Danske Travselskab efter et Danmarks første "travkrig" var påbegyndt. Man havde to uger tisligere erhvervet grunden ved Charlottes Bøgeskov i Charlottenlund, men arbejdet med at bygge den nye bane var endnu ikke påbegyndt på stiftelsesdagen. Endda lykkedes man med at have en bane klar til brug på premieredagen den 24. Maj - seks uger senere! Mere følger ved et senere tilfælde.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Thomas Hansen 100 år (7. April 11.19, redigeret 10. Juni 13.44 og 4. September 08.01)

Denne gang vil jeg omtale en træner, som jeg mener - efter at have studeret ham ret så nøje - meget ufortjent er gået helt i glemmebogen: Thomas Hansen, som skulle være fyldt 100 år idag.

Martin Kierstejn Petersen var hesteslagter i Horsens. Han fødtes den 2. Marts 1881 i Gammelby i Nørup Sogn vest for Vejle. I en alder af 21 år giftede han sig den 30. Oktober 1902 med Karoline Hansine Andersen, datter af øltapper Anders Andersen og født den 30. Marts 1886. Bruden var altså kun 16 år ved vielsestidspunktet, men der var en årsag til dette. Den 23. November, altså mindre end en måned efter vielsen, føder Karoline parrets første søn Svend Aage i hjemmet på Tugthusvej 7 i Horsens. Da Martin senere åbner egen slagterforetning, flytter familien til Nørregade 32, hvor søn nummer to, Thomas Evald, fødes den 20. Oktober 1906. Året efter, den 18. December 1907, føder Karoline parrets eneste datter, Ellen Kirstine.
Der er gang i barnefødslerne, den 2. Februar 1909 fødes Carl Gustav, og så når vi frem til den 10. April 1910, hvor slagtermester Petersens fjerde og sidste søn fødes. Inden drengebarnet når at blive navngivet sker der den 28. April det tragiske, at den næstældste søn Thomas Evald dør bare 3 år gammel. Ved barnedåben, som ligesom vielsen 8 år tidligere fandt sted i Vor Frelsers Kirke i Horsens, tildeltes den lille dreng sin afdøde storebrors navn, Thomas Evald Petersen.
Mindre end et år efter lille Thomas's fødsel flytter Karoline og de fire børn til København, hvor de så småt får bopæl i Istedgade 25. Martin følger senere efter (exakt hvornår ved jeg ikke), formodentlig bliver han i Horsens for at afvilke sin slagterforretning. Den 1. Juni 1916 dør Martin Kirstejn Petersen, blot 35 år gammel.
Samtidig med at familien Petersen bor i Istedgade 25 bor der i nummer 29A en mand ved navn Viggo Ernst Albert Hansen. Han var født den 20. Marts 1887 i Brønshøj som søn af kusk Martin Hansen. Det er sandsynligt, at Viggo enten "stjal" Karoline fra Martin Petersen, eller også (mere sandsynligt) tog sig af Karoline og børnene, da Martin blev syg og døde i 1916. Det er også sandsynligt, at Viggo tog familien med til sine næste adresser. Først flyttede han til Roarsvej på Frederiksberg, og siden, den 1. November 1920, til Vester Fælledvej 14. Da Viggo den 21. Januar 1921 gifter sig med Karoline, er deres adresse Nordre Fasanvej 13, Frederiksberg. Den 1. Maj 1923 flytter familien til Gasværksvej 20, 1. sal, på Vesterbro.
Thomas konfirmeres som 14-årig i 1924. I et senere interview (1941) siger Thomas selv, at han som dreng ofte legede med sine kammerater i Valby tæt ved Carlsberg Bryggerierne. Viggo var en stor traventusiast, og han ejede og kørte travheste, da Thomas var en stor dreng. De mest kendte var Albatros (som Viggo havde købt på auktion på Amager Travbane den 27. Oktober 1922 for den fyrstelige pris 310 kr.) og Perfection og senere Baron Fleetwood og den store fuks Baryton. Når de ikke var i træning i Charlottenlund, stod hestene opstaldede i en lille stald i nabolaget ved Carlsberg, på et område som kaldtes Komarken (dengang lå Carlsberg på landet!!!), og det var Thomas, som passede hestene, da han blev stor nok. Det var dog ejendommeligt nok ikke faderen som påvirkede Thomas til at blive travtræner.

Efter at have konfirmeret sig som 14-årig måtte Thomas flytte hjemmefra, og han fik et værelse hos sin bedstemor. Det var ingen lang flyttetur, for bedstemoderen, Ida Elise Hansen (født Petersen) boede på Gasværksvej 29A. I samme opgang boede træneren Axel Leth Olsen, som året efter (1925) nedsatte sig som selvstændig (han tog eksamen den 19. December 1923 på hold med Hemming Andersen og Knud Hansen, se artikel under 26.Juni). Leth Olsen behøvede en stalddreng, og Thomas tog jobbet. Han var der dog kun en måned, inden han fik arbejde hos en træner ved navn Alexander Nielsen, som var blevet ansvarlig for den meget kendte teaterdirektør Axel Frisches privatstald, som da havde til huse på Amager Travbane. Snart flyttedes dog hestene til Skjoldgaarden på Charlottenlund Travbane, og familien Frische flyttede ind i Skjoldgaardsvillaen, som lå der, hvor der idag ligger en børneinstitution ved Restaurant Skjoldgaarden på Charlottenlund Travbane.
Fra begyndelse havde Frische blot et par normale heste, men i 1925 købte han den tidligere Derbytoer Chaplin (født 1918), som blev årets mest vindende hest i 1925, og det er sandsyneligt, at Thomas passede denne hest også.
Thomas Petersen boede hos familien Frische i Charlottenlund og blev som en søn i huset. Teaterdirektøren flyttede sine heste fra træner til træner - Sofus Sørensen, Max Rabenhorst, William Jensen, P.P.Nielsen og den aldrende amerikaner Frank Starr, men Thomas flyttede hele tiden med. Han boede i næsten 6 år hos Frische og talrige var de teaterforestillinger, han overværede. Han sagde sig at kunne visse teaterstykker udenad!
Den 26. Januar 1928 - godt to måneder inden 18-årsdagen -  sker der noget ejendommeligt. Da skifter Thomas efternavn fra Petersen til Hansen, stedfaderen Viggo's efternavn. Også Thomas' tre ældre søskende byttede ved samme lejlighed også efternavn til Hansen. Storebroderen Carl var senere i mange år staldmand hos Gernard Petersen. Thomas boede hos Frisches frem til 1931, og det kan være den længste periode i hans liv på én og samme adresse.

I 1930 ville Frische at hans protegé skulle færdiguddanne sig og tage trænereksamen hos Koster. Han havde på det tidspunkt tre topheste Honolulu, Kriterievinderen Iowa (Rabenhorst kørte i Kriteriet 1927) og Jørgen, og sendte Honolulu til mestertræneren for at han skulle antage Thomas. Det var det år som Koster, som den første af kun to i travhistorien, vandt alle tre klassiske løb (Steen Juul er den anden 1990). Derbyet vandt han med Klondyke, som dog kun var anden til den målgalopperende Leo.
På trods af, at han havde været med i sporten længe, havde Thomas nået at blive 20 år, inden han den 30. April 1930 kørte sit første travløb. Det skete med hesten Merouw, som havde en så fin afstamning som Truxton -Marge the Great, men det blev blot til en sjetteplacering, lige uden for pengene. Også i den næste start med Kim sluttede Thomas uplaceret. Et par måneder senere var Koster ude for et grimt uheld, da han styrtede i et hurtigløb med Quick Assets. Han var borte fra sulkyen i to uger, og under den periode fik Thomas chancen. Han vandt sin første sejr med den fremragende amerikanerhingst Fancy Frisco, som i et halvstort løb på Amager travede 1:22.4 og besejrede selveste Paul Revere, som satte ny banerekord med 1:22.2. Den kommende løbsdag vandt Thomas med både den tidligere Derbyvinder Kim (1929) og Louise Ann H. Senere under året besejrede Ths. Hansen også Koster selv. Det var atter Kim som vandt. Koster kørte Halma.

Det blev dog ikke Koster, som kom til at færdiguddanne Thomas Hansen, det blev Månsson. Det var meningen, at Thomas skulle gå til eksamen 1931, men da havde Månsson sin elev Hans Hansen, og en træner fik bare uddanne én lærling per år, som Thomas fik lov at vente knapt et år til den 14. April 1932. Han fik ikke meget opmærksomhed hos Månsson, men han dog havde heldet at have en god hest allerede det år. Det var den gamle tyske Derbytreer Heinrich (født 1926), som ejedes af den svenske storstald C.Th.Ericsson i Stockholm. Thomas vandt i efteråret tre sejre på kort tid med hesten, som blev så god, at ejeren inden den efterføljende sæson valgte at tage den hjem til Stockholm.
Ths. Hansen vandt 5 sejre i 1932. De to øvrige tog han med handicapperen King Wilkas, som ejedes af hans fader. På det tidspunkt var travsporten i Jylland ret nystartet, og man behøvede heste. Man ville blandt andet gerne købe King Wilkas, og Ths. Hansen far blev tilbudt halvparten i en plag for hesten, men (desværre for Thomas) takkede faderen nej. Plaggen var Rex the Great! Hesten som skulle blive Danmarks bedste hest.
Resultaterne med Heinrich havde dog skabt opmærksomhed hos hesteejerne, og storhesteejeren William Andersen tilbød ham i efteråret 1932 plaggen Roar Bingen i træning, og denne blev Ths.Hansens første officielle hest. Snart tilkom Guy Brooke.
Under vinteropholdet 1932-33 kom der en del nye amerikanerheste til Charlottenlund, og af disse fik Thomas Arion's Flash og Hoping i træning. Han fik andre gode heste i sin varetægt, og ved begyndelsen af hans første hele sæson havde han 7 heste i stalden. Snart fik han sin første store modgang som træner. Den lovende unghest Holly Britton, som ejedes af den senere så betydende hesteejer Søren Houlberg (se omtalen af William Jensen 21. April), døde af kolik. Som erstatning fik Thomas senere den gode Sakura i træning for Houlberg. 
I Travtidenes præsentation af de Københavnske træningsstalde den 4. April 1933 kan man læse følgende kommentar: "[Thomas Hansen] vil med dette materiale være særdeles godt kørende i år. Han er én af dem, der nok skal blive til noget, hvis han da ellers selv vil". Denne afsluttende bemærkning studsede jeg noget over, da jeg læste den første gang, men jag har siden indset, hvad som mentes.

Det gik strålende for Thomas Hansen i de kommende år. Hesteejere som Alfred Andersen, William Andersen og møbelhandler Peter Hansen havde store stalde og sendte mange og fine heste i træning hos ham. Ja, Peter Hansen som yndede at bytte træner, vendte tilbage til Thomas ikke mindre end fire gange, inden han døde i 1940. Alfred Andersen havde den herlige tyske hoppe Edellinde, med hvilken Ths. vandt Müllers Memorial på Jägersro 1934. I 1936 tog han en triple i Mesterskab for Danmark med Hanover Speed - Jim Bingen - Calumet Douglas. Året inden var han i Derbýet anden i mål til hesten han aldrig fik i træning, Rex the Great, med Rotan Vesta men led den tort at blive diskvalificeret for urent trav. Rotan Vesta tog siden revanche ved at vinde Amagers Fireårs Grand Prix. Senere fik Thomas en anden af R-årgangens mest betydende heste, Peter Hansen's Robert the Great, i træning.
Allerede 1936 flyttede Peter Hansen sine bedste heste fra Max Rabenhorst til Ths. Hansen. Det drejede sig om den 4-årige Sandy Mac (bror til Rex the Great) og 3-årige Harrison Dillon Jr. Han vandt en del løb med disse heste men kiksede i storløbene, hvilket foranledigede Peter Hansen til at atter flytte hestene. Nu til Koster, som høstede mange laurbær med disse, først og fremmest med Sandy Mac, som samme år (som 4-åring altså) vandt Skandinavisk Mesterskab i Oslo med Koster's lærling Per Bengtsen i sulkyen. Koster kørte selv Sonny Diamond.

Thomas Hansen var to gange i sin karriere udsat for mærkbare afbræk. Det første kom midt på sæsonen 1936, hvor han blev indkaldt til militærtjeneste. Han måtte overlade fine heste som Jim Bingen, Calumet Director og Rotan Vesta til andre trænere. I begyndelsen af sæson 1937 var han dog tilbage, og efter et sejgt 1937, hvor det var svært at komme i gang igen, fulgte ti vældigt gode år for Thomas. Han fik den ene toptraver frem efter den anden. Robert the Great, Elf Hanover, Blitzie Dear, Duchess, Flic Flac, Dorrit Diamond, Gordon Richards med hvem han vandt Dansk Trav Kriterium 1944, men først og fremmest fik han Willy B, som var født i Berlin 1935 men tilhørte den danske A-årgang. Frem til og med sin treårssæson var Willy B hos Leth Olsen (for hvem den blot vandt et enkelt løb), men som 4-åring kom den til Thomas hos hvem den vandt utallige triumfer. Totalt blev det til 47 sejre i Ths. Hansen's regi, hvorved Thomas selv vandt de 45 med den fransk-amerikanskstammede hest. To gange Mesterskab for Danmark, Amagers Fireårs Grand Prix, Nationalløb, Wedellsborg Mindeløb (3 gange) og Ulrichs Mindeløb var bland de storløb, Willy B vandt for Ths. Hansen. I forbindelse med sit arbejde med heste som Willy B, Blitzie Dear og først og fremmest amerikaneren Elf Hanover behæftedes Thomas med "mirakelmand" og "den bjørnestore mand med med de silkebløde hænder".
Willy B sluttede sin karriere i Danmark som 12-årig i efteråret 1947. Men han skulle gøre en start til. I Januar 1949 startede Willy B som den første danske hest i Prix d'Amerique. Hingsten var da 14 år gammel, Ths. Hansen kørte, og ikke overraskende sluttede Willy B uplaceret som nr. 17 af 17 startende.

Det andet afbræk kom efter sæsonen 1947, der var et udmærket år for Thomas, som vandt 17 sejre, og han betragtedes som en af de vigtigste i den professionelle københavnske travsport.
Ths. Hansen havde ved udgangen af 1947 en god stald, som blandt andet indeholdt storhesteejeren Wilhelm H Møllers heste med tophoppen Dorrit Diamond som fløjhest. Thomas havde fået Møllers heste ved Poul Groch senior's død i Juli 1944. Dorrit Diamond havde for Groch vundet alle årgangsløb foruden Derbyet, som Arnold Jensen vandt med Dixie Star.
Derfor kom det som et chock, da Thomas nogle måneder efter afskedsceremonien for Willy B (den 21. September 1947) ved begyndelsen af sæson 1948 meddelte, at han ville "trække teltpælene op, pakke sammen og drage videre". Hvorhen meddelte han ikke, men det taltes om et privattrænerengagement hos den danske storhesteejer i Göteborg, Trygg Levin Hansen. Desuden var et lignende engagement hos Danmarks på den tid største travopdrætter A.D.Nielsen, Torpgård på Fyn, som havde stald på Fyns Væddeløbsbane, på tale. Redaktør Hugo Holdgaard spekulerede i Aftenbladet i, at det skulle være pensioneringen af Willy B, som skulle have forårsaget beslutningen, men det tror jeg ikke på. Snarere er det moderens død den 23. Oktober 1947, som kan have betydelse i dette sammenhæng. At dømme efter samtidige private breve omgæredes moderens bortgang - i en alder af 61 år - med en del tragik og skyldfølelser.
Det blev Torpgaard, som blev Thomas Hansens nye opholdssted fra og med februar 1948. Han fik ansvaret for op imod 80 heste, dog var alle ikke aktive travere. Han vandt sin første start på Fyn på årets anden løbsdag. Thomas tog ingen licens i København i 1948, dog kører han senere på året 14 løb i hovedstaden med Torpgaardens heste med to andenpladser som resultat. Det var meningen, at Ernst Petersen, som ved begyndelen af sæson 1948 flyttede fra Århus til København, skulle overtage Ths.Hansens stald og heste, men i den første træningsliste fra 1948 genkender jeg bortset fra den gode Judikat ikke så mange af Thomas's heste på Ernst Petersen's liste.
I stedet gik Wilhelm H Møllers heste ved Ths.Hansen's ophold til Sofus Sørensen, og Dorrit Diamond fortsatte med at starte til hun var 11 år. Som 6-årig i 1944 havde hun iøvrigt fået et føl, inden hun genoptog sin fantastiske karriere! Føllet hed Jessamine (hp.v.Silver Prince). Det blev en god traver, og allerede som 2-åring vandt hun løb for Ths.Hansen.
Ths.Hansen havde i 1947 også haft Jyllands bedste hest Casino the Great, som dyrlæge Flemming Reinholdt's fader ejede. Ths. vandt et enkelt løb med Casino, som siden gik til Gerhard Petersen og så til Fredi Sølberg for hvem den i 1949 vandt Internationalt Mesterskab som 12-årig!
Lige inden, Thomas Hansen rejste til Fyn, dukkede Trygg Levin Hansen op igen med en kontrakt i hånden, men Ths. kunne ikke løses fra kontrakten på Torpgaarden, som løb til udgangen af 1949, så det blev aldrig nogen Åby-sejour for ham.

Familiemæssigt var var disse år aktive for Thomas Hansen. Tidligt i 40'erne er han gift med en tysk kvinde, men siden træffer han Grethe Hougaard, datter til skovløberen i Charlottenlund Skov, Axel Hougaard. Den 8. April 1948 - dagen efter Thomas' egen fødselsdag - føder Grethe sønnen Tommy. Tre år senere fødes datteren Lone, som idag er privatskolelærerinde i Søborg. Familien bedrev et traktørsted på Jægersrborg Allé ved Charlottenlund Station, hvor der altid var liv og glade dage før og efter løbsdagene i Lunden. Til tider sidder gæsterne på de hvide bænke indtil næste morgen! Thomas kom ikke rigtig overens med skovløberen, og han boede kun sporadisk hjemme. Da børnene blev lidt større, tog han sig meget af dem på den måde, at de fik lov at værre med på travbanen (Charlottenlund), og Lone har fortalt, at hun sad i roadcartens fodpose, når Thomas kørte langsomt. Lone var også med i vindercirklen, da Ruder Konge vandt Nationalløb 1956.
Det føles unægtelig lidt mærkeligt, at Thomas valgte at bryde op som travtræner og flytte væk fra Københavnsområdet tre måneder, inden hans første barn skulle fødes....

Thomas Hansen dukkede atter op i den københavnske travsport ved sæsonstarten 1950. Nu som privattræner for Stutteri Gl.Allerødgaard, og blandt de otte heste fandtes Nollo, som to år senere skulle vinde Derby for Mark Ingdam. Thomas blev 1951 atter publiktræner og Allerødgaard's heste gik først til den relativt nystartede Eyvind Schnell og siden til Ingdam. Den senere toptræner Leif Løfgren begyndte i øvrigt den sommer (1951) sin bane i travsporten som lærling hos Thomas.
Fem år tidligere havde en anden, senere meget kendt træner, Per Hansen, trådt sine travmæssige barnesko i Thomas Hansens stald på Charlottenlund Travbane. På vej til badestranden Bellevue sommeren 1946 lagde den da 13-årige Per Hansen på sin cykel vejen forbi staldterrænet og fik kontakt med Thomas. Per hjalp senere under flere år til hos Thomas, og specielt Thomas' bror, staldmanden Carl  - "Kalle",  fik megen glæde af den unge mands energi. Per Hansen uddannedes siden hos Aage Christoffersen og Orla Bregnbak.

Thomas Hansen skulle aldrig mere blive en stor træner. De sidste 12 år af sin karriere lå han som oftest på en 8-9 heste. Men han kunne stadig tage fine heste frem. I 1954 vandt han med Rasmussen (ejet af Reinholdt Christiansen (far til dyrløge Flemming Reinholdt) og Niels Thomsen's fader Jens i fællesskab) Jydsk Treårs Grand Prix meget overlegent. På den præstation blev Rasmussen noget af en forhåndsfavorit til Derbyt 1955, men også Rex Junior, Robin og Rositta the Great havde mange tilhængere på forhånd.
Året 1955 blev ret bevæget for Thomas Hansen. Hans kollega Knud Hansen trænede Kriteriefavoritten Snowflake, men da Knud blev udsat for et færdselsuheld i begyndelsen af sæsonen, fik Thomas chancen for at sæsondebutere den fornemme 3-åring. Hesten var ikke endnu i form og måtte bæres rundt, hvilket Thomas dygtigt magtede.  Desværre fik han ikke meget credit for denne præstation, for hesten flyttedes til Mark Ingdam, for hvem den vadt både Kriterium (på det tidspunkt dog stadig med Knud Hansen som træner) og året efter Derbyet. Pudsigt nok fik Ths.Hansen hesten i træning i 1958 (for samme ejer, Stald Dorrit) i stedet.
Med Rasmussen blev Thomas "kun" tredie i Derbyet, idet Rex Junior var overlegen, og Ruder Konge fik presset sig forbi til andenpladsen lige til slut. Et par uger senere - den 17. Juli - var Rasmusen ude i Ulrichs Mindeløb. I opløbet sad den fast i ryg på den dødtrætte Oliver Great (Mark Ingdam), som vandt men stoppede helt op på målstregen med det resultat, at Rasmussen trådte op i Ingdams vogn, og Thomas slyngedes til jorden. Bag ham kom 68-årige Sofus Sørensen med Percy Nichols, og også gamle Sofus måtte forlade sulkysædet, dog uden at skade sig. Værre gik det for Thomas, som pådrog sig en hjernerystelse og læderinger i ansigtet. Visse mene, at Thomas aldrig kom sig rigtigt over styrtet. Han blev mere forsigtig i løbskøring og omgang med heste. Et morsomt rygte i forbindelse med styrtet er, at Thomas, da ulykken skete, bar ret så mange guldtænder i sin mund og var vældig stolt af disse. Alle tænder skal være blevet udslåede, og skrønen fortæller, at Thomas flere år efter stadig gik rundt og ledte efter sine guldtænder ved Lundens dommertårn.........
Den 1. Januar 1956 fik Thomas Hansen så Ruder Konge i træning i forbindelse med at Stutt.Cathrineberg ansatte ham som privattræner (andre heste i stalden var Pelikanen, Sancho Pancha, Termit Cathrineberg, Tex Raider, Unesco og Vera Cathrineberg). Med denne fantastiske hest - som kommer at få en egen artikel ved tilfælde - vandt Thomas det år Valash Pokalen og Nationalløb og han tildeltes Ekstrabladets Hæderspris for sit arbejde med Ruder Konge. I August 1957 blev Sophus Bügel Hansen engareret som privattræner for Stutt.Cathrinebergs heste og Thomas mistede dem derved. Han havde dog af og til et par Cathrineberg-heste i træning under de kommende år.

Den 6. Maj 1962 kørte Thomas Hansen sit sidste løb som træner med hesten Derry (i øvrigt en søn til Ruder Konge), som sluttede uplaceret. Samme dag vandt Asanipigen, som netop var blevet flyttet fra ham til Leif Løfgren en imponerende sejr, og ugen efter stoppede Thomas pludselig som træner. Af Væddeløbsbladets afskedsomtale fremgår det, at Ths.Hansen ikke trivedes med den nye tids hektiske travsport og derfor valgte at stoppe. Han var blot 52 år gammel ved det tidspunkt, og hans ret så imponerende 460 sejre vidner stadig om, at han var en betydende travtræner og kusk.
Ironisk nok var den allersidste hest, som Thomas Hansen trænede, måske den allerbedste. Det var den da 2-årige hoppe Fanlight, som siden for Gerhard Petersen og - efter salg til Poul Guttermann - for Walther Kaiser Hansen skulle udvikle sig til at være Danmarks bedste hoppe. Fanlight led kroniskt af kolik, hvilket var yderst hæmmende for den pragtfulde hoppe, og hun døde som følge af et koilikanfald allerede som 6-åring.

Thomas Hansen havde under mange år været god ven med kollega Ernst Petersen (født 1908), og under de sidste sæsoner delede de to trænere stald på Charlottenlund Travbane (der hvor Steen Juul nu står). Allerede 1962 var Ernst Petersen alvorligt syg, men han kæmpede videre. I 1964 fik Ernst Petersen også problemer med podagra, og Ths.Hansen hoppede ind og hjalp til. Han kørte nogle løb under sommeren det år, blandt andet Fan Olympia i Derbyprøven. Da Ernst Petersen efter nytår 1965 ikke længere var i stand til at køre travløb, tog Thomas Hansen en jockeylicens for at hjælpe sin ven og vendte for nogle få løb tilbage til travbanen. Den 15. Februar 1965 døde Ernst Petersen, som vil blive portrætteret den 9. Juli, imidlertid af nyresvigt, og snart forsvandt også Thomas Hansen for altid ud af travsportens arnaler. Han kørte yderlige nogle løb samme år, men den 18. Juli satte han sig for sidste gang i løbssulkyen bag Benth Kyvsgaard-trænede Borris, som endte uplaceret i et handicap.

Jeg vil vende tilbage til Travtidendes kommentar fra 1933. Bortset fra datteren Lone har ikke talt med andre, som har kendt Thomas Hansen vel, men med mange som har kundskab om ham. Alle siger samtykkende, at Thomas var et elskeligt menneske, som var god mod alle i sin omgivning. Han skal have været den helt store charmør som ung men havde tilsyneladende også altid svært ved at holde i pengene. Disse to egenskaber har nok været medvirkende til dels Travtidendes kommentar og dels til at han aldrig blev nogen ny Koster. Efter at have studeret hans karriere er jeg overbevist om, at han havde talentet til at kunne have blevet en champion. Han var desuden ofte - også helt til slut, som det fremgår af ovenstående - anvendt som det vi idag kalder "catchdriver".

Efter sin tid på travbanen tjente Thomas Hansen til livets ophold ved flere forskellige jobs. Først arbejdede han for Gunnars Hestetransport som chauffør, senere arbejdede han som rengøringsassistent og rangérarbejder på S-togene. Et arbejde som vanligtvis udførtes nattetid. Thomas Hansen var et morgenmenneske, så han havde også et job som mælkemand. Han havde pådraget sig gigt i hænderne og trak sig succesivt mere og mere tilbage fra sin sociale sfære. En noget krank skæbne for en så fascinerende gestalt som Thomas Hansen, som levede yderligere mange år, til sidst på Stolpegårdsvej i Gentofte.
Thomas Hansen døde den 3. Juli 1981, 71 år gammel.
Med dette sætter jeg punktum for beretningen om yderligere et intressant menneske som har været med til at forgylde dansk travsport.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Sofus Sørensen (3. April 20.24, redigeret og slutført 4. April 16.18)

Det er den 3. April, og denne dag 1887 - altså for 123 år siden - fødtes Sofus Laurits Sørensen i Taarbæk som søn af snedker Anders Sørensen (født 1864) og hans hustru Anna Johanne Maria Jensen (født 1867). Sofus var altså ikke født "Skovser", som man altid har påstået, men han boede dog i Skovshoved, da han blev konfirmeret i Ordrup Kirke Påskedag, den 14. April 1901.
Egentligt er det vanvittigt at forsøge at beskrive Sofus og hans fantastiske karriære som travtræner og kusk på denne begrænsede plads. Der burde for længe siden være skrevet en bog om denne store travsportsprofil, men desværre har ingen givet sig i kast med det. Sofus Sørensen er utvivlsomt den personlighed i dansk travsport, Jan Koster inklusive, som man kan opbringe mest materiale om.

Indledningen på Sofus karriære indenfor travsporten er lidt diffus, men vi kan begynde med at notere, at han faktiskt var tilstede, da Charlottenlund Traverbane slog sine porte op for allerførste gang den 24. Maj 1891. Sofus var da 4 år gammel og kom med sine forældre, da moderen havde fået arbejde som totalisatorfunktionær.

Hvorledes Sofus Sørensen kom i kontakt med heste har jeg ikke kunnet klarlægge, men det hele begyndte med at han kom i jockeylære hos en fuldblodstræner i Ordrup-området. På den tid red man galopløb på Erimitagen på forskellige baner. Den første rigtige galopbane, Klampenborg, kom først til 1910, og da var Sofus for længst blev for tung til at kunne udøve galopjockey-erhvervet. Hvornår Sofus kom til travet er svært at sige med nøjagtighed, men han kom i lære hos ungareren Franz Smrcka [Smergar], som kom til Charlottenlund 1905, og det er sandsynligt, at Sofus, som da allerede var 18 år gammel, begyndte på det tidspunkt.

Der skulle gå en del år, før Sofus fik sin første køretur. I 1910 skete der det, at Smrcka den 24. Juli fik en udelukkelse for usømmelig optræden ,hvad det så måtte betyde. Smrcka havde tydeligevis et hæftigt temperament, og det er sikkert det som blev bragt i kog. Udelukkelsen fastsattes til at gælde resten af sæsonen, og den omfattede også al træningsvirksomhed. Jeg har konstateret, at udelukkelsesdommene på den tid virkede urimeligt hårde, så justitsen må have været streng. Jeg kommer iøvrigt mere udførligt tilbage til Franz Smrcka den 21. Juni.
Med Smrcka's udelukkelse skulle man tro, at vejen var banet for førstemanden Sofus Sørensen. Smrcka var privattræner for storhesteejeren, proprietær og fabrikant Henrik Hansen, som dog valgte at lade amerikaneren Brown træne og køre sine heste resten af 1910. For Sofus blev det blot til to starter. Han debuterede den 3. August med at køre indlænderen Miss Chimes til en fjerdeplads i et løb over 2700 meter. Præmien var på 75 kr. I sin anden start senere på året endte han uplaceret.

I stedet valgte Sofus Sørensen at begynde som træner ved sæsonen 1911's begyndelse. Han deltog allerede i Åbningsløbet den 7. Maj, hvor han blev anden med sin første hest, den 7-årige amerikanskfødte hoppe Oraosa, som fabrikant Georg Hansen (manden som skabte Travsportens Alderdomshjem på Ordrup Jagtvej) havde købt af Julius Pajoncek. Der var 17 startende, og Ida Bondsman vandt på 1.39.0/2380 meter for Frits Sommerfeld. Oraosa stod 80 meter efter og travede 1.36.5.
Fem dage senere vandt Sofus så sit livs første sejr. Det var Oraosa, som over 2540 meter travede 1.37.5 toæ 186:10 i odds. Førstepræmien i dette helt normale hurtigløb var ikke mindre end 1.700 kr. Sofus vandt senere på sommeren med 2-åringen Harry Amber, med hvilken hest det allerførste eksisterende billede af Sofus Sørensen er taget. Det viser en flot ung kusk med et lille Errol Flynn-overskæg. To uger efter denne se´jr vandt Sofus med Miss Edith, som gav 82 gange pengene; det højeste odds Sofus nogensinde gav.

Det blev til 6 sejre i den første sæson og til 8 i 1912, hvor Sofus vandt sit første klassiske løb med Prins Beautaw, som vandt Dansk Trav Kriterium på 1.35.2/2600 meter - en sænkning af løbsrekorden på over fem sekunder. Efter Kriteriesejren startede Sofus hårdt med den 3-årige hest, som blandt andet vandt to løb samme dag, men ved sæsonens afslutning var hesten helt udslidt og den flyttedes til Frank Starr, som det følgende år vandt Dansk Trav Derby med hingsten på den helt eventyrlige tid 1.30.2/3000 meter.
Netop det at beprøve hestene hårdt blev noget af Sofus Sørensen signum. Også hans første Derbyvinder - Bella S i 1921 - var udsli´dt efter sæsonen, og hun vandt blot et enkelt løb efter den overlegne Derbysejr.

Koster kom i 1913 og blev champion allerede 1916, mens Sofus tog sit første championat 1917 på en ny fantastisk sejrsrekord på 38 sejre. Det var dette år, som den første rivalitet mellen de to blivande giganter kunne spores. Der var i øvrigt det pudsige ved året, at Sofus var indkaldt til reservestyrkerne (det var jo under 1. Verdenskrig), og han havde ikke mulighed for at virke som træner. Det hverv påtog Johan "Sakki" Petersen sig. Sofus kunne deltage på løbsdagene og tage sit championat, men det var Sakki som lage grunden for det. Sakki-Petersen var født 1881 og i midten af 1890'erne var han staldmand til Orloff-traveren Sagadaschnij, hvis navn han ikke kunne udtale, deraf øgenavnet. Sakki var også træner under flere perioder (bland andet for C.L.Müller i Malmö), og han sluttede sit arbejdesliv som redaktionssekretæ på Væddeløbsbladet.

Den 26. September 1924 ændredes Sofus Sørensens liv som professionel travtræner, formodentlig for altid. Hvad der egentlig skete i Kongelundsløbet på Amager har været utroligt svært at fastslå. Sofus var favorit med Ruby Echo, men Albert Hill vandt med Cortellina II på en tid, som var 6-7 sekunder langsommere end forventet. Jeg går ud fra, at Sofus erklærede sig skyldig til nogen form for svindel, for han blev udelukket resten af sæsonen og HELE 1925!
Hvad jeg forstår, så troede alle, at Sofus var færdig, men han var samtidig en populær mand, og en efter en vendte hans hesteejere tilbage, da han atter begyndte i 1926. Han gik til og med mod sine allerbedste år som træner og blev champion i 1927,29,30 og 31. Han fik stjerner som Colonel Foote, den billedskønne amerikaner Paul Revere (lysfuks med hvid man og hale) og tidernes indtil da bedste indlænder Lauritz, som blev flyttet til Sofus fra Max Rabenhorst dagen efter Derbyet 1930.
Sofus vandt alle tre svenske avlsløb første gang de blev kørt. Opdrætningsløb 1926, Kriterium 1927 og Derby 1928. Alle tre med den danske indlænder Ibrahim Pascha, som ejedes af trænerens største hesteejer gennem alle år, Stald Sørensen Sveigaard. Sofus vandt også Kriterium 1928 og Derby 1929 i Sverige, men så blev avlsløbene lukket for udenlanske heste.

Sofus vandt også det danske Travderby 1928, men ikke med Ibrahim Pascha, som havde været syg. Sofus valgte trods det at køre hesten og overlod hoppen Johnny Finance til kollegaen Leth Olsen, som sensationelt vandt Derbyet til 46 gange pengene, det højeste Derby-odds gennem tiderne. Ibrahim blev fjerde.
Op gennem 30'erne havde Sofus mange fine heste. Han var stirfavoruit til Derbyet 1933 med Orlick, som overraskende blev slået af Odin Hall (Månsson), men Sofus tog revansche året efter ved at vinde travets blå bånd med hoppen Patsy. Sofus fik yderligere to Derbysejre i sin lange karriere: I 1941 med Carl Hof, som han selv havde opdrættet, og i 1946 med Ilka Nichols.
Det var også i 30'erne som Sofus fik sin allerbedste hest, amerikaneren Addison. Hingsten kom til Danmark som 3-åring 1935 og debuterede samme år med sejr på 1.38.0 på banen i Frederikssund (!). Ja, De læste ret. I 1935-1936 kørtes der løb på en banen på Kalvøen i Frederikssund. Det var tiltænkt, at banen skulle blive permanent, men sådan gik det desværre ikke, hvilket ærgrede mig meget 30 år senere, da jeg gik i skole i Frederikssund.
Addison startede bare én gang til det år. Det var på Jägersro, hvor den for Sofus Sørensen's lillebror Poul Klartoft Sørensen (født 1896) satte ny skandinavisk treårsrekord med 1.25.9. Hesten fik sin største sæson som 5-åring i 1937, hvor den vandt 22 sejre, 4 andenpladser og 3 trediepladser på 29 starter. Blandt andet vandt den Svenskt Mästerskap på Jägersro, som dengang var åbent for udenlandske heste. Også 1938 blev et godt år for den fænomenale traver, men hen på sensommeren var den slidt og mærket, og til slut brækkede den ned og blev sendt til Landbohøjskolen for operation. Her døde Danmarks frem til da gennem tiderne bedste traver på operationsbordet af narkoseforgiftning. Et sørgeligt og alt for tidligt punktum for denne undtagelseshest.

Sofus Sørensen, som tog sit sidste trænerchampionat i 1937, erhvervede ejendommen Kratgaarden i Slangerup (gå ind på Krak.dk, gården finders der stadigvæk), hvor hans heste kunne rekreere sig og hvor han kunne bedrive opdræt. Under 2. Verdenskrig begyndte han - i modsætning til den jævnaldrende rival Koster (som var 74 dage ældre end Sofus) at trappe ned, men siden holdt han nogenlunde samme status og fortsatte med at opnå fine resultater, først og fremmest med Percy Nichols.
Efter 54 år i sulkyen kørte Sofus Sørensen sit sidste løb den 18. Oktober 1964, 77 år gammel. Han havde forinden vundet sin sidste og 1.533te sejr med hoppen Gin Countess, som siden gik til Per Hansen. Den allersidste hest, Sofus havde i træning, var 2-åringen Halvor L, som gik til dattersønnen Sophus Bügel Hansen. Halvor L ejedes af A.T.Andersen, som havde´haft heste i træning hos Sofus siden 1916, altså i 48 år!

Sofus Sørensen var via sine børnebørn Christel og Sophus Bügel Hansen fortsat meget engageret i travsporten, og han fortsatte med at gå til trav til sin død i August 1978, 91 år gammel. Mange sammenligner ham med Jan Koster, hvilket er naturligt, men det er svært for en som ikke har kendt nogen af dem personligt. Endda vil jeg påstå, at Sofus kan have været den mest komplette travtræner - med alt hvad det indebærer - af de to, selvom Koster vandt 10 Derbies, 24 championater og hele 2.328 sejre på danske baner. Koster havde tydelige sociale besværligheder, var menneskesky og alment vrissen. Sofus var den glade kammerat, som alle kunne tale med. Koster var en mester i at lave gode travere endnu bedre, mens Sofus skabte de fleste af sine topheste fra bunden. Koster var "spidsglad" mens Sofus foretrak at starte sine heste bagfra. Koster havde stor fordel af sin enorme auktoritet, Sofus kunne til tider opfattes som en bajads med sin cigar og sin joviale væremåde. Sofus fik efter Kongelundsløbet et vist skurkestempel på sig, men faktum er, at Koster faktisk fik en civil dom for dyreplageri ved et tilfælde. Det var i 1916, hvor han fik en betinget dom i retten i Nordre Birk, vistnok for at have afstraffet en hest efter et løb.

Sofus Sørensen var en god arbejdsgiver og læremester. Flere af hans staldfolk var hos ham i over 40 år. F.eks. Andreas Petersen (broder til ovennævnte Johan Petersen) og Svend Sølberg (Fredi's fader). Sofus bedste elev må nok have været den framragende træner Knud Hansen, som jeg senere skal vende tilbage til, men også broderen Poul Klartoft opnåede gode resultater som selvstændig.

Jeg har set Sofus mange gange i Lunden, blandt andet da han med den smukke Gnisten i højhjulet sulky førte feltet op til DTS:s 80 års Jubilæumsløb i 1971. Da var han 84 år gammel men havde ingen problem med at styre Gnisten rundt. Sofus havde kørsel med hest i fingre og rygrad, hvilket han udnyttede på en måde som gjorde ham til en umådelig vigtig del af dansk travsports historie.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie (2. April 14.43)

I dag er det nøjagtig 40 år siden, at Charlottenlund løsrev sig fra et 48-årigt samarbejde med Amager Travbane. Efter at den såkaldte travkrig havde nået sit absolutte toppunkt, begyndte Charlottenlund den 2. April 1970 at køre mod Amager Travbane, som ifølge den fra starten af året gældende sæsonplan som sædvanligt var tildelt April måned.
I Charlottenlundprogrammet til løbsdagen den 25. Januar 1970 meddeltes det helt udramatiskt, at Charlottenlund og Amager fra og med April måned for første gang i historien skulle køre mod hinanden. Det var Det Danske Travselskab, Amager Travselskab og Centralforbundet blevet enige om. Lunden ville helst begynde 1. Marts, således at der ikke blev noget ophold overhovedet, men det fik man ikke igennem.
Som jeg skrev i artiklen mom Amager den 28. Marts, så skulle det vise sig, at 26 af 31 københavnske trænere valgte at drive sin virksomhed i Lunden, hvilket blev et hårdt slag for Amager. Den 30. Marts kørte Amager den sidste løbsdag, hvor der stadig var Lundentrænere til start, men de fleste havde allerede trukket sig tilbage til den nordlige del af hovedstaden, og kun 66 heste kom til start i 8 løb. Den 2. April kørte Lunden 10 løb med 113 heste til start. Bland andet kørte man et hurtigløb, som Gigant vandt for træner Mogens Ingvard.
Gigant skulle de næste fire sæsoner blive en af Charlottenlund-banens mest betydende heste. Gigant startede sidste gang som 12-åring den 9. December 1973 og endte uplaceret i amatørløbet Hammers Ærespræmie med Hans Jørgen Olsen i sulkyen. Derefter købte Jan Tunow den gamle slidr, som fik yderligere tre løbssæsoner på Mallorca. Der var en del oprørte stemmer som lod sig høre angående Gigants fortsatte løbskarierre, men sandheden var, at Gigant havde det godt på Mallorca og selv bestemte, hvornår han havde fået nok. Han levede så vidt jeg ved endnu mange år.


Denne Dag I Dansk Travsports Historie (1. April 2010) 11.28)

Dagen i dag har altid været den 1. April, også i dansk travsportshistorie. Derfor bliver der ingen beretning idag. Ingen skulle tro på det alligevel. Men vi kan jo konstatere, at vi har haft en Derbyvinder ved navn Aprilsnar (1959), men den vender jeg tilbage til senere på måneden, den 27. April for at være nøjagtig.
Travservice.dk og Lundens hjemmeside har i dag to næsten identiske "Aprilsnarrer", men Travservice slipper klart bedt fra sin, som næsten er troværdig.
Her på siden vender jeg tilbage på lørdag, den 3.April, hvor det kommer til at handle om én af dansk travsports allerstørste profiler....

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Amager Travbane (28. Marts 23.59)

Søndag den 28. Marts 1976 gik til historien som den allersidste løbsdag på Amager Travbane. Forund for lukningen lå det mest bizarre stykke travsportshistorie, man kan tænke sig.
Amager Travbane åbnede den 13. August 1922 og banen fik således en 54 år lang levetid. Om Amager Travbanes tilbliven vender jeg tilbage den 13. August. Idag skal vi koncentrere os om lukningen af banen og om "travkrigen", som lå til grund for den.

Det med to baner i København var ikke noget nyt, da Amager åbnede 1922. Den første bane i hovedstaden var Kjøbenhavns Traverbane, som åbnede ved Lyngbyvejen (på området precis nordvest om det som nu er Ryparken Station) i 1885. Den fik i 1891 selskab af Charlottenlund Travbane, som allerede 1892 blev alene om at arrangere travløb i København, da banen ved Lyngbyvejen bukkede under. Der var stor fjendtlighed involveret, da banen i Charlottenlund etableredes, men ikke desto mindre forekom der sporadiske løbsdage på Kjøbenhavns Travbane helt frem til 1912.
Der var imidlertid ingen uoverensstemmelser parterne imellem, da Amager Travselskab etableredes 1921 og banen byggedes 1922. Alle fandt at der var rummelighed nok til to baner. Vi skal tænke på, at Løjtegaardsvej, hvor banen anlagdes, dengang var "langt ude på landet". I dag ligger Kastrup Lufthavn der som nabo....

Fordelen med den nye bane var blandt andet, at man kunne øge sæsonens længde. Hidtil havde man i Charlottenlund kørt fra Maj til Seprember, altså bare fem måneder, med to løbsdage om ugen. Nu kunne man få April og Oktober med. De første mange år kørte man med et system med vældigt korte meetings - 3-4 løbsdage - på hver bane vekselvis. Trænerne valgte hvilken bane de ville have som base. Efter Anden Verdenskrig blev meetings længere, og træner begyndte at veksle med alle heste og al udrustning. Nu kørte Lunden Januar-Februar, Maj, Juli samt September-Oktober, Amager de øvrige seks måneder. Visse større trænere beholdt et mindre antal heste på den "hvilende" bane, men ellers ambulerede alle.

Midt i 50'erne fik Amager en stærk mand. Hans navn var Axel Taarup (født 1907). Taarup var egentlig ikke "amagerkaner", han stammede fra Vesterbro, hvor han bedrev herreekviperingsforretning, og han var en brændene tilhænger af fodboldklubben KB, som nu sammenslået med B1903 hedder FC København. Taarups væddeløbsfarver var KB:s blå-hvide langstriber, og han var en ivrig amatørkusk.
Taarup dominerede snart alt på Amager Travbane. Lidt symbolsk er det, at han delede initialer (A.T.) med sin elskede bane, for han blev virkelig opslugt af den, eller den af ham. Taarup foretog f.eks. alle sejrsinterviews, som han inførte allerede i 50'erne. Lunden kom efter - i 80'erne....
Ofte foretog Taarup sine interviews iført sine løbsfarver, eftersom han skulle ud og køre i næste løb... .
Den dynamiske formand kontrollerede også nyvalg af medlemmer, og snart bestod Amager Travselskab til en stor del af hans håndplukkede folk. Nu ville Taarup have større plads for sin bane i den Københavnske travsport, og han følte sig forfordelt med hensyn til sæsonplanerne, og han fik skabt en splid mellem de to travselskaber. Vi er nu en god bid oppe i tresserne, og Amager Travbane var godt nok stadig Europas hurtigste bane, men dårlige publikumsfaciliteter og et nedslidt staldterræn begyndte at blive en belastnig for Taarup. Gennem flere perioder var det blevet ventileret, at blot én travbane i hovedstadsområdet skulle være meget bedre, og den bane var IKKE Amager. Lunden havde midt i 50'erne fået sin kæmpetribune og ville givetvis være valget til lokalitet. Amagers barakker rakte ikke så langt sammenlignet med Lundens anlæg, som kunne rumme op til 30.000 tilskuere. Taarup fik da gennemtrúmfet, at Amager skulle bygge en ny "multihal", som skulle gøre banen tidsvarende, og nu bragtes sindene for alvor i kog!
Sagen var den, at Chalottenlund i midten af tresserne begyndte at lede efter en ny dato for sit Derby. Under 30 år havde man kørt Derbiet den anden søndag i Juli, men i takt med arbejdsmarkedsudviklingen med stadig mere ferie for folk, var dagen blevet uattraktiv med sin beliggenhed midt i den værste ferietid. Charlottenlund ville have den sidste søndag i August som Derbydag, men det gik Amager til at begynde med ikke med på. August var deres måned. I 1968 - Karina Axworthy's Derby - besluttede Charlottenlund at køre Derbyet så sent som den 15. September, tidernes med afstand senest beliggende danske Derby. For at få opmærksomhed på det nye tidspunkt indgik Charrlottenlund en gigantaftale med Københavns Sporveje om store reklamestreames på samtlige busser i hovedstaden. Det var i forbindelse med denne kampagne, at man kom i kontakt med Kjeld Rasmussen, som var en af de drivende kræfter indenfor Sporvejene. Rasmussen var også borgmester i Brøndbyerne, og da han fik indsigt i travsportens verden, stillede han spørgsmålet om det tidsvarende og økonomiske i at drive to travbaner så tæt på hinanden. Rasmussen foreslog at man byggede en helt ny og moderne bane i hans kommune Brøndby, hvor han kunne stille mere end tilstrækkelig med jord til rådighed. Charlottenlund tændte på idéen, men ikke overraskende var Taarup imod, og der kom endnu mere brændsel på travkrigsbålet. Nogle af A.T.s medlemmer (mange var jo medlemmer af den Charlottenlund-venlige hesteejerforening) fik dog gennemtrumfet en ekstraordinær generalforsamling, hvor det nye fælles baneprojekt skulle komme til afstemning. Det faldt med én (1) stemme! Den stemme var proprietær Peter Lind's. Lind (Stutteri Røde Mølle i Nørresundby) sad i Ålborg Lufthavn, da afstemningen blev foretaget. Hans fly var forsenet på grund af tåge!!!!
Nå, krigen fortsatte altså, selvom Lunden fik sin Derbydag den sidste søndag i August, som da blev begyndelsen på September-meetinget. Det var som sagt Amagers læmpelighed som hovedstadsbane, som var et tungt debatemne, og som førte til Taarups idé om at opgradere banen med en ny multihal. Inden da havde en af Taarups mest trofaste tilhængere, Svend Aage Sørensen, i fuldeste alvor foreslået, at man skulle skære Charlottenlund-tribunen i småbidder og transportere den til Amager for at genopføre den der........!!!
Den Københavnske travscene var nu delt i to fraktioner, der kom længere og længere væk fra hinanden. Bygningen af en ny tríbune på en bane, som de fleste ville blive af med ansås som en ren provokation. Selvom Amager faktisk på det tidspunkt havde bedre økonomi end Charlottenlund, så kunne selskabet ikke bære en sådan investering. Nu havde både hesteejerforeningen og fremfor alt trænerforeningen taget plads på barrikaderne, og tak være et svagt Centralforbund, som ikke formåede at dæmme op for det, som holdt på at ske, kunne Lunden støttet af de to foreninger i begyndelsen af 1970 komme ud med en egen sæsonplan, hvor man fra og med April skulle køre parallelt med Amager. Trænerforeningen blev splittet, da et mindre antal trænere havde trofaste Amagerhestebejere, og bl.a. havde Taarup selv en del heste hos forskellige trænere. Resultat blev, at af de 31 Københavnske trænere valgte 26 - deriblandt samtlige stortrænere -  at tilknytte sig Lunden, og bare fem - Børge Grandahl, Dan Jensen, Børge Rasmussen, Verner Rasmussen og Eyvind Schnell - valgte at træne og starte på Amager. Grandahl og Schnell fortsatte med at have stald på Charlottenlund resten af sæsonen, men i December 1970 var opdelningen faststillet. Dan Jensen og brdr.Rasmussen havde stalde, som domineredes totalt af Amagerhesteejere, og for dem var valget ikke så svært. Yderligere en træner, Hans Andersen, havde flere Amagerhesteejere i sin stald, men han viste en enorm loyalitet mod trænerforeningen og Charlottenlund, trods at han mistede to trediedele af sin stald.
Det var trænerforeningens formand Leif Nielsen og hans kollega Per Hansen, som var de drivende i processen. Pudsigt nok havde Leif Nielsen (ligesom Palle Sperling) tidligere været meget pro Amager, som de under mange år havde foretrukket at træne på.
Amager gennemførte altså Marts måned 1970 efter planen med 8-9 løbsdage. Åbningsdagen var normal, alle trænere var på plads, men i løbet af måneden afhestedes banen, og ved løbene og den 31. Marts var det kun Gerhard Petersen, som havde Lasse Borup for Taarup og Orla Bregnbak, som deltog på Amager. Torsdag (Amager havde jo hovedretten til søndagene i April) den 2. April kørte Lunden et meget flot sportsprogram, og der opstod med det samme et enormt gap i kvaliteten mellem de to baner. Amager måtte snart hente heste på Bornholm for at kunne gennemføre løbene, mens sporten i Lunden blomstrede.
Træner Leif Nielsen havde opfordret sine kollegaer til at boykotte Amager, og tragikomisk nok kom der i April, da alle Charlottenlund-trænere forlængst var borte, en tidsubegrænset udelukkelse til Leif Nielsen for hans agerende fra Amager Travbanes bestyrelse. Dommen blev dog revet op i Centralforbundet og kom aldrig at træde i kraft.
Blandt Charlottenlund-trænerne fandtes der Leif Løfgren og en ung Bjarne Schnell, som begge havde sine hjem på Amager i nærheden af travbanen. Hvad var det som drev de fleste trænere til at vælge Lunden? Jo, de fremsynte indså, at Amager var en dødsejler, og det viste sig også, at sund fornuft sejrede.
Axel Taarup kæmpede videre med sit Amager, og det var egentlig beundringsværdigt, at han lykkedes at holde liv i sin skude så længe, som han faktisk gjorde. Men hans stædighed tilførte ikke bare Københavnsk travsport men hele den danske travsport umådelig og på længere sigt uoprettelig skade. Man kan roligt sige, at Taarup og hans disciple bidrog kraftigt til at ødelægge dansk travsport.
I 1976 gik det ikke længere. Man havde solgt jorden til Taarnby Kommune, som nu ville bebygge området, men Taarup gav ikke op af den anledning. Han lykkedes at finde et område i Skovbo Kommune, hvor han kunne bygge en ny bane. Nu kom Svend Aage Sørensens idé til virkelighed, da man havde været fremsynes nok til at bygge A.T.Hallen i moduler, og den blev efter lukningen af Amager flyttet til Bjæverskov Travbane.
Denne dag i dansk travsports historie - den 28. Marts 1976 - lukkede Amager Travbane med et gigantisk 12 løbs program. Tilskuerpladserne var fyldte til bristepunktet - visse påstod, at det var det største publikumstal siden banen begyndte i 1922 - omsætningen kom over en million kr., og Osman Bogø gav banen et værdigt farvel ved at vinde det allersidste løb på en hurtige 1200 metersoval. Fem uger senere - den 2. Maj 1976 - åbnede Skovbo sine porte, og der fortsatte man med at køre travløb i 20 år, indtil også denne bane endelig lukkede i slutningen af 90'erne.
Axel Taarup kom ikke til at opleve den storhedstid, som Skovbo Travbane faktisk fik nogle år senere. Taarup døde samme år den 26. December. Ironisk nok hentede døden ham på Charlottenlund Travbane. Under andenjuledagsløbene faldt han sammen ved fontænen i den store spillehal, og hans liv gik ikke at redde.

Kosters villa er brændt! (25 Marts 13.03)

I mandags afholdt Det Danske Travselskab sin årlige generalforsamling. Jeg passede på at være tilstede, idet jeg kunne kombinere et Københavns-besøg med andre aktiviteter. Under eftermiddagen benyttede jeg lejligheden til at gå igennem DTS:s og DTC:s arkiver for at danne mig et indtryk af, hvilket materiale som er bevaret. Det meste lå hultertilbulter, men jeg kunne i hver fald konstatere, at alle Travkalendere er sparet siden 1895, da den første udkom. Derudover var der en del tidskrifter som Væddeløbsbladet, Travtidene, Travets Årbog og de forskellige julenumre, som var bevarede men ikke komplette.
Alligevel fik jeg et chock, som bliver svært at komme over: Lundens baneforvalter har foranlediget, at SAMTLIGE Charlottenundprogrammer helt tilbage fra 1891 ER BLEVET SMIDT I SKRALDEKONTAINEREN!!!! En helt uværderlig informationsskat tilintetgjort. I Sverige har vi en fyringsårsag, som hedder grov tjenestefejl. Dette er precis en sådan: grov tjenestefejl. En kommentar i stil med "Vi har ikke plads til det gamle lort" skal være faldet.....
Heldigvis har Centralforbundets folk været mere forsigtige med at slippe rengøringsfantaserne ind, således at Kalenderen er bevaret. Så har vi i det mindste alle væddeløbsresultater.

Om aftenen var der altså Generalforsamling på Skjoldgaarden. Det gik ret roligt til, og bestyrelsen blev genvalgt, selvom der var et par helt unædvendige skønhedsfejl som en lagkagekastning mellem bestyrelse og internrevisorerne. Det burde bestyrelsen have sparet forsamlingen for.
Ellers var det frasalget, som stod i centrum med megen ros til bestyrelsen til følge. Med al ret. Et for mig fuldstændigt ubegribeligt godt resultat blev enden på en yderst ejendommelig forretning, som har ledt til at vor elskede gamle bane er skyldfri. Nu håber jeg så, at HFF-folket endelig for øjnene op for hvad TRAVSPORT er og giver Lunden (og andre som behøver og er berettigede til det) bedre forudsætninger for at drive forretningen. Jeg glæder mig f.eks. til det vanvittige HFF-forbud mod nye trænere på Lundens staldterræn tages bort. Findes der blot det mindste uns af fornuft i Bent Knie Andersen, så fjerner han dette krav uden at lytte til dårlige rådgivere, som bare vil modarbejde Lunden.

På vej til Hestesportens Hus (burde det ikke hedde Hestesportens Kælder?) passerede jeg den gamle champion Jan Koster's hjem, villaen Skovbo, på Traverbanevej. Der havde tilsynesladende været brand i det gamle stehus, men det var ikke nedbrændt, og genopbygningsarbejde pågik. Det slog mig, at dette næsten kan opfattes som et symbol på den moderne dansk travsport: Skadet, men ikke ødelagt og under genopbyggelse.......


Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Mogens Ingvard (21 Marts 09.57)

Jeg begyndte at interessere mig for travsport, da jeg var 10 år i 1967-68. Faktum er, at jeg næsten husker løb og heste fra den gang bedre end de mere nutidige. Dengang kunne man jo afstamninger og løbsprogrammer udenad. Nu véd man knapt, hvem som starter i eftermiddag på Lunden.
Min første favorithest var definitivt Karina Axworthy, som imponerede ved sin overlegne Derbysejr for Hans Svensson, som jeg i øvrigt stadig træffer hver eneste løbsdag på Solvalla. Men Karina gik til Sverige og blev sværere at følge. I Maj 1970 vandt den tidligere Derbyvinder Gigant Øresundspokalen og slog den svenske storfavorit Near Me overlegent. Gigant var en herlig hest. Den havde en enorm speed men var lidt distancesvag, hvilket dens kusk kompencerede for gennem at køre nogle strålande taktiske løb. Gigant kunne flyve til front, han kunne komme flyvende midt i løbet eller komme flyvende i opløbet. Gigant blev noget af en favorithest for mig, og han holdt til han var 12 år og gav travpublikum mange fine oplevelser. Han trænedes og blev kørt af afdøde Mogens Ingvard, som ville have fyldt 80 år idag, den 21. Marts.

Mogens Ingvard hed oprindelig Mogens Petersen, men da det blev for let at forveksle ham med den kendte amatørkusk Mogens Pedersen ("66"), så begyndte han i 1960 at anvende sit mellemnavn Ingvard, precis som mange af hans senere kollegaer - Frost, Fischer, Duus, Hjorth, Juul, Ferløv, Günther, Bondo etc. - har gjort.
Mogens blev uddanet hos Mark Ingdam og tog trænereksamen i begyndelsen af Februar 1954 på hold med senere trænere som Tommy Petersen, Sophus Bügel Hansen, Benth Kyvsgaard, Alvar Poulsen og Per Hansen. Tommy Petersen begyndte dagen efter træneeksamen som selvstændig, medens de øvrige ventede noget. Mogens Ingvard fik chancen, da Tage Boldt stoppede den 1. September 1956. Boldt var søn af den store træner William Jensen (1898-1970, totalt 501 sejre), som jeg glæder mig til at profilere i April. Boldt overtog sin faders stald, da han blev syg i 1952, men opnåede kun beskeden succes og valgte at slutte, og så fik Mogens Ingvard chancen. Med til at få fart på Ingvards trænerforretning var bl.a. stutteri Baunebjergs heste (Adjudant og Bruno Pil), som han overtog fra Alex Simonsen, som var taget til Amerika for at arbejde.
Men fremfor alt fik Mogens heste fra John Hansen, Ærtebjerggaard i Dronningmølle. Paré, Torbjørn, Wim og ikke mindst Affect, som i 1961 var Danmarks bedste hest og vandt hele 13 sejre i hurtigklassen. Men John Hansen ville hovedsagelig køre sine heste selv, og det var han ikke helt overens med Ingvard om, og samarbejdet kom til ophør.
Sommeren 1960 døde bogtrykker Helge Martved, Stutteri Statene i Allerød, pludselig bare 47 år gammel. Det mange heste solgtes, og fremfor alt følhopperne men også en del løbsheste blev overtaget af en ny hesteejer i sporten, gårdejer Ole Christensen, Langstrup ved Fredensborg. Mogens Ingvard havde fået Christensens allerførste løbshest, Susanne, i træning, og den nye hesteejer fik stor betydelse for Ingvard og for københavnsk travsport i særdeleshed. Ole Christensen opdrættede hestene med "L" som eftenamn. Gerlev L var den første, Haboune L, Hildeborg L, Jet L, Kadet L, Mon Desir L og Nimbus L de mest berømte. Men snart begyndte Christensen's søn Leif at blive en ivrig amatørkusk og ville køre hestene i løbene, hvilket naturligtvis ikke passede Mogens, og så gik hestene til Carlo Frederiksen. Leif Christensen blev bl.a. anden i Derbyet 1967 med hoppen Iboune.
I 1962 fik Mogens Ingvard en interessant 2-åring fra Aksel Madsen på Fyn. Det blev til nogle starter det år, men så solgtes hesten til Stald Sofus & H.C., som havde sine heste hos Leif Løfgren. Hesten var Fox Hanover, Derbyvinder, dobbelt dansk mester og landets på et tidspunkt mest vindende hest gennem tiderne med 321.000 kr.
Men allerede året efter skulle Mogens Ingvard få sin egen Derbyvinder i træning. Gigant var tilkørt hos Per Hansen, men ejeren, slagtermester Hermansen i Ganløse flyttede sin heste til Ingvard 1963. Gigant blev trænerens bedste hest, men han opnåede også fine resultater med Dollarprinsessen (føromtalte Mogens 66 var ejer), Flying Statene, Mac Senator og Mylord L, som han fik i træning 1970 for at forberede den til Derbyet. Det holdt næsten hele vejen. Ingvard speedede til front i det store løb og kontrollerede løbet totalt. Det var en fornøjelse at se, at han ikke bare kørte sin egen hest men også favoritterne Mighty Boy, Major Cathrineberg, Mobil og Mai Safari. Desværre for Ingvard var der én konkurrent, som var for god: Max Hanover, som for Børge Simonsen i opløbet  spurtede forbil til sejr. Mylord L blev anden.

Mogens Ingvard var efter min opfattelse en umådelig dygtig træner, et kæmpetalent helt enkelt. Men har var altfor flegmatisk til at udnytte det, havde sine principper, som ikke altid stemte overens med andres, og derfor blev han aldrig så stor, som han kunne have blevet. Mogens var otroligt praktisk og elskede at rode med forskellige tekniske projekter. Hans bedste var definitivt Ingvard-vognen, en lang jernvogn for træning, som han selv smedede sammen. Da jeg var staldmand på Lunden 1978-1984 havde i princip alle trænere mindst én Ingvard-vogn. Men dette kostede jo fokus på trænerforretningen, som også havde ændret indretning, da Mogens i begyndelsen af 70'ernre flyttede på landet til stutteri Donse, hvor han kombinerede stutterichefjobbet med travtræneriet.
Jeg kom til at kende Mogens Ingvard vældig godt, eftersom hans søn Søren var min staldmandskollega og kammerat. Men det var på et tidspunkt, hvor hans far havde trukket sig mer og mer tilbage og kun havde en eller to heste i træning ad gangen. Ingvard havde et fint år 1978, hvor heste som Pan Viking og Unikum Mellergård gik godt, men så var det slut, og i 1985 vandt han sin sidste sejr med Gillon Hedevang.
Mogens Ingvard var i slutningen af 70'erne vendt tilbage til Lunden, hvor han boede til sin død i 1990, blot 60 år gammel.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Palle Sperling (20 Marts 10.31)

Som De sikkert forstår, så kræves der en hel del research for at skrive en artikelserie som den, jeg har kastet mig ud i her under "Dansk Travsport". Heldigvis har jeg samlet megen information i min "syge" hjerne gennem årene. Der dukker dog hele tiden nye interessante informationer op, når man botaniserer i gamle publikationer.
Det handler vældigt meget om travhistoriske personligheder og først og fremmest om trænere. Det er fascinerende at sammenstille forskellige karrierer, og noget, som slår mig, er den individualisme, som præger travsportens trænere gennem tiden, stor som små. Der er altid helt egenartede præg at finde. Ikke to trænere er ens, hvilket gør det ekstra sjovt at skrive om dem.

I dag er det den 20. Marts, og ifølge mine notater skulle træner Palle Sperling have fyldt 85 år i dag, hvis han havde levet, men desværre gik han bort alt for ung.
Jeg tror, at Palle var Københavner. I hvert fald boede han som ganske ung i Aggersborggade på Østerbro. Palle kom i lære hos den excentriske Arnold Jensen, hos hvem han var længst tid. Inden trænereksamen i efteråret 1949 var han også hos Gerhard Petersen. Han vandt tre løb som jockey.
Eksamen blev bestået på hold med senere trænere som brødrene Walther og Jørgen Kaiser Hansen, Eyvind Schnell, Jens Ipsen, Kurt Køppen, Preben Vebner, Tage Boldt, Hans Bagge, Leif Nielsen, Ib Hansen og Preben Munch. Et fantasktisk fint trænerkuld. Jeg har ikke helt check på alle, men i hvert fald Eyvind Schnell, Kurt Køppen og Ib Hansen er stadig i livet.
Efter eksamen drog Sperling til Amerika for en kortere periode. Han kom hjem igen i et par år, inden han i begyndelsen af 1954 sammen med sin hustru Kirsten tog tilbage til Amerika for at arbejde 2½ år hos legendariske Billy Haughton (1923-1986). Under sit andet ophold i Amerika vandt han 6 løb og 23 andre placeringer i 40 starter. Han havde en egen hest, paceren Grattan Fingo, som han købte billigt og solgte dyrt ved hjemrejsen i December 1956.
Vel tilbage i Danmark fik Palle straks to gode heste i træning. Den danske rekordholder for 3-årige hopper Susan Frisco (21.6) og mockindlænderen Chestertown's Henley. Han byggede en stor stald op, men debuten fandt først sted i April med sejr for Susan Frisco til følge. Ugen efter slog samme hest hele hurtigklassen med Ruder Konge & co. i Internationalt Pokalløb.
Sperling vandt de første fem sæsoner som selvstændig træner hvert år over 20 sejre og han skyggede Mark Ingdam, Walther Kaiser Hansen og Gerhard Petersen og var ofte før Leif Nielsen i championligaen. I efteråret 1961 fik Palle "an offer he couldn't refuse" fra den nye storhesteejer Svend Hansen, Stutteri Olympia. Sperling sagde alle heste op og blev privattræner. Desværre døde Svend Hansen, kun 58 år gammel, allerede den følgende sommer, hvilket var et ufatteligt tab for Palle Sperling og ikke mindst for dansk travsport, for Svend Hansen var på vej mod noget rigtig stort. Man havde fået en forsmag på det, som altså ikke skulle komme, da staldens Francis Senator vandt Opdrætningsløbet før Filia Olympia (Mogens Ingvard gæstekørte hende for Sperling) på ny Europarekord for 2-åringer. De to heste blev siden forældre til unghestestjernen Misty Senator, som var opdrættet af Svend Hansens søn Jørn W.Hansen.
Jørn W. og hans bror Dan var únge og havde trods stor travinteresse hos begge valgt at realisere Stutteri Olympia ved faderens død. Jørn var dog hurtigt tiibage og han købte 1966 Donse Avlsgård i Hørsholm og døbte den om til Stutteri Trolle. Både Jørn og i begyndelse også Dan kørte amatørløb. Jørn W blev senere medlem af Det Danske Travselskabs bestyrelse og var en kort periode i slutningen af 80'erne selskabets direktør og var da min chef. Som sin far døde Jørn W ung i 1992, bare 56 år gammel.
Tilbage til Palle Sperling, som blev publiktræner igen og klarede sig strålende, nu med en noget mindre stald. Han havde heste som sejrsslugeren DC8, som var en kæmpemæssig hest, Hover og toårsstjernen Odalisk, og han førte også stjerner som Earl Søvang og Fjuri Axworthy frem. Et stort opsving fik Sperling, da Nallo i begyndelsen af 4-årssæsonen 1971 flyttedes til ham fra Aksel Pedersen. Palle vandt det år alt med Nallo bortset fra Derbyprøven og Derbyet. Stuart Hanover-sønnen var noget distancesvag, men hans præstationer på normaldistance var helt formidable. Palle forstod at udnytte Nallo's kollosale speed, og det var fascinerende at se parret.
Palle havde op igennem 70'erne og i begyndelsen af 80'erne også glæde af heste som Koh I Noor, Stensbæk Lloyd,  Bingo Karlebo, Børge Dan og Count Vixi.

Palle Sperling var erklæret socialist (en af vældigt få trænere med politisk engagement), og han debatterede gerne og ofte. Palle havde synspunkter på det meste, og han tog også ansvar for sine vurderinger gennem at aktivt deltage i trænerforeningslivet. Han var også træner til Lundens fodboldhold på den tid, hvor man med fysiske giganter som brødrene Aage og Niels Duus Hansen, Torben Fischer, Bongo og René Ravn bogstaveligt talt knuste al modstand på grønsværen.
Allerede i begyndelsen af sin karriere var Palle den første at sætte spørgsmål ved diskvalifikation for urent trav, men det tog 20 år, inden han 1974 fik sin vilje igennem, når Centralforbundet endelig sløjfede den vanvittige regel.
Sperling havde mange kæpheste. Heattræning efter amerikansk system var en af dem: Første heat klokken 10.23, andet heat 10.49 etc. Kokettere kunne Palle også. På andre punkter var han mere liberal. Han ordnede for eksempel aldrig (eller sjældent) seletøj. Bortkastet tid, mente Palle.
Taler man med Sperlings tidligere tidligere staldfolk får man billedet af en enormt god arbejdsgiver, som sendte taknemmelige medarbejdere videre i arbejdslivet. Én af disse var Nykøbings mangeårige championtræner Harald Lund, som til og med navngav sin søn efter sin tidligere chef.
Også Palle Sperlings liv blev desværre altfor kort. I 1983 blev han ramt af en hjertesygdom, som var helbredelig men krævede operation, til hvilken der var lang venteliste. Anden Juledag 1983 blev ventetiden for lang for Palles hjerte og han døde i sit hjem, villaen precis på den anden side af Ordrup Jagtvej set fra staldindfarten.
Palle Sperling var i 70'erne flyttet sammen med Christel Bügel Hansen - "Trille" - som desværre også døde relativt ung 56 år gammel for nogle år siden. Palle havde fra sit første ægteskab med Kirsten, som stadig er i livet,  datteren Susanne, og med Trille fik han datteren Bonnie.
Partnerskabet med Trille gjorde Palle Sperling til medlem i Danmarks mest fascinerende trænerrslægt, som kæder Sofus Sørensen sammen med Steen Juul. Se her:

Den gamle stortræner og champion Sofus Sørensen (1887 - 1978) havde en datter, som giftede sig med Georg Bügel Hansen, som var amatørkusk og fik to børn, som kom ind i travsporten. Sophus Bügel Hansen, som var professionel travtræner fra 1954 til 1968 (de første tre år i Skive) og datteren Christel, som blev Danmarks første kvindelige amatørkusk 1966. I øvrigt var Sofus' bror Poul, som senere tog navneforandring til Klartoft, også en ret så fremgangsrig træner. Som nævnt fik Palle og Christel datteren Bonnie, som er livskammerat med Steen Juul's søn Michael. Michael's søster Camilla har træner Christian Clausen som mand. Steen Juul har brødre og nevøer som er eller har været aktive travtrænere, og hustru Kirsten er datter af afdøde travtræner Børge Simonsen. Det kan man kalde travtrænerslægt med forgreninger!

Palle Sperling var en sjov fætter, som da jeg var "ræveunge" i 1970'erne var selvklar og karismatisk del af livet på Lundens staldteræn. Typisk for ham at køre hurtigt uden hjelm eller kasket men iført storternet flanelskjorte med opsmøgede ærmer og højlydt fløjtende. Palle var et af mange små genier som har passeret gennem dansk travsports fascinerende historie.

Denne Dag I Dansk Travsports Historie: Mark Ingdam (16 Marts 10.00)

Det er den 16. Marts, og på denne dag 1918 fødtes et af de allerstørste navn i dansk travsports historie: Træner Mark Ingdam.

Han fødtes i Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro som en af fire sønner til en far som var installatør og en mor som var hjemmefrue. Blandt brødrene fandtes den 1½ år yngre Leiff, som også skulle blive en dygtig travtræner. Opvæksten var harmonisk, men faderen var af rastløs natur og ville gerne røre på sig, så da Mark var otte år flyttede familien til Sundholmsvej på Amager, hvor faderen startede en købmandsforretning, som han to år senere forpagtede ud for at flytte til Tårnby og et nyt erhverv.

Bopælen i Tårnby lå lige ved siden af den relativt nybyggede Amager Travbane (1922). Der fandtes overhovedet ingen travinteresse i familien, men Mark og hans brødre fik en kammerat ved navn Knud Winther, og Knud havde tilgang til at komme i den unge træner Leth Olsens stald. Det var om Leth Olsen (trænereksamen 1923) man sagde, at han kunne køre hvilken hest som helst i en sytråd, og i slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne anvendtes han meget som hjælpekusk af de største trænere (han vandt Derby 1928 med Sofus Sørensens Johnny Finance til 45 gange pengene), og som træner var det Leth Olsen, som fik gang i evighedsmaskinen Willy B. Alligevel blev Leth Olsens karriere kort (se speciel artikel).

Mark og hans kammerater "plankede den" for at komme til trav på eftermiddagene, og var det hverdagstrav skulkede han fra den sidste time i skolen. Efter afsluttet skolegang fik han noget mod sine forældres vilje en halvdagsplads hos træner O.Stampe, som snart blev til en uddannelsesplads hos favorittræneren Sofus Sørensen. Som 15-årig var Mark hos Carl Nielsen (født 1895), og siden blev det også til ophold hos Knud Hansen og Gunnar Vang Andersen, som senere blev en stor træner i Århus.

Af ikke kendte årsager fik Mark ikke plads på trænerskolen 1936, hvilket den en måned yngre Orla Bregnbak for eksempel fik. Ingdam blev meget oprørt og forlod travsporten for at i stedet begynde som cykelrytter på Ordrupbanen. Det gik godt som cykelrytter, men en dag kom der bud fra ingen mindre end championtræner Koster, som ville tale med den unge mand.
- De må vælge mellem cykel- og travsporten og satse hellivet på det, De vælger, lød Kosters ord. Efter betænkningstid valgte Mark travet, og han fik job hos Koster som sidstemand. Men nu var det bare at kæmpe. Jockeylicens blev erhvervet og den 15. Juni 1938 vandt Mark Ingdam sin første sejr. De var med den gamle amerikaner Hanover Speed, som havde vundet Mesterskab for Danmark 1936 for sin tidligere træner Thomas Hansen. Nu var den udbrændt, men Ingdam lykkedes med at få den først over stregen.
Mark blev vist stor tillid af Koster, og han var velforberedt, da han i December 1942 tog trænereksamen for at begynde som selvstændig ved den nye sæsons begyndelse. Med på Marks eksamenshold var blandt andet Fredi Sølberg, Erik Hansen, Gunnar Jensen, Alex Simonsen og Egon Larsen.

Den første hest, Mark Ingdam fik i træning, var den fine Ax Frisco (senere avlshingst på Røde Mølle i Nørresundby), som kom fra Julius Høybye jr. Der kom snart gang i butikken, og det blev til 24 staldsejre det første år (1943). Karierren tog enorm fart, og 1948 lykkedes det Ingdam at detronisere Koster og tage det første af ti championater opnået i 1948,49,51,52,53,54,55,56,57 og 60. Det blev til tre Derbysejre. Nollo (1952), Snowflake (1956) og Bambino (1960) samt utallige andre storløbssejre.
Mark Ingdam var et vældigt nysgerrigt menneske, og han havde mange interesser. Som idrætsmand var han generelt interesseret af sport og foruden cykling var boksning hans store passion. Han elskede desuden musik af George Gershwin. Han gik også i teatret, og Bodil Kjer var hans favoritskuespillerinde.

Leif Løfgren er en af mange trænere, som blev uddannet hos Mark Ingdam. Jeg spurgte ham for et par år siden, hvorledes han ville betegne sin læremester: - Mark var et geni! lød svaret. Løfgen fortalte om, hvorledes Ingdam skoede sine heste selv, og de svenskere, som tror, at det var Gunnar Nordin, som opfandt løbskørsel uden sko i 70'erne, må tro om. For Ingdam kørte visse heste uden sko allerede i 50'erne. Dagen før løbsdag planerede han skoningen af starthestene nøje. Skulle der komme sne på natten, stod han op, begav sig til Løfgrens bopæl, bankede på ruden og råbte: - Langemand, det sner! Så var det bare for "Langemand" at hoppe op og hjælpe til med omskoningen af samtlige startheste. Ingdam fremarbejdede også for egen hånd seletøjsdetaljer som ingen anden havde fundet på tidligere. Hans platsticbriller til heste er måske det mest kendte. Mark var pådrivende med at få startbilen inført, og han konstruerede en startbil for at påvise det vigtige med at få indført startmetoden. På Amagrs sidste løbsdag 1948 foretoges en prøvestart med en startbil konstrueret af Ingdam.Det var en Mercedes 180 Cabriolet (fint skulle det være!), som trak en røranordning på hjul (den så nærmest ud som en gødningsspreder). Vingerne blev trukket ind med snore af en person som sad midt i anordningen.
Det tog dog nogle år, inden starbilen vandt indpas. Morsomt nok vandt Mark Ingdam det første officielle startvognsløb i Danmark med Orkanen Frisco i 1953 på Charlottenlund Travbane.

Mark Ingdam var i det hele taget før sin tid på mange punkter, dog var det hverken ham eller Sören Nordin, som opfandt sidestangen. Den fandtes allerede i 20'erne! Men Mark var den første, som etablerede træningscenter på landet. Sofus Sørensen havde godt nok flere år tidligere erhvervet Kratgaarden i Slangerup, men det var mere for rekreation for hestene, så da Mark med støtte af hesteejeren med pseudonymet Mr.Rasse i 1947 købte Holmegaarden i Vassingerød og byggede træningsbaner, ansås det som et vovestykke. Det gik heller ikke på længere sigt, og det er muligt, at det var i den forbindelse, at Ingdam fik sit første knæk.

Jeg har læst nogle artikler, som Ingdam selv skrev i 40'erne, og det lyser en næsten overdreven selvtillid ud af dem. Der var ingen tvivl om, at Mark Ingdam indledningsvis havde stor tiltro til sig selv. Derfor føltes de nederlag, han tilføjedes senere i livet, nok ekstra tunge.

Mark Ingdam var som ung mand næsten estetiker, men en gang i begyndelsen af 50'erne kom han i kontakt med mennesker, som levede lidt mere i svir, og Mark kom så i kontakt med alkohol. Der blev knas i ægteskabet med fru Henny, med hvem han fik to døtre, og prestationsangsten på banen gjorde sig bemærket. En snaps eller to efter arbejdet blev snart en vane. Venner og hesteejere prøvede at påpege problemet i dette for ham, men han ville ikke høre. Under leg med sine to døtre beskadigede han halebenet, hvilket tilføjede ham næsten konstante smerter. Alkoholen hjalp formodentlig kortfristigt. Snart blev det kotume, at Ingdam ofte kom til væddeløb i en brandert, og alle de som vendte det blinde øje til dette, gjorde ham givetvis en bjørnetjeneste, men faktum var, at selvom han skulle hjælpes op i sulkyen, så kørte han ud og gennemførte helt perfekte travløb. Stopuret havde han altid med, om så han knapt kunne se ud af øjnene.

Store hesteejere som Søren Friis kæmpede hårdt for at støtte Mark, men hans skæbne var besejlet. Utroligt, at han under så mange år af misbrug kunne holde sig i toppen. Jeg tror, at pressen hjalp til der ved aldrig at tage problemet op. Under de sidste 5-6 år i livet var Mark ofte sygemeldt fra løbene. Men de officielle årsager som helt normale hvedagssygdomme blev der aldrig sat spørgsmåltegn ved.

Mark Ingdam formåede at rykke sig op en sidste gang i 1960, hvor han både blev champion og vandt Derby. Et år senere havde han blot tre heste i træning, og sådan var det de sidste tre år af hans karriere. Den 10. Juni 1964 vandt han sin sejr nummer 1.085, den sidste i hans liv. Det var pudsigt nok Søren Friis's Flain, som det skete med. Ugen efter, den 17. Juni, kørte han sit allersidste løb med hesten Faster. Nogenlunde samtidigt mistede Mark sin elskede moder, og det kan havde været det sidste puf mod hans alt for tidlige død. Den 15. Juli befandt han sig i bevidstløs tilstand og den 25. Juli kom døden, som væddeløbsbladets redaktør Kaj Hansen beskrev det, og befriede en meget respekteret travtræner og et afholdt menneske for hans mange lidelser. Mark Ingdam var geniet, som kun fik lov at leve halvdelen af sit liv. Han levede stærkt og døde ung. Mark Ingdam blev blot 46 år.

Bondo tæt på Grand Slam (15 Mars 09.36)

De gik godt for de i udlandet virksomme danske trænere i den forgangne weekend. Michael Lønborg og Bo Westergaard vandt de to første V75-løb på Momarken i lørdags, og i går vandt Erik Bondo's Mistero As Gran Premio Citta di Padova for 4-årige italienske indlændere. Der var ca. 250.000 DKK i førstepræmie.
Samme penge deltes ud i dagens andet storløb Gran Premio Padovanelle for ældre indlændere. Bondo startede der Julius del Ronco, som i opløbet tilsyneladende havde alt under kontrol, da han hoppede over en hvid afgrænsningspind af plastic, som var blev liggende på indersporet. En altødelæggende galop blev resultatet og en kvart million forsvandt på en brøkdel af et sekund!

Ny artikelserie: Denne dag i Dansk Travsports Historie (11 Marts 2010 14.41)

På tirsdag, den 16. Marts påbegynder jeg en ny artikelserie på denne plads. Rubrikken bliver "Denne Dag i Dansk Travsports Historie", og idéen er at skrive om personer og hændelser, som knytter sig til den aktuelle dato.
Årsagen til at jeg starter artikel-serien er at jeg og en hel del andre med mig er chockerede over den historieløshed som præger den moderne danske travsport. Det er ikke ment som en serie "gammelmandssnak" om at alt var bedre før, det er snarere ment som et tilbud til yngre generationer om at få tage del i alt det som skabte vor danske travsport og gjorde den til Europas førende i begyndelsen af forrige århundrede. Helt op i 80'erne udvilklede dansk travsport sig med en stadighed, som desværre blev vendt i forkert retning i begyndelsen af 1990'erne, og vi er endnu ikke kommet tilbage på ret spor.
Min intetion er at gøre artikelserien let fordøjelig. Der er nemlig en nøsten uudtømmelig mængde af interessante og morsomme historier de første 100 år af dansk travsports eksistens.
Jeg kommer ikke at skrive dagligt, men måske 1-2 gange i ugen. Ældre travfolk kan måske gætte sig til, hvem (for det drejer sig om en person), som lægger navn til den første artikel på tirsdag, den 16. Marts.

Preben Kjærsgaard 60 år (15 Oktober 2009 08.04)

I dag torsdag fyller Preben Kjærsgaard, dobbelt Derbyvinder, flerfaldig landschampion og champion på Lunden, 60 år. Preben, som er født på Fyn, blev uddannet hos svogeren Thorkild Hansen i Billund, blev træner i 1974 og virker nu i Halmstad i Sverige. Tillykke Preben!

Nitten fortabte år er forbi! (29 September 15.54)

Løbsguiden, Trav & Galop eller hvad den nu hedder findes ikke længere. Publikationen, som på liv og død skulle søsættes den 2. Januar 1991, er gået i graven. Bag os ligger 19 fortabte år. For hvad skulle vi med Løbsguiden?
Jeg var stadig sportschef på Lunden da den katastrofale beslutning om at tvinge trav- og galopbanerne til at nedlægge deres baneprogrammet for at være med i fællesprogrammet kaldt Løbsguiden. Resultatet - et negativt sådant - lod ikke vente på sig. Allerede dag 1 med Løbsguiden som officielt travprogram dykkede omsætningen, og den hentede aldrig mere det tabte ind. Et underlødigt produkt ødelagde en stor del af fundamentet i dansk væddeløbssport. Samtidig gjorde man sig umage med også at voldtage Væddeløbsbladet, som inden da var en uavhængig publiktion, som havde klaret sig selv i næsten 80 år trods hård konkurrence flere gang på vejen.
Nu får baner atter mulighed for at udgive sine egne løbsprogrammer, men den ødelagte økonomi gør at mange får svært ved at genskabe den type af travprogram, de havde frem til den 1. Januar 1991, da det hidtil sidste Charlottenlundprogram lå på restaurantbordene.

Fokus-baner. Hvad i himlens navn menes der med det? Og hvorfor er Skive ikke en fokusbane i så fald? Var det ikke bedre at DTC lagde sine kræfter på at finde ud af, hvordan der skal komme gang i byspillet? Godt 42% i banespil på Lunden i søndags på Kriteriedagen. Godt gjort af Lunden men skammeligt dårligt arbejde af de, som har ansvaret for dansk off-track spil.

Jeg lider med Axel Jacobsen, som blev af med sin Kriteriesejr i søndags efter en trængning. Han havde jo den bedste hest for dagen.
Det er altid trist med diskvalifikationer i storløb. Det var tredie gang det skete i Kriteriet. I 1967 blev Kap Cathrineberg (Leif Nielsen) diskvalificeret for urent trav, og sejren gik til Kaiseerdrengen (Jørgen Kaiser Hansen). Og i 1985 brød Jochim Lønbo (Vagn Lønborg) ud i opløbet og generede Julius Royal Canin (Preben Kjærsgaard) til målgalop. Hestene var første og anden i mål, og sejren gik nu til Join Løjbjerg (Steen Juul).
Også Derbyet har set diskvalifikationer af førstehesten, men det er længe siden. Første gang, et skete, var i 1930, da Leo (Oluf Månsson) galopperede i mål som vinder og sejren gik til Klondyke (Jan Koster). Med denne lille hjælp på vejen blev Koster den første og eneste at vinde alle tre klassiske storløb samme år.
I 1950 var Moster først over stregen i Derbyet for den fynske træner Poul Stripp. Men hun travede så ilde, at hun diskvalificerede og sejren gik i stedet til en anden hoppe, Minus, som ejedes af Mølgaard Olen i Ølstykke og kørtes af Arnold Jensen. Moster blev siden Danmarks indtil da hurtigste hoppe med tiden 1.18.9a. 

Hvordan kan dette ske? (15 August 10.13)

Jeg læser på travservice.dk, at en danskfødt 2-åring med den fine afstamning Muscles Yankee - Gina Mazur har travet 1.14.1a i et babyløb i USA. Det er naturligvis meget glædeligt, at en danskopdrættet hest markerer sig udenlands og frem for alt i USA. Mindre glædeligt er det, at hesten bærer navnet Peace On Earth. Hvordan kan den få det navn? Er det dumhed? Ligegyldighed? En Provokation? Det fleste travfans over 20 år - hvilket skulle inkludere hestens opdrætter og de ansvarlige på DTS:s registreringsafdeling - burde kende til den svenske toptraver Peace On Earth (1985 - 2007 v. Ideal du Gazeau - La Senia v. Speedy Crown), som var sin årgangs suverænt bedste hest for Stig H Johansson. Desværre gik den i stykker efter at have vundet 13 af 15 starter og måtte slettes som storfavorit til Kriteriet 1988, men dens præstationer som 3-åring var så imponerende, at den med det samme fik stor søgning i avlen, hvilket ikke er normen for svenske indlændere, som altid havner i skyggen af udenlandske avlshingste. Peace On Earth blev ikke nogen stor avlshingst, men han har en stor produktion med 765 afkom bare i Sverige. De har tilsammen tjent godt 72.000.000 SEK og der er stadig mange, som starter, hvilket vil sige, at hingsten Peace On Earth dagligt findes med i startlister overalt i Europa - også i Danmark - både som far og morfar. Derfor er det helt forkasteligt at hans navn kan anvendes på en ny hest til og med medens han stadig lever. Desværre findes det mange lignende eksempler - det mest skandaløse er naturligvis den tyskfødte Cantab Hall, som er i træning hos Steen Juul - men de fleste er af mildere grad.
Jeg morede mig med at gå igennem kataloget til Åringsauktionen med formålet at finde gengangere, og desværre er der en del uacceptable træffere, se her (alfabetisk orden):

Rapido - amerikanskfødt avlshingst i Sverige, indført i sluningen af 80'erne og findes derfor stadig i en del stamtavler.
Ravenna - en udmærket traver for Tommy Petersen i midten af 70'erne. Burde have ventet 20 år.
Red Harry - født 1970, en af de bedste ungheste dansk travsport har set. Opdrættet af Axel Jacobsens far Poul Jacobsen på Langesø i Fredensborg. Vandt bl.a. Dansk Opdrætningsløb for sin træner Benth Kyvsgaard. Døde ung af tarmslyng, bare 6 år gammel. Navnet burde være fredet for evigt, og det undrer mig at en så fornuftig pige som Anette Jørgensen, Frække Frederiks opdrætter, ikke viser bedre omdømme her.
En enkelt hest bærer efternamnet Lobell, hvilket burde være forbudt, men jeg har givet på det punkt, og jeg undrer hvor længe Jørn Borch funderede, inden han gav Rite Line (v. Rite On Line) sit navn. Jeg ved at Borch anvender kennelnavnet Line, men lidt mer opfindsomhed var vel at forvente.

Nu er det snart Derby i Lunden - det bedste Travdeby i verden. Jeg håber at alle danske travfans atter vil medvirke til at vort elskede Derby beholder sin status. Trods alle dumheder er der stadig håb for dansk travsport, og Derbymeetinget er et tydeligt bevis herpå.

Jeg vil have mit Mesterskab tilbage! (21 Juli 10.02)

Da jeg var ung fandtes der en travsportsjournalist ved navn Otto Nielsen, også kaldet Quickly. Quickly var mange år ved Væddeløbsbladet, men i 60'erne kom han til Berlingske Tidende, som var morgenavis i mit hjem. Jeg husker, at Quickly klagede over alt. Intet i den (da) moderne travsport syntes at glæde ham. I stedet sammenlignede han alt med hvorledes det var, da han var ung. Meget ung endda, for han var født 1904, og de fleste af hans artikler omtalte årene INDEN første verdenskrig (1914 - 1918) på en nærmest lyrisk måde.
Jeg husker, at jeg var irriteret på Quicklys konservatisme, men samtidigt lærte jeg mig utroligt meget travhistorie ved at læse hans yderst velskrivne artikler. For skrive kunne de gamle travjournalister. Det danske sprog behandledes på en sober måde; ikke som dagens "journalister" mishandler det. Konervatismen var i øvrigt udpræget blandt travjounalisterne på den tid, Kaj Hansen (redaktør for Væddeløbsbladet) og Hugo "Tim" Holdgaard (B.T.) var andre eksempler herpå.
Nu har jeg selv passeret de 50, og nu er det mig som brokker mig over travsportens dekadens, og jeg har fået mere forståelse for de gamle herrer. Jeg er dog som altid en stor tilhænger af fornyelse, hvilket jeg selv synes, at hele min karriere indenfor travet vidner om. Men meningsløse fornyelser, som bare gennemføres for at de er nye og uden hensýn til hvad de måtte ødelægge, kan jeg ikke acceptere. Jeg kan for eksempel ikke begribe, hvorfor en institution som Mesterskab for Danmark, et storløb som er blevet kørt síden 1917, skal ændre navn til DM og proletariseres til et niveau, som ikke er det værdigt. Jeg taber feelingen for det løb, som køres på Charlottenlund Travbane på søndag, selvom det er et relativt fint opgør, som sikkert er i vente. Hvem er ansvarlig for denne ændring?
Når jeg ser på startlisten til på søndag, slår det mig iøvrigt, at der ikke er nogen representant for L-årgangen, nu 6 år gamle, med i Mesterskabet. Det er nok fordi, at årgangen er den ringeste i mange år. Hvad hed Derbyvinderen? Leviti? Levino? Jeg husker dog, at Axel Jacobséns Leader Chip var nummer to.
Derimod er K-årgangen atter velrepresenteret, selvom topheste som Kanonis Lobell og Korvet Klintholm ikke er med, I/J-årgangen ligeså, og også den 5-årige M-årgang ser lovende ud med hele tre af otte deltagere. Og der savnes for eksempel Minos Vang. Det skal blive spændende at se, om Keep On Flying kam forsvare sejren fra i fjor. Han så ud til at være på vej mod en topplacring, da han i lørdags galopperede i sidste sving i Gulddivisionen på Axevalla.

Ved Leiff Ingdams død (16 Juni 2009 18.50)

To dage inden årets Copenhagen Cup afgik tidligere træner Leiff Ingdam ved døden i den høje alder af 89 år. Ingdam blev født på Nørrebro den 28. Oktober 1919. Familien flyttede dog tidligt til Tårnby på Amager, og så vidt jeg ved boede Leiff Ingdam på Amager indtil at han for snart 20 år siden fik en lejlighed i Travsportens Alderdomshjem på Ordrup Jagtvej.
Leiff Ingdam var lillebror til den legendariske Mark Ingdam (født 1918), hvis liv blot blev halvt så langt som broderens. Mark døde i Juli 1964 kun 46 år gammel, men inden da havde han vundet ti københavnske championater, tre derbies og et hav af storløb. Lillebror Leiff blev pudsigt nok ikke uddannet hos Mark men derimod hos den tidligere københavnertræner Hemming Andersen i Århus. Leiff tog trænereksamen i Februar 1954 på hold med senere kolleger som Per Hansen, Mogens Ingvard, Bent Kyvsgaard og Tommy Petersen. Derefter var han førstemand hos Mark, inden han blev selvstændig træner den 1. Januar 1957, og da var han allerede 37 år gammel.  Indledningsvis stod han meget i skyggen af sin til tider totalt dominerende broder, men så småt kom også Leiff igang, og hans første tophest blev hoppen Umbrella, som var opdrættet af Axel Jacobsens fader Poul på stutteriet Langesø. I 1961 havde Leiff en fin sejrshest i Ulverstone, og  han vandt det 10.000nde løb på Amager med Flyga. Leiff havde desuden fine heste i Danilo, Ging Skovsgaard og toårstalentet Kimber Rodney, der desværre døde, inden den nåede at vise alt. Siden kom heste som Kassandra D, Lucky D, Kornet Orbit, der var stokhalt på fire ben, da Ingdam fik den, Prins Senator, tyskeren Claus Martin,  Lena LLoyd, Pat Brooke, Apollo Hoff, Buffalo Bill og Cardigan Bay.
Henrik Johannsen, hvis fader Mogens (Lundens tidligere overdommer) havde heste hos Leiff Ingdam, har skrevet en udmærket nekrolog på travservice.dk, hvor han påpeger den stil der var over Leiff Ingdam. Og det var just dette som slog en, når man traf ham. Altid velklædt kom han til stalden, og alle hans grejer var i topstand. Han sad elegant og næsten urørllg i sulkyen og som sin broder altid med stopuret i venstre hånd.
Under sine ungdomsår blev Ingdam vistnok kaldt for "bror Leiff", men da jeg var ung staldmand i 70'erne og 80'erne, kaldtes han for "Doktoren", hvilket skyldtes, at han ofte anvendtes som den absolut sidste udpost for talentfulde men skaderamte (oftest mere psykiske end fysiske skader) heste. Janus D, Langusteren, Moseprinsen og Lotta Bloc er eksempler på sådanne heste.
Selvom Leiff Ingdam boede på Amager, valgte han Charlottenlund, da travkrigen udbrød, og derfor fik vi unge chancen for at opleve en af dansk travsports mere særegnede personligheder i det daglige arbejde. Med Leiff Ingdams bortgang forsvinder også navnet Ingdam, som fik en så enorm betydelse for dansk travsport.

En glædelig nyhed: Årets allerførste toårsløb køres i Lunden (22 April 2009 06.49)

Det er ingen hemmlighed, at jeg er en stor kritiker til den sportslige struktur i dansk travsport. Fratagelsen af Lundens sportssekretariat og flytningen till Århus var ikke andet end en hån mod sporten og dens danske højborg. Når det arbejde, som siden præsteres fra Århus, er under al kritik, så bliver det hele bare endnu værre. Århus-folket har helt på eget initiativ fjernet traditionelle storløb eller ændret deres navn, der findes ingen rød tråd at finde i propositionsskrivningen, der findes absolut ingen "Charlottenlund-spirit" at spore. Nej, det er helt enkelt en katastrofe.
Derfor bliver jeg både overrasket og fremfor alt vældig glad, når jeg læser, at opstarten af årets toårsløb er tidligerelagt, og at Lunden i stedet for Århus skal være vært for det allerførste toårsløb, som skal køres på Copenhagen Cup-dagen den 14. Juni. Uden at være helt sikker, så kan det være det første toårsløb på den nordlige halvkloe (Australasien er jo fire måneder før os), og det er definitivt det første i Europa.
Det er heller ingen hemmelighed, at jeg er stor tilhænger af toåsstarter for tidligt udviklede heste (se tidligere blogger og nyheder). Jeg mener, at de yngste hestes sæson skal strække sig fra Juni til Oktober, senest begyndelsen af November, og at hestene derefter ikke skal tilbydes startmulgheder på 6 - 8 uger, inden en ny sæson begynder.
Hatten af for initiativtageren til dette. Jeg håber så, at det første løb følges af en kontinuitet under sæsonen.
On Track Worldwide ABOm FöretagetCurriculum vitaeKunderProjektNyheterDansk travsportBloggKontakt